Mødedato: 21.06.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Medlemsforslag: låge til nordlig fårefold

Se alle bilag

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

  1. at lokaludvalget afsætter 5.000 kr. der tages fra lokaludvalgets ikke disponerede midler til et bekoste endnu en låge i den nordlige fårefold på Sydhavnstippen (Tippen), se beskrivelse.
  2. at sekretariatet sørger for at træffe aftaler omkring opsætning af lågen.

Problemstilling

Der er på et tidligere Bymiljømøde blevet nikket til forslaget om endnu en låge i hegnet på den i foråret 2018 etablerede nordlige fårefold på Sydhavnstippen. På det seneste Bymiljøudvalgsmøde besluttede udvalget, at der var låger nok. Den beslutning baseredes til dels på, at det var svært at tage stilling til forslaget, fordi udvalget ved en fejl, ikke var forsynet med et kort med markering samt argumentation for placeringen.

Det ville kunne tages op på næste møde, men så kan det først blive efter sommerferien og en ekstra låge vil i det tilfælde tidligst kunne komme op i starten af september.

I forbindelse med mødet var flere parter involveret i arbejdet med Tippen blevet hørt om følgende forslag:

To forslag til mindre justeringer af hegnet:

  1. En låge ved stien oppe fra naturskolen, så det f.eks. vil være lettere at inddrage området på den anden side af hegnet til aktiviteter. Høstpicnic er efterhånden blevet så stor en affære, at der af og til er lagt aktiviteter derud.
  2. En låge i den anden ende ud til den tværgående sti, så man kan gå hele vejen - uden at behøve at bruge de to ’hovedstier’, der i flere tidsrum kan være forholdsvist befærdede (se kort i bilag for placering).

Der er etableret låge ved Naturskolen, udgiften er afholdt af By & Havn. Der er ikke flere midler tilbage til brug på Sydhavnstippen, hvorfor det foreslås at afsætte 5.000 kr. fra lokaludvalgets ikke disponerede midler til at bekoste en låge, som beskrevet i punkt 2.

Se vedhæftede bilag for to forslag til placering af låge, hvor der i forvejen er to naturlige stier i forlængelse. Placering nr. 2 anses som den foretrukne.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg følger Forretningsudvalgets indstillinger.

Økonomi

De 5.000 kr. tages fra lokaludvalgets ikke disponerede midler. Kgs. Enghave Lokaludvalg råder hvert kalenderår over midler til selvstændig varetagelse i bydelen. I 2018 er lokaludvalget blevet tildelt 905.967 kr. hvoraf 149.000 kr. er afsat til egne projekter. Midlerne bruges til bl.a. arrangementer, borgermøder og andet borgerrettet i bydelen. De resterende midler på 756.967 kr. er afsat til Kgs. Enghavepuljen og Julepuljen.

Videre proces

Sekretariatet står for udførslen af anlæg og kontakter relevante samarbejdspartnere.

Beslutning

Ann orienterede om sagen. Lokaludvalget stemte om forslaget om at bevilge 5.000 kr. til en ekstra låge i fårefolden. Martin undlod at stemme, alle øvrige stemte for forslaget, som dermed blev vedtaget.

 

Til top