Mødedato: 20.11.2014, kl. 19:00
Mødested: ABC, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 1. sal, 2450 København SV

Ansøgninger 2015 til Kgs. Enghavepuljen

Kgs. Enghavepuljen har modtaget en ansøgning til puljen for 2015. Den 20. oktober havde Kgs. Enghavepuljen frist for ansøgninger til både puljemidler for 2014 og 2015.

Tidligere beslutninger

Ansøgningen til Kgs. Enghavepuljen er forbehandlet i Kulturudvalget.

Indstilling og beslutning

Det indstilles til Lokaludvalget efter forbehandling i Kulturudvalget,


1. at Little Ears støttes med 20.000 kr. Ansøger har søgt om 30.000 kr.

Problemstilling

1. Little Ears (2014-0217044), ansøgt om 30.000 kr.
Little Ears knytter som projekt an til de 1-3 åriges første musikalske oplevelser og vil udgøre en grundsten for mange gode kræfters videre bestræbelser på at introducere mere kvalitetsmusik for børn og unge. I godt 10 år har Musikforeningen Børnejazzklubben arbejdet med at præsentere særligt kvalitative koncerter for børn. Vi tager udgangspunkt i den kongstanke, at et barn, der har fået stimuleret sit musikalske potentiale tidligt, udvikler et større og mere komplekst udtryksregister. Set i det store perspektiv udgør musikken et værdifuldt grundlag til at styrke børnenes generelle livskompetencer – altså evnen til at klare sig i livet, til at kommunikere, håndtere problemer og finde glæde. Vores primære målsætning med Little Ears er at etablere en tidlig og god kulturtradition med forældre og børn. Vores erfaringer viser, at