A-sags puljeansøgning til 2026 fra Copenhagen Concert Community angående Sydhavns Salon 2026
Ansøgningen kan læses i sin fulde længde med tilhørende budget på Medlemmernes Side
Tidligere beslutninger
Se beslutninger om puljestrukturændring fra senest møde
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Copenhagen Concert Community til projektet "Sydhavns Saloner 2026" med det fulde beløb på 60.000 kr.
Problemstilling
Copenhagen Concert Community søger om støtte til en årligt tilbagevendende begivenhed på Karens Minde Kulturhus og i samarbejde med kulturhuset. Der er planen at der fra den første fredag i april, juni, august og oktober afholdes 4 Sydhavns Saloner.
I hver salon medvirker et orkester, en forfatter, en videnskabsperson og en performancekunstner eller danser, - i alt 5-10 medvirkende. Desuden medvirker en vært, der præsenterer aftenens medvirkende og sammenhængen mellem dem.
Både kunstnere og musikere fra vækstlaget og mere etablerede og anerkendte folk engageres til at medvirke i salonerne og forskellige musikalske genrer skal præsenteres i løbet af salonerne.
Ansøger prioriterer at mindst 50% af de medvirkende er af hunkøn og tillige at mennesker af forskellige generationer repræsenteres i løbet af salonerne.
Salonerne henvender sig til et voksent publikum af flere generationer fra lokalområdet og andre bydele. Op mod 400 mennesker kan deltage i løbet af de 4 saloner. Sydhavns Salonen har eksisteret siden 2020 med 22 koncerter, som ansøger siger alle har været udsolgt. Konceptet er et intimt format tilpasset Karens Minde Kulturhus og Dansepavillonen, og det ønskes fortsat udviklet. Billetprisen holdes på 150-200 kr. således at de fleste kan prioritere at købe en billet. Ansøger fremhæver, at mennesker der meget gerne vil deltage, men som hverken har billet eller penge nok, får en særlig billig entré.
Ansøger anmoder om 60.000 kr., da man i 2026 regner med højere honorarudgifter til kunstnerne end i 2025. Både da honorarerne generelt er steget, og fordi ansøger gerne vil kunne engagere et par kunstnere som ligger over minimumshonoraret. Dertil er ansøgerblevet opmærksomme på mindstetariffer indenfor performancekunst.
Puljeudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 60.000 kr.
Løsning
Lokaludvalget beslutter at følge eller genbehandle Puljeudvalgets indstilling.
Økonomi
Der er søgt om 60.000 kr., som indgår i det samlede beløb på 134.250, som Puljeudvalget har indstillet bevillinger til.
Videre proces
Sekretariatet meddeler afgørelserne til ansøgerne snarest muligt efter lokaludvalgets møde.