Mødedato: 21.06.2018, kl. 19:00
Mødested: ABC-Lokalet, Karens Minde, Wagnersvej 19

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Kgs. Enghave Lokaludvalg har modtaget 9 ansøgninger, der skal behandles på dette møde.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Gårdlauget Askholm til etablering af Miljøkajakken på Sluseholmen med det fulde beløb. Ansøgerne har søgt 5.000 kr.

2. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Tinka Sonne til "Nordic Tech Playground: Den teknologiske betydning for vores liv og lokalsamfund" Ansøgeren har søgt 21.300 kr.

3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Gi en Historie til forestillingen "Forbrydelse og Løgn" med det fulde beløb. Ansøgeren har søgt om 2.500 kr.

4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra AFUK til projektet "Festivitas" med 10.000 kr. Ansøgeren har søgt 50.000 kr.

5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karma Kajen til projektet "Jazz i den Blå Sydhavnen" med 10.000 kr. Ansøgerne har søgt 70.408 kr.

 6. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Copenhagen Dance Space til forestillingen Endowed med 10.000 kr. Ansøgeren har søgt 30.000 kr.

7. at lokaludvalget meddeler afslag på ansøgningen fra Julie Falk til kunstprojektet Parabolo. Ansøgeren har søgt 9.375 kr.

8. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Karens Minde Kulturhus til projektet Havnen (Kulturhavn 2018) med 6.500 kr. Ansøgerne har søgt 11.500 kr.

9. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra WeShelter til anskaffelse af en ny vandvarmer til Værestedet i Sydvest (tidligere Pegasus) med det fulde beløb. Ansøgerne har søgt 3.549 kr.

 

Problemstilling

Ansøgningerne vedrørende Miljøkajakken til Sluseholmen og vedrørende Nordich Tech Playground er blevet behandlet i Bymiljøudvalget. Ansøgningen vedrørende en ny vandvarmer til Værestedet Sydvest er blevet behandlet i Socialudvalget. De øvrige ansøgninger er behandlet i Kulturudvalget.

Lokaludvalget har også modtaget en ansøgningen fra Foodsharing Copenhagen om midler til at købe en el-drevet ladcykel. Denne ansøgning er tilbagekaldt, da foreningen i stedet låner lokaludvalgets ladcykel.

Ad 1. Etablering af Miljøkajakken på Sluseholmen:

Gårdlauget Askholm søger om 5.000 kr. i støtte til etableringen af Miljøkajakken på Sluseholmen. Baggrunden for ansøgningen er, at Gårdlauget ønsker at hjælpe med at fjerne det affald, der flyder rundt i havnen. Ansøgerne vil gerne etablere en lokal afdeling af Miljøkajakken , som folk gratis kan leje mod at indsamle affald i kanalerne og i Københavns havn. Tilbuddet omfatter ikke kun folk, som bor på Sluseholmen, men alle, som vil gøre en indsats for miljøet og opleve København fra vandet. Bymiljøudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 5.000 kr.

Ad 2: Nordich Tech Playground:

Den almennyttige forening Nordic Tech Playground (hjemhørende i Indre By) søger 21.300 kr.i støtte til at afholde fire arrangementer inden for emnet "Den teknologiske betydning for vores liv og lokalsamfund". Arrangementerne skal finde sted på endnu ikke fastlagte datoer i oktober og november 2018. Det er endnu ikke fastlagt, hvor i bydelen arrangementerne skal foregå.

Ansøgningen beskriver seks forslag til arrangementer, hvor ansøger ønsker at afholde fire af dem. Ansøger tilbyder også at udarbejde oplæg efter Lokaludvalgets ønske.  

Arrangementerne er ifølge ansøger åbne for alle i alle aldersgrupper, der har lyst til at debattere teknologiudvikling og bidrage til problemløsning og etiske dilemmaer. Deltagerbetaling 50 kr. Ansøger forventer omkring 120 deltagere i alt. Arrangementerne annonceres i lokale medier, på foreningens hjemmeside og på de sociale medier. Bymiljøudvalget indstiller, at der meddeles afslag på ansøgningen, da den mangler lokal forankring, og da det ikke virker tilstrækkeligt konkretiseret, hvad foreningen ønsker at lave.

 

Ad 3: Forbrydelse og Løgn:

Iværksætterselskabet Gi en historie / fortælleren Hans Laurens søger støtte til et fortællearrangement et hemmeligt sted i Sydhavnen den 27. juni 2018.

Til arrangementet fortæller Hans Laurens og en hemmelig gæst om lokale forbrydelser og krimigåder. De, der køber billet til oplevelsen, får en SMS om, hvilket sted de skal møde op.

