Mødedato: 25.09.2025, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Forslag om ændring af Lokaludvalgets Forretningsorden (nedsættelse af puljeudvalg)

Se alle bilag
Hvis lokaludvalget på dagens møde beslutter at nedsætte et puljeudvalg, skal lokaludvalgets forretningsorden ændres. Ændringen af forretningsorden skal behandles 2 gange på 2 forskellige lokaludvalgsmøder.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget, såfremt det bliver besluttet at nedsætte et puljeudvalg på nærværende møde, godkender vedlagte forslag til ændring Forretningsorden for Kgs. Enghave Lokaludvalg

2. at lokaludvalget bemyndiger Sekretariatet til at rette stavefejl og sproglige fejl i Forretningsorden for Kgs. Enghave Lokaludvalg

Problemstilling

Ad 1) Ændring af § 5, stk. 5 i Forretningsorden for Kgs. Enghave Lokaludvalg

Hvis lokaludvalget beslutter at nedsætte et puljeudvalg, skal lokaludvalgets forretningsorden ændres, fordi der ikke i den gældende forretningsorden er omtalt et puljeudvalg. Ændringer i forretningsordenen skal behandles i to ordinære møder i Kgs. Enghave Lokaludvalg.

For at puljeudvalget kan nedsættes på mødet den 30. oktober i Kgs. Enghave Lokaludvalg, skal vedhæftede forslag til ændring af Forretningsordenens §5, stk. 5 behandles på dette møde og på lokaludvalgets møde den 30. oktober.

Sekretariatet har udarbejdet et forslag til ny ordlyd af § 5, stk. 5, som vedlagges som bilag.

Det er kun relevant at behandle dette at-punkt, hvis lokaludvalget beslutter at nedsætte et puljeudvalg.

Ad 2) Bemyndigelse til, at Sekretariatet kan rette stavefejl og sproglige fejl i Forretningsordenen for Kgs. Enghave Lokaludvalg

I forbindelse med denne indstilling er Sekretariatet blevet opmærksom på, at der flere steder i den nuværende forretningsorden er stavefejl og sproglige fejl, herunder at der konsekvent står formand/næstformand, i stedet for forperson/næstforperson. Dette bør rettes, og det kan passende ske nu, hvor det kan blive aktuelt at indføre en ny § 5, stk. 5 i forretningsordenen.

Forretningsudvalget foreslår, at Sekretariatet får denne bemyndigelse, uanset om det besluttes at nedsætte et puljeudvalg eller ej.

Løsning

Lokaludvalget godkender en ændring af Forretningsorden for Kgs. Enghave Lokaludvalg, hvis lokaludvalget på dette møde beslutter at nedsætte et puljeudvalg. Ændringen sker med udgangspunkt i vedlagte forslag.

Lokaludvalget bemyndiger Sekretariatet til at rette stavefejl og sproglige fejl i Forretningsorden for Kgs. Enghave Lokaludvalg, uanset om 1. at-punkt vedtages.

Økonomi

Intet

Videre proces

Den ændrede Forretningsorden offentliggøres med ændringsdatoen den 30. oktober 2025 påført.

Til top