Mødedato: 27.08.2026, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på 1.

Beslutning om uddeling af Sydhavnsprisen samt nedsættelse af arbejdsgruppe

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal drøfte og godkende Forretningsudvalgets indstilling om, hvordan årets Sydhavnspris skal uddeles og nedsætte en arbejdsgruppe/bedømmelsesudvalg, der skal stå for uddelingen.

Indstilling

Det indstilles,

1. at lokaludvalget drøfter og godkender et forslag fra Forretningsudvalget til, hvordan årets Sydhavnspris skal uddeles.

2. at lokaludvalget nedsætter et bedømmelsesudvalg, der skal stå for at finde en eller flere prismodtagere og uddele prisen.

Problemstilling

Ad 1): Baggrund og plan for uddeling af Sydhavnsprisen:

Kgs. Enghave Lokaludvalg uddelte Sydhavnsprisen for første gang i 2021. Prisen gives til én eller flere, der har gjort en særlig indsats for Sydhavnen. Den kan tildeles grupper, klubber, foreninger, institutioner, forretninger og enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats for at skabe en levende udvikling af Sydhavnen og dermed bidraget til at gøre bydelen kendt som et attraktivt sted at bo, handle og leve i. Alle kan nominere kandidater til Sydhavnsprisen, som de synes har gjort noget helt særligt for Sydhavnen, ved at sende en mail med en begrundelse. Jf. nedenfor, kan nomineringer også gives til lokaludvalget i forbindelse med borgerinddragelsesaktiviteter.

Prismodtagere, som kan komme i betragtning, har:

  • Ydet en særlig indsats for at fremme udviklingen af et godt og levende miljø for borgerne i Sydhavnen.
  • Taget initiativer og virket som igangsætter og inspirator for fornyelsen og udviklingen af handelslivet, grønne områder, boligområder, skoler, institutioner, det sociale eller kulturelle liv og dermed gjort Sydhavnen til en attraktiv bydel.
  • Udvist mod og nytænkning.

Særlige krav:

  • Sydhavnsprisen kan ikke tildeles til samme person, forening, organisation eller lignende to år i træk.
  • Sydhavnsprisen kan ikke tildeles enkeltpersoner, der sidder i lokaludvalget, men kan godt tildeles foreninger/organisationer, der er repræsenteret i lokaludvalget.
  • Medlemmer af lokaludvalget, der er med til at udvælge modtagere af Sydhavnsprisen i Vurderingsudvalget, kan ikke selv nominere kandidater. Andre medlemmer af lokaludvalget kan godt nominere kandidater.  
  • Nomineringer skal begrundes. Nomineringer, der ikke begrundes med en beskrivelse af den særlige indsats i eller for Sydhavnen, tages ikke i betragtning.

Modtagere af Sydhavnsprisen 2021-2025:

  • 2025: Lindberg Strik og Fællesskabet Bavnehøj
  • 2024: Sydhavnstippens Naturpleje og South Harbour Café
  • 2023: Kanalbyens IF og Sydhavnens Venner af 1. maj
  • 2022: Sydhavn Teater og Loppemadammerne
  • 2021: Fiskerhavnens Venner, Børnenes Dyremark og Sydhavnens Vinbar.

 

Plan for uddeling af Sydhavnsprisen i 2026:

Forretningsudvalget foreslår, at der nedsættes en arbejdsgruppe/bedømmelsesudvalg, der står for afviklingen af Sydhavnsprisen og udvælger årets vindere. Normeringer til årets sydhavnspris foregår via Facebook opslag og nomineringssedler til Høstpicnicen og lokaludvalgets borgermøder i forbindelse med bydelsplanen. Den nedsatte arbejdsgruppe indsamler nomineringerne og vælger en vinder eller vindere af årets Sydhavnspris på et møde senest i november, så Sydhavnsprisen kan uddeles i december.

Lokaludvalget orienteres om vinderne på mødet i november. Arbejdsgruppen kontakter vinderen / vinderne og overrækker diplomet til vinderen / vinderne, og tager fotos til Sociale medier, som sekretariatet deler på lokaludvalgets sociale medier.

Ad 2: Nedsættelse af arbejdsgruppe/bedømmelsesudvalg:

Lokaludvalget nedsætter en arbejdsgruppe, der kan stå for at finde en eller flere vindere af Sydhavnsprisen og for at uddele denne, som det er beskrevet ovenfor.

Løsning

Lokaludvalget godkender Forretningsudvalgets plan for uddeling af Sydhavnsprisen og nedsætter en arbejdsgruppe/bedømmelsesudvalg.

Økonomi

Der er afsat 9.000 kr. til Sydhavnsprisen - 7.500 kr. til selve prisen, 1.200 kr. til blomsterbuket(ter) til prismodtager(e), samt 300 kr. til rammer til diplomer. Midler til kommunikation af Sydhavnsprisen tages fra rammen "Fysisk og digital kommunikation".

Videre proces

Er beskrevet ovenfor.

 

Til top