Mødedato: 22.01.2015, kl. 19:00
Mødested: ABC-lokalet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Havnen tilbage til københavnerne

Borgerrepræsentationens Kultur- og Fritidsudvalg har anmodet Kultur- og Fritidsforvaltningen om at komme med et oplæg til, hvordan havnen i højere grad kan bruges til sejlsport. Tippen indgår i disse overvejelser.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller, at
1. Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter og godkender nedenstående forslag til henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Problemstilling

Medlemmer af Borgerrepræsentationens Kultur- og Fritidsudvalg rejste på udvalgsmødet d. 18. december et medlemsforslag om,

1.  at Kultur- og Fritidsudvalget pålægger Kultur- og Fritidsforvaltningen i samarbejde med sejlsporten og byens havne at udarbejde strategi, handlingsplan, tidsplan og finansiering for, hvordan Københavns Havn kan benyttes mest muligt af københavnerne, og

2.  at Kultur- og Fritidsforvaltningen udarbejder planerne forud for Budget 2016 til behandling i Kultur- og Fritidsudvalget senest primo marts 2015.

Det sker ud fra ønsket om, at give sejlsport som folkesport flere muligheder for udfoldelse.

Det foreslås, at der udarbejdes en handlingsplan, som bl.a. skal inkludere en “total afdækning af muligheder for nyetablering af bådebroer og kajpladser i hele byen, herunderAmager Fælled, Kalvebod Fælled, Refshaleøen, Valbyparken, Tippen, Nordhavnen, Islands Brygge, Inderhavnen og dens kanaler. Heri skal indgå en vurdering af, hvilken type både der kan være i de forskellige områder.”

Kultur- og Fritidsudvalget besluttede at anmode Kultur- og Fritidsforvaltningen om at vende tilbage med et konkret oplæg, som kan indgå i Kultur- og Fritidsudvalgets budgetseminar primo marts 2015.

Hele medlemsforslaget og beslutningsreferatet kan findes her: https://subsite.kk.dk/PolitikOgIndflydelse/Moedemateriale/Kultur-OgFrit…

Sagen har været drøftet i Lokaludvalgets Bymiljøudvalg, som har følgende forslag til henvendelse til forvaltningen:

Til Kultur- og Fritidsforvaltningen Cc. Kultur- og Fritidsudvalget.

Vedr. Medlemsforslag: Havnen tilbage til københavnerne, KFU-møde d. 18.12.14

Kgs. Enghave Lokaludvalg kan af referat fra møde i KFU d. 18.december 2014 læse, at der er vedtaget et medlemsforslag om at udarbejde et oplæg til budgetseminar primo marts vedrørende muligheder for, hvordan havnen i højere grad kan udnyttes til sejlsport.
Af indstillingen fremgår det, at der skal ske en afdækning af muligheder for nyetablering af bådebroer og kajpladser i hele byen, herunder Tippen.
Hvis der er tale om Tippen i Sydhavnen, også kaldet Sydhavnstippen, vil Lokaludvalget gøre opmærksom på, at etablering af bådebroer og kajpladser på Tippen ikke er foreneligt med Tippen som et fredeligt og unikt naturområde, der er meget værdsat både af sydhavnere og af københavnere generelt.
Bådebroer og kajpladser er heller ikke forenelige med den plejeplan for Sydhavnstippen, som det lokale grønne partnerskab arbejder ud fra. Plejeplanen kan ses her:

http://www.sydhavnstippen.dk/wp-content/PlejeplanTippen2012_18_3_2012.p…

Arealerne ud til vandet og selve vandet er i øvrigt fredet. Det betyder, at sejlads udenfor sejlrender er forbudt fra 1. november til 31. marts, og at sejlads med motor udenfor sejlrender, samt at motordrevet sejlads med mere end 5 knob er forbudt hele året.Lokaludvalget ønsker derfor,at der IKKE anlægges bådebroer og/eller kajpladser på Tippen.

Vi kan der udover henvise til, at der allerede ligger en mængde bådeklubber, som nabo til Tippen.

Lokaludvalget står til rådighed med andre input til det oplæg KFF skal udarbejde til primo marts.

Mvh Joan Røge,
Kgs. Enghave Lokaludvalg

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg drøfter og godkender Bymiljøudvalgets forslag til henvendelse til Kultur- og Fritidsforvaltningen, cc. Kultur- og Fritidsuvalget.

Beslutning

Ann Vikkelsø redegjorde for baggrunden for brevet og de holdninger, der kommer til udtryk i det. Forslaget blev med en enkelt ændring vedtaget uden afstemning.
Til top