Mødedato: 25.08.2022, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus, Stuen på 1.

Beslutninger om Bydelsplanen: Procesplan, og spørgsmål til forvaltningerne

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal godkende oplæg til proces for arbejdet med bydelsplanen. Lokaludvalget skal afsætte midler til processen og godkende arbejdsgruppernes spørgsmål til forvaltningerne.

Tidligere beslutninger

Kgs. Enghave lokaludvalg besluttede på sit møde den 19. maj 
  1. at afsætte 30.000 kr. i 2022-puljemidler fra Borgerinddragelsespuljen som ramme for borgerrettede aktiviteter i forbindelse med bydelsplanarbejdet.
  2. at midlerne skal udmøntes af Forretningsudvalget.
  3. at igangsætte en generel borgerpanelundersøgelse, som skulle danne grundlag for drøftelserne på Lokaludvalgets seminar d. 12. juni 2022 samt i det videre arbejde med bydelsplanen. 

Lokaludvalget arbejdede videre med temaer for bydelsplanen på seminaret den 12. juni.

Lokaludvalget besluttede på sit møde den 22. juni, at arbejdsgrupperne forud for augustmødet skulle udarbejde spørgsmål til forvaltningerne. Desuden godkendte lokaludvalget de foreløbige temaer, som arbejdsgrupperne vil bruge som grundlag for projektarbejdet.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at Lokaludvalget Lokaludvalg godkender ”Skabelon til beskrivelse af projekt forud for lokaludvalgsmøde i september” samt ”detaljeret beskrivelse af bydelsplanproces – fra Idé til plan”.

2. at lokaludvalget godkender de spørgsmål, arbejdsgrupperne vil sende til forvaltningerne.

3. at lokaludvalget tager orientering om afholdelse af repræsentantskabsmøde i form af "Kick-off-møde til efterretning.

Problemstilling

Ad 1) Godkendelse af ”Skabelon til beskrivelse af projekt forud for lokaludvalgsmøde i september” samt ”detaljeret beskrivelse af bydelsplanproces – fra Idé til plan”.

Kgs. Enghave Lokaludvalg besluttede på sit møde den 22. juni, at arbejdet med bydelsplanerne skulle forankres i arbejdsgrupperne/fagudvalgene, og at Forretningsudvalget skulle være tovholdere. Forretningsudvalget foreslår, at fremdriften i arbejdet med bydelsplanen sikres ved at lokaludvalget godkender og anvender vedlagte "detaljeret beskrivelse af bydelsplanproces – fra Idé til plan”.

For at sikre en vis ensartethed i projektarbejdet, foreslår Forretningsudvalget, at der tages udgangspunkt i vedlagte "Skabelon til beskrivelse af projekt forud for lokaludvalgsmøde i september”. Ifølge tidsplanen skal arbejdsgrupperne give en status på arbejdet på lokaludvalgets møde i september. Det er tanken, at projektskabelonen kan hjælpe med det ved at sætte nogle rammer for udvælgelse af projekterne, begrundelse for, hvad man ønsker at arbejde videre med, "how to" for Københavnerinddragelsen mv. 

Både tidsplan og skabelon er forslag, udarbejdet af sekretariatet.

 

Ad 2) Spørgsmål fra arbejdsgrupperne til forvaltningerne:

På lokaludvalgets møde den 22. juni, blev arbejdsgrupperne bedt om at udarbejde spørgsmål til forvaltningerne, som skal underbygge det videre arbejde med bydelsplanen. Statistik og opsamling på borgerpanelundersøgelse findes på medlemmernes side: https://kgsenghavemedlem.kk.dk/

Her følger en liste over spørgsmål fra de tre arbejdsgrupper:

Bymiljøudvalget:

 Sydhavnstippen: hvornår overgår ejerskabet af Tippen til kommunen, hvad får det af betydning? Hvad med plejeplan? Hvordan fortsætter vi samarbejdet i Tippen Syder – hvem skal med i stedet for By & Havn.

Det vilde Sydhavn: hvordan kan vi skabe samarbejde med CAB på kommunens arealer om vilde blomsterbede

Valbyparken: Hvordan kan vi lave et projekt om at undgå parkering på græsset

Stiforbindelser: Hvordan skaffes finansiering til stibro.

 

Kulturudvalget:

1) Struktur i Kultur- og Fritidsforvaltningen: Hvordan bliver strukturen med lokal tilstedeværelse? Konkret: Hvordan bliver organiseringen af det vi kender som 'Kultur V' (kulturhuse, biblioteker og foreningsdelen af idrætten i Kgs. Enghave, Vesterbro, Valby og Vanløse) 

2) Hvordan arbejdes der med den tidligere kortlægning af faciliteter og mangel på samme? Der blev for nogle år siden lavet en kortlægning af idræts- og kulturfaciliteter samt muligheder for, hvor der kunne ligge nye. Arbejdes der stadig strategisk med dette? 

