Høring vedrørende Forslag til kunststrategi i Københavns Kommune
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget godkender et forslag til høringssvar fra Kulturudvalget vedrørende strategi for kunst i det offentlige rum samt handleplan.
Problemstilling
Med mail den 19. maj 2025 blev et udkast til strategi for kunst i offentlige rum i Københavns Kommune samt den tilhørende handleplan 2025-2030 sendt i høring hos Københavns Kommunes lokaludvalg.
Fristen for høringssvar er den 30. juni 2025.
Udarbejdelsen af Kunst i København, Strategi for kunst i offentlige rum i Københavns Kommune er igangsat på baggrund af et medlemsforslag vedtaget i Borgerrepræsentationen i 2023. Arbejdet har været forankret i en tværorganisatorisk styregruppe med repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Kultur- og Fritidsforvaltningen og Rådet for Visuel Kunst.
Det fremgår af høringsbrevet, at man ønsker, at lokaludvalgene fortsat vil udarbejde egne, lokale kunststrategier og bidrage til at københavnere i alle dele af byen kan opleve kunst.
Der er ikke afsat midler til handleplanens initiativer og den fortsatte implementering vil derfor afhænge af finansiering.
I udkastet til strategi for kunst i offentlige rum i Københavns Kommune arbejdes der ud fra følgende 5 temaer:
- Tema 1: Kunst af høj kvalitet til alle københavnere
- Tema 2: Kunst, der fremmer demokratisk dannelse og samtale
- Tema 3: Kunst, der skaber attraktive og bæredygtige byrum
- Tema 4: Samarbejde om kunst
- Tema 5: Forvaltningspraksis med fokus på transparens og kunstnerisk kvalitet.
Bilagene til høringen kan findes på Medlemmernes Side under Bilag, da de fylder for meget til at blive vedlagt dagsordenen.
Kulturudvalget har udarbejdet vedlagte forslag til høringssvar.
Løsning
Lokaludvalget drøfter høringsmaterialet og godkender et forslag til høringssvar.
Økonomi
Intet
Videre proces
Sekretariatet
sender lokaludvalgets høringssvar til Teknik- og Miljøforvaltningen.
På baggrund af lokaludvalgenes høringssvar færdiggør Teknik- og Miljøforvaltningen forslaget til kunststrategien. Kunststrategien forventes forelagt Borgerrepræsentationen i november 2025.