Mødedato: 24.09.2026, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på 1.

Høring: 2 scenarier for renovering af Langebro

Se alle bilag

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal drøfte høringen, der vedrører 2 scenarier for renovering af Langebro. I det ene scenarie vil broen fortsat kunne åbnes efter renoveringen. I det andet scenarie vil broen blive lukket for gennemsejling. Det vil betyde, at skibe med en højde på over 7 meter ikke længere vil kunne sejle under broen.

Lokaludvalget skal også bemyndige Bymiljøudvalget til at afgive høringssvar.

Indstilling

Det indstilles,

1. at lokaludvalget drøfter høringsmterialet

2. at lokaludvalget bemyndiger Bymiljøudvalget (BMU) til at afgive et høringssvar baseret på lokaludvalgets drøftelser.

Problemstilling

Langebro står over for en større renovering, og Københavns Kommune undersøger to mulige løsninger for broens fremtid. Broen kan enten renoveres, så den fortsat kan åbnes for skibe, eller som en ikke-oplukkelig bro, hvor skibe over syv meter ikke længere vil kunne passere.

 

Langebro er en vigtig forbindelse på tværs af Københavns Havn og har været i drift siden 1954. Broen står nu over for en større renovering, og samtidig skal der tages stilling til, hvordan broen skal fungere i fremtiden.

Der arbejdes med to mulige scenarier for Langebros fremtid. I det ene scenarie renoveres Langebro, så den fortsat er oplukkelig. Det betyder, at broen efter renoveringen fortsat vil kunne åbnes, når fartøjer, der er for høje til at sejle under den lukkede bro, skal passere.

I det andet scenarie renoveres Langebro som en ikke-oplukkelig bro. I dette scenarie vil broen fremover være fast og ikke længere kunne åbnes for skibstrafik. Størstedelen af trafikken i Københavns Havn vil fortsat kunne sejle under broen, mens fartøjer med en højde på over syv meter ikke længere vil kunne passere Langebro.

En ikke-oplukkelig Langebro kan derfor få betydning for nogle af de aktiviteter, der foregår i havnen. Det gælder blandt andet for enkelte husbåde, nogle kommercielle turbåde samt visse anlægs- og vedligeholdelsesarbejder, hvor der kan være behov for at fragte større fartøjer eller udstyr under broen.

Af høringsnotatet, der vedlægges som bilag, fremgår det, at nogle eksisterende husbåde i Københavns Havn er højere end 7 meter og kan derfor blive berørt, hvis Langebro renoveres som en ikke oplukkelig bro. Det kan fx være i forbindelse med lovpligtige besigtigelser på land, generelle reparationer på et værft eller ved salg af husbåden. Både husbåde syd og nord for broen kan blive berørt, da der ligger et værft ved slusen, som betjener husbåde fra hele havnen. Værftet foretager primært reparationer og renoveringer på vand, da værftet ikke har mulighed for at løfte husbåde på land, der er over ca. 20 meter lange eller vejer over 40 tons. De nærmeste alternative værfter for husbådene ligger i Stege og Gilleleje.

Ved gennemgang af byggesagsarkivet samt en yderligere visuel vurdering af højden på husbåde uden eller med igangværende byggesager, er det vurderet, at der er ca. 14 husbåde syd for Langebro (mellem Sjællandsbroen og Langebro), som formentlig ikke kan passere en ikke-oplukkelig Langebro. Forvaltningen vurderer, at der nord for Langebro ligger ca. 11 husbåde, som formentlig ikke vil kunne passe en ikke-oplukkelig Langebro.  

Uanset hvilket scenarie der senere vælges, betyder Langebros nuværende tilstand, at der lukkes for bestilling af broåbninger fra medio 2028. Herefter vil der alene være åbninger i forbindelse med service eller forberedelse af en kommende renovering. I særlige tilfælde vil disse åbninger kunne anvendes til gennemsejling. Såfremt Langebro renoveres som en oplukkelig bro, kan der igen bestilles broåbninger, når renoveringen er afsluttet. Renoveringen af Langebro som oplukkelig bro vil vare ca. 3 år, mens renoveringen som ikke-oplukkelig bro vil vare ca. 1,5 år. Udførelsen vil foregå i perioden fra 2029 til 2034.

Det fremgår også af høringsnotatet, at prisen på en ikke-oplukkelig bro skønnes til 200-250 millioner kr., mens prisen for en oplukkelig bro skønnes til 400-417 millioner kr. Borgerrepræsentationen skal i starten af 2027 beslutte, hvilken løsning, der skal vælges.

Der er frist for at afgive høringssvar den 20. oktober 2026. Det er inden næste møde i lokaludvalget. Lokaludvalget skal derfor bemyndige BMU til at udarbejde og indsende et høringssvar.

Høringsmaterialet kan ses på Bliv Hørt Portalen: Link til Bliv Hørt Portalen

Løsning

Lokaludvalget drøfter høringsmaterialet og bemyndiger Bymiljøudvalget til at udarbejde og indsende et høringssvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelser inden fristen den 20. oktober 2026.

Økonomi

Intet

Videre proces

BMU udarbejder et høringssvar på baggrund af lokaludvalgets drøftelser. Sekretariatet sender høringssvaret til Klima- Teknik og Miljøforvaltningen inden udløbet af høringsfristen.

Til top