3) Mange foreninger og aktiviteter har svært ved at få lokaler. Hvordan går det med at få åbnet for lokaler på skoler og andre institutioner udenfor åbningstid? Er man nået videre med udfordringerne i forhold til at få adgang, kompensation til skoler for ekstra renhold m.v.? 

4) Hvordan er status på biblioteksplan 2020-2023? Hvad betyder planlægningen for Sydhavnens Bibliotek mht. åbningstider, service og arrangementer? Hvordan er samarbejdet med Karens Minde Kulturhus på samme matrikel?

 

Socialudvalget

SU ønsker tal for, hvor stor en andel af børn, som benytter hhv. fritidsklub, ungdomsklub og ungdomsskole i de tre dele Bavnehøj, Det gamle Sydhavnen og Holmene i forhold til bygennemsnittet. Om muligt også gerne tal for, hvor stor en andel af disse, som benytter tilbud udenfor Sydhavnen. 

Desuden arbejder Socialudvalget videre med et strategipapir "Social og Sundhed - Udfordringer og Strategier". På den baggrund ønsker SU tal for følgende:

  • Livsstilssygdomme
  • Forventet livslængde
  • Øvrige præcise sundhedsdata fordelt på Bavnehøj, det gl. Sydhavnen og Holmene
  • Andel af borgere på kontanthjælp
  • andel af borgere der ikke er i beskæftigelse/udenfor arbejdsmarkedet fordelt på de tre områder

 

Ad 3) Orientering om invitation af Repræsentantskabet til Kick-off-møde den 15. september kl. 16.30-17.30

Forretningsudvalget inviterer foreninger, brugerbestyrelser, netværk, råd osv. i Sydhavnen, dvs. Repræsentantskabet til Kick-Off-Møde i forbindelse med Forretningsudvalgsmødet den 15. september. Invitationen er sendt ud. Den vedlægges til orientering.

På mødet lægges der i invitationen op til, at der sker dette på KICK-OFF-MØDET:

  • Foreningerne kan fortælle om deres visioner/ønsker/problemstillinger i bydelen
  • Lokaludvalget fortæller om hvad en bydelsplan er, deres arbejde med bydelsplanen og den videre proces
  • Lokaludvalget fortæller, hvordan de fremmødte kan bidrage til arbejdet med bydelsplanen ude i fagudvalgene (lokaludvalgene drives af frivilligt engagement og vil gerne være med til at samarbejde om bydelen, men kan ikke løfte alt selv)
  • Lokaludvalget skal nedsætte et repræsentantskab, der bliver forelagt lokaludvalgenes udkast til bydelsplaner til godkendelse. Repræsentantskaberne inviteres én gang om året til en opfølgning og evaluering af bydelsplanen. Vil deltagerne på mødet være med i repræsentantskabet?

 

Løsning

Til brug for fagudvalgenes arbejde frem mod Lokaludvalgsmødet d. 27. september hvor fagudvalgene afgiver status, har sekretariatet udarbejdet en projektskabelon med oversigt over arbejdsopgaver og tilhørende arbejdsspørgsmål. Arbejdsbeskrivelsen er vedlagt ligesom der er vedlagt en samlet procesbeskrivelse for bydelsplanprocessen.

Sekretariatet skal have input fra fagudvalg i hænde senest d. 12. september, så de projekter, fagudvalgene ønsker at prioritere ind i bydelsplanarbejdet, kan vedlægges som bilag.

 

Lokaludvalget godkender de spørgsmål, arbejdsgrupperne gerne vil have besvaret af forvaltningerne.

Lokaludvalget tager orienteringen om Kick-Off-Møde til efterretning.

 

Økonomi

Lokaludvalget har afsat 30.000 kr. til bydelsplansarbejdet på sit møde den 18. maj.

Videre proces

Sekretariatet sender spørgsmål fra arbejdsgrupperne videre til forvaltningerne. Arbejdsgrupperne skal på deres næste møde finde frem til de projekter, de gerne vil arbejde videre med, så projekterne kan godkendes på lokaludvalgets møde den 27. september.

Beslutning

Ann ønsker ekstra punkt på; Hvordan kan vi få fredet den nordlige del af Tippen?

Ad 1) Godkendt uden afstemning

ad 2) Godkendt med ekstra spørgsmål tilføjet af Ann

Ad 3) Godkendt

Til top