Mødedato: 25.06.2026, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Mødelokale Loftet

Nedsættelse af arbejdsgruppe samt dialog om inddragelse ifm. 8-tallets fremtid

Se alle bilag
Kgs. Enghave Lokaludvalg skal nedsætte en arbejdsgruppe samt have en dialog vedrørende fremtidig brug af 8-tallet (Genbrugscenteret).

Indstilling

Det indstilles:

1) at lokaludvalget beslutter, hvilke former for Københavnerinddragelse, der skal iværksættes, vedrørende den fremtidige brug af 8-Tallet, og med hvilket formål. 

2) at lokaludvalget nedsætter en arbejdsgruppe, der skal stå for Københavnerinddragelsen

Problemstilling

ad 1) Drøftelse af inddragelse af borgerne i Sydhavnen i den fremtidige brug af 8-Tallet:

Borgerrepræsentationen besluttede i 2009 at etablere Sydhavn Genbrugscenter sammen med Amager Ressourcecenter (ARC) på et lejet areal med uopsigelighed frem til 1. januar 2032. På daværende tidspunkt var der ikke konkrete planer om byudvikling i Bådehavnsgade. Siden etableringen af genbrugscenteret er det besluttet, at området skal udlægges til byudvikling.

Af hensyn til støjsikring mod Stejlepladsen og boligerne i Bådehavnsgade, opstod der i foråret et behov for at afklare fremtiden for Sydhavn Genbrugscenter. En afklaring skulle give nogle klare rammer for det videre arbejde med den kommende helhedsplan og lokalplan for området.

Klima- Teknik- og Miljøudvalget besluttede på sit møde den 18.maj 2026, at omlægge Genbrugscenteret i Bådehavnshavnsgade til en nærgenbrugsstation. Samtidig blev det besluttet at undersøge, om den del af grunden (8-tallet), der ikke skal anvendes til nærgenbrugsstation (forhuset) kan erhverves af Københavns Kommune med henblik på at kunne indgå som kommunalt areal i det fremtidige arbejde med helhedsplan og byudvikling. Se lokaludvalgets høringssvar (vedlagt) i forbindelse med KTUs behandling af sagen.

Bymiljøudvalget (BMU) og Kulturudvalget (KU) har begge foreslået, at borgerne i Sydhavnen inddrages i beslutningsgrundlaget for den fremtidige brug af 8-tallet. BMU har foreslået en digital løsning, ved at lokaludvalget bruger Borgerpanelet til inddragelsen. KU har foreslået, at borgerinddragelsen sker ved en kulturel aktivitet, som eventuelt kan foregå på Genbrugscenteret.

Det input, der kommer fra borgerne i Sydhavnen kan indgå i samarbejdet med forvaltningen, politikerne og det videre arbejde med 8-tallet.

 

ad 2) Nedsættelse af arbejdsgruppe, der skal stå for Københavnerinddragelsen:

Forretningsudvalget foreslår, at lokaludvalget udpeger en arbejdsgruppe til at stå for planlægningen og afholdelsen af de aktiviteter, der bliver besluttet under pkt. 1.Det foreslås, at arbejdsgruppen mødes første gang den 10. august, da der ikke er ledige tider før sommerferien.

Løsning

Lokaludvalget drøfter hvordan borgerne i Sydhavnen skal inddrages vedrørende den fremtidige brug af 8-tallet og nedsætter en arbejdsgruppe, der skal planlægge og stå for inddragelsen.

Økonomi

Intet

Videre proces

Sekretariatet betjener arbejdsgruppen og indkalder til første møde den 10. august.

Til top