Godkendelse af brev til TMUs medlemmer om klimatilpasningsprojekt på Borgbjergsvej
Tidligere beslutninger
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget godkender vedlagte udkast til henvendelse til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget om at klimatilpasningsprojektet på Borgbjergsvej er med i en samlet klimatilpasningspakke, der indgår i budgetforhandlingerne.
Problemstilling
Kgs. Enghave Lokaludvalg godkendte på sit møde den 27. marts 2025 et høringssvar, der var stærkt kritisk overfor et forslag om at lave sivebede på Borgbjergsvej som lokal klimatilpasning. Høringssvaret er vedlagt.
Teknik- og Miljøforvaltningen har orienteret lokaludvalget om, at projektet indgår i en samlet klimatilpasningspakke til budgetforhandlingerne.
Forretningsudvalget frygter, at høringssvaret "drukner" i bilagene til den samlede pakke, og finder det derfor nødvendigt, at gøre medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget særskilt opmærksomme på det problematiske i forslaget både for beboerne og handelslivet på og i nærheden af Borgbjergsvej.
Sekretariatet har udarbejdet vedlagte brev til medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget.
Forretningsudvalget opfordrer de politisk udpegede medlemmer af lokaludvalget til at gøre deres politiske bagland opmærksomme på problematikken.
TMF har oplyst, at projektet er på et meget tidligt stadie i planlægningen, og at det derfor er usikkert, om det godkendes i forbindelse med årets budgetforhandlinger. Forretningsudvalget ønsker, at forslaget om at gennemføre projektet tages helt af bordet.
Løsning
Lokaludvalget godkender en henvendelse til TMUs medlemmer med udgangspunkt i vedlagte forslag fra Sekretariatet.
Økonomi
Intet
Videre proces
Lokaludvalget bør følge med i, om projektet ender med at blive vedtaget under budgetforhandlingerne.