Mødedato: 22.05.2025, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus

Orientering om Sydhavnsprisen

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om, hvem vurderingsudvalget har udpeget til at modtage årets Sydhavnspris.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget tager orienteringen til efterretning

Problemstilling

Kgs. Enghave Lokaludvalg uddelte for første gang Sydhavnsprisen i 2021, som blev uddelt på Sydhavnens Folkemøde. Prisen var på 7.500 kr. og blev delt mellem tre prismodtagere: Børnenes Dyremark, Fiskerhavnens Venner og Sydhavnens Vinbar. året efter blev Sydhavnsprisen uddelt for anden gang ved lokaludvalgets julearrangement. Den blev delt mellem 2 prismodtagere, nemlig Sydhavn teater ved Mille Marie Dalsgaard og Loppemadammerne. i 2023 blev prisen delt mellem Sydhavnens Venner af 1. maj og Kanalbyens Idrætsforening. Sidste år var det Café South Harbour og Naturplejegruppen på Tippen, der modtog prisen.

Sydhavnsprisen er en frivilligpris, der kan tildeles grupper, foreninger, institutioner, forretninger og enkeltpersoner, der har gjort en særlig indsats for at skabe en levende udvikling i Sydhavnen og dermed bidraget til at gøre vores bydel til et attraktivt sted at bo, handle og leve i.

Alle kan indstille kandidater til Sydhavnsprisen, som de synes har gjort noget helt særligt for Sydhavnen.

Der blev nedsat et vurderingsudvalg, der skulle finde modtageren/modtagerne af Sydhavnsprisen, og borgerne blev inviteret til at komme med forslag til prismodtagere via opslag på Facebook samt via lokaludvalgets borgerpanel. Man kan læse om kriterierne på lokaludvalgets hjemmeside: Sydhavnsprisen

Sydhavnsprisen er blevet uddelt på forskellige tidspunkter, afhængig af, om der var et arrangement, uddelingen kunne kobles sammen med. I 2021 blev prisen uddelt ved Sydhavnens Folkemøde, i 2022 blev den uddelt i sammenhæng med julearrangementet og i 2023 og 2024 blev den uddelt ved Sankt Hans arrangementet. Ideen med at uddele prisen ved et offentligt arrangement er så meget offentlighed og dermed så meget fejring af prismodtagerne som muligt.

På lokaludvalgets møde i februar blev det besluttet, at Sydhavnsprisen i år som et forsøg skal uddeles på en anden måde end tidligere år, idet uddelingen ikke skal være koblet sammen med et arrangement.

Lokaludvalget besluttede i stedet, at Sydhavnsprisen i år uddeles ved at medlemmerne af priskomiteen tager ud til prismodtageren eller prismodtagerne og uddeler prisen. At overrækkelsen filmes på video, og at videoen deles på lokaludvalgets hjemmeside og sociale medier som Facebook og Instagram.

På samme møde blev der nedsat en Sydhavnspris-arbejdsgruppe bestående af Steen, Ole og Jan F. Hanne Mai har tilsluttet sig arbejdsgruppen efter mødet.

Ligesom i 2024 skal prismodtagerne findes ved at borgere kan foreslå prismodtagere med begrundelse for deres forslag på platformen København Taler. Afstemningen er i gang og lukker den 18. maj. Der er opslag på hjemmesiden og Facebook om afstemningen. Afstemningen kan findes på København Taler her indtil den 18. maj.

 

Sydhavnspris-arbejdsgruppen mødes den 20.maj, og beslutter hvem der skal modtage årets sydhavnspris, hvorefter lokaludvalget orienteres på nærværende møde.

 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen til efterretning. 

Økonomi

Budget:

Afsat på lokaludvalgets møde den 19. november 2024:

Beløb til prismodtagere: op til 7.500 kr. svarende til 3 priser af 2.500 kr.

1.200 kr. til blomsterbuket(ter) til prismodtager(e)

300 kr. til rammer til diplomer.

Afsat i alt: 9.000 kr.

 

Kommunikation:

5.000 kr. til tryk af plakater og foldere

1.300 kr. til honorar for opsætning af plakater og fordeling af foldere i Sydhavnen

I alt 6.300 kr., som tages fra Borgerinddragelsespuljen.

 

Videre proces

Sydhavnsprisen uddeles ved at medlemmer af Sydhavnspris-arbejdsgruppen tager ud til modtagerne/modtageren og overrækker prisen.

Til top