Målgruppen er unge, voksne og ældre lokale borgere. Der tages entré. Ansøger forventer op til 70 publikummer. Der reklameres for arrangementet på Facebook og på BestTellers hjemmeside (www.besttellers.dk). SydhavnsCompagniet hjælper med lokal indsigt og praktisk hjælp.

 

Ad 4: AFUK Festivitas og Natcabaret 2018:

AFUK søger om 50.000 kr. i støtte til afholdelse af den årligt tilbagevendende begivenhed Afuk Festivitas og Natcabaret. Festivitas er en tre dages festival for nycirkus og andre former for performance. Der er planlagt ca. 20 forestillinger, ca. 10 workshops og ca. 5 udstillinger/præsentationer. Hele projektet produceres af Ørkenfortets medlemmer og AFUK's elever og programmet suppleres med de gamle elever og venner af huset fra nycirkus, performance- og teaterverdenen, som kommer til Danmark for at medvirke.

AFUK har også søgt Valby Lokaludvalg om 50.000 kr. Valby Lokaludvalg meddelte afslag på ansøgningen ved deres møde den 12. juni på grund af manglende forankring i Valby. Kulturudvalget bemærker, at aktiviteterne begynder samme dag, som nærværende møde. Kulturudvalget indstiller, at aktiviteterne støttes med 10.000 kr.

 

Ad 5: Jazz i det blå Sydhavn:

Kulturforeningen Karma Kajen i Bådehavnsgade, søger sammen med de 3 restauranter, Vandvid, Café Kellerman og Teglværket, der også er beliggende i Sydhavnen om 70.408 kr. i støtte til at afholde 21 musikarrangementer under Jazzfestivalen i København. Jazzfestivalen løber af stablen fra den 6.-15. juli. Koncerterne er åbne for alle, og der regnes med indtægter fra billetsalg og barsalg. Der vil dog stadig være et underskud, som foreningen ønsker lokaludvalgets hjælp til at dække. Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes delvist med 10.000 kr. da der er søgt om et meget stort beløb.

 

Ad 6: Endowed:

Copenhagen Dance Space søger om 30.000 kr. i støtte til at afholde arrangementet Endowed, som er en interaktiv danseforestilling for unge. Projektet vil have hovedfokus på dans, musik, kultur og kunst. Forestillingen afholdes i KPH Volume i juli i år. Arrangøren forventer, at over 100 unge vil deltage, og at de børn og unge, der deltager vil få et indblik i en produktiv måde at bearbejde alle de ting de som de går at tumler med, hvor svært det kan være at turde være sig selv.

Institutioner og skoler vil modtage materiale som skal klargøre dem til forestillingen. Kulturudvalget indstiller, at forestillingen støttes med 10.000 kr., da udvalget ikke ønsker at støtte dags-leje, der i budgettet er angivet til 25.000 kr.

 

Ad 7 Parabola:

Ansøgeren, Julie Falk, er af kunstnersammenslutningen på Sydhavn Station blevet bedt om at bidrage med et kunstværk til at udfylde billboard-rammen under Jernbanebroen de tre sidste uger af juli. Ansøgeren vil udfordre rammen ved at lave en tredimensionel skulptur af form som tre paraboler. Da kunstneren selv er ung, håber hun at kunne skabe kontakt til unge i Sydhavnen, der normalt ikke opsøger kunst. Til brug for fremstilling af kunstværket, søger kunstneren lokaludvalget om støtte på 9.375 kr. Kulturudvalget indstiller, at der meddeles afslag på ansøgningen, da udvalget ikke ønsker at støtte enkelte kunstneres udstillinger.

 

Ad 8: Karens Minde Kulturhus i Havnen:

Karens Minde Kulturhus har søgt om støtte på 11.500 kr. til kulturhusets deltagelse i Kulturhavn 2018. Ansøgerne ønsker at være præsenteret på festivalen den 25. august for at give beboerne og de øvrige deltagere i Kulturhavn smagsprøver på, hvad kulturhuset har at byde på. Ansøgerne vil servere mad fra grillen og introducere deltagerne for bl.a. sømandsyoga, musik fra en scene i vandet og meget mere. Kulturudvalget har indstillet, at ansøgningen imødekommes delvist med 6.500 kr. på grund af begrænsede puljemidler.

