Godkendelse af henvendelse til Teknik- og Miljøudvalget om at annullere startredegørelsen for Bådehavnsgade
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal godkende et udkast til et brev til Teknik- og Miljøudvalget vedr. Bådehavnsgade Syd, hvor Lokaludvalget anmoder medlemmerne af Teknik- og Miljøudvalget om at annullere startredegørelsen pba. de nye omstændigheder.
Indstilling
Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:
1. at lokaludvalget godkender udkast til brevet, der ligger på medlemmernes side
2. at lokaludvalget godkender mailskabelonen til forsendelse til Teknik- og Miljøudvalgets medlemmer.
Problemstilling
Ad 1) Siden startredegørelsen for Bådehavnsgade blev vedtaget i Teknik- og Miljøudvalget (TMU) d. 17. juni, er der blevet besluttet og vedtaget både en helhedsplan og trafikplan for området.
Både helhedsplanen for Bådehavnsgade samt trafikplan udarbejdes på et niveau over lokalplanen. Hvis der skal være mulighed for, at anbefalinger i de to rapporter skal kunne anvendes i arbejdet med lokalplanen for Bådehavnsgade Syd, giver det ikke mening at fortsætte arbejdet med at udvikle lokalplanen, som startredegørelsen danner grundlag for.
Omstændighederne for lokalplanen har ændret sig yderligere ved at virksomheden Stark bliver liggende i Bådehavnsgade i nuværende størrelse og format. Dermed er det reelle bebyggelsesareal blevet mindre.
På baggrund af disse afgørende faktorer ønsker Bådehavnsgadegruppen, at det skal være muligt for forvaltningerne og borgerne i Sydhavnen at arbejde med de tre planprocesser uden at være begrænset af startredegørelsens principielle beslutninger.
Bådehavnsgadegruppen har udarbejdet et brev til medlemmerne af TMU med opfordring til, at startredegørelsen annulleres omgående.
Ad 2) Bådehavnsgadegruppen og Forretningsudvalget forventer, at det bliver vanskeligt at skabe opmærksomhed om brevet blandt medlemmerne af TMU her midt i valgkampen. Derfor har Sekretariatet udarbejdet forslag til ordlyden af en mail til politikerne, der kan sendes dagen efter, at brevet til dem er afsendt.
Både brevet og mailskabelonen kan findes på Medlemmernes Side.
Løsning
Lokaludvalget godkender forslag til brev og mail til medlemmerne af TMU.
Økonomi
Intet.
Videre proces
Sekretariatet sender først brevet og dagen efter mailen til TMUs medlemmer, hvis de godkendes af lokaludvalget.