 

Ad 9. Ny vandvarmer til Værestedet i Sydvest (Pegasus):

WeShelter, der driver Værestedet i Sydvest (det tidligere Pegasus) ansøger lokaludvalget om 3.549 kr. til dækning af en ny vandvarmer på værestedet. Værestedet benyttes dagligt af ca. 40 socialt udsatte fra området omkring Sydhavn Station. Brugerne finansierer selv den løbende vedligeholdelse af huset, det er dog vanskeligt ud af medlemskontingenter, at finansiere større udskiftninger såsom en vandvarmer. WeShelter  modtager driftsstøtte fra Københavns Kommune, men alle beløb er øremærkede til forskellige aktiviteter og må ikke benyttes til køb af en vandvarmer. Den gamle vandvarmer er gammel, utæt og bruger for meget strøm, og værestedet oplyser, at hvis den ikke udskiftes, vil det ikke være muligt at benytte værestedet i samme omfang som tidligere. Socialudvalget indstiller, at ansøgningen imødekommes med det fulde beløb.

Socialudvalget henviser til, at  WeShelter søger om et beløb til en engangsudgift, der ligger uden for rammerne for deres budget til vedligeholdelse, da brugerne selv står for den løbende vedligeholdelse gennem frivillighed og kontingentindbetalinger. Det er en engangsinvestering, som understøtter værestedets formål i forhold til netværksskabelse og dialogfremmelse i Kongens Enghave, da værestedet er åbent for alle. Samtidig tages der miljøhensyn i form af fremtidig besparelse på el og vand. Endelig henvises der til, at en ny vandvarmer er afgørende for, at værestedet fortsat kan benyttes i fuldt omfang.  

Løsning

Lokaludvalget drøfter og tager stilling til de enkelte ansøgninger.

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2018. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud.

 

 

Beslutning

Ad 1) Havkajakken

Lokaludvalget vedtog enstemmigt at følge indstillingen og bevilge fuld støtte.

 

2) Nordich Tech Playground: Indstillet til afslag

Hanne, Asbjørn og Marit undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen om at meddele afslag på ansøgningen.

 

3) Giv en løgnehistorie: Forbrydelse og løgn

Martin undlod at stemme. Johan stemte imod indstillingen. Alle andre stemte for indstillingen om at bevilge det fulde beløb.

 

4) AFUK Festivitas:

Lokaludvalget stemte om at bevilge 10.000 kr.

Joan og jan undlod at stemme. Martin og Johan stemte imod forslaget. Alle øvrige medlemmer stemte for forlsaget.

Lokaludvalget vedtog at bevilge 10.000 kr.

 

5) Karma-Kajen

Kulturudvalget havde indstillet, at ansøgningen skulle imødekommes delvist med 10.000 kr.

Kirsten stillede ændringsforslag om at meddele afslag på ansøgningen.

Ann og Marit undlod at stemme. Helle, Hans, Stine og Steen stemte imod at meddele afslag. Alle andre stemte for at meddele afslag. Forslaget om at meddele afslag blev vedtaget.

 

6) Endowed

Ansøgningen var indstillet til delvis støtte med 10.000 kr.

Marit, Kirsten, Dan, Lise, Stine, Lotte, Hanne og Ninna undlod at stemme.

Steen, Hans, Sisse, Asbjørn og Ann stemte for indstillingen

Johan, Brian, Helle, Joan, Jan og Martin stemte imod indstillingen.

Da forslaget om at bevilge 10.000 kr. ikke kunne vedtages, blev det besluttet at meddele afslag på ansøgningen.

Begrundelse: At lokaludvalget ikke har tillid til, at ansøgeren kan nå at skabe kontakt til de skoleelever, der skal medvirke i forestillingen, henset til at denne skal gennemføres den 9. juli, altså i sommerferien.

   

7) Parabolo:

Kulturudvalget havde indstillet ansøgningen til afslag, da udvalget som udgangspunkt ikke ønsker at støtte individuelle kunstnere på Sydhavn St.

Ninna undlod at stemme. Alle andre stemte for indstillingen om afslag.

 

8) Havnen Karens Minde.

Steen, Asbjørn og Ann erklærede sig inhabile og forlod lokalet under lokaludvalgets behandling af ansøgningen.

Der var søgt 11.500 kr. Kulturudvalget havde indstillet 6.500 kr.

Jan indstillede at ansøgningen støttes med det fulde beløb minus afgifter på bespisning og udgifter til mad på i alt 3500 kr. dvs 8.000 kr.

Hans og Stine undlod at stemme. Joahn og Martin stemte imod forslaget. Alle andre stemte for forslaget om at bevilge 8.000 kr.

 

 

9) Pegasus vandvarmer:

Martin undlod at stemme

Alle andre stemte for indstillingen om at bevilge det fulde beløb.

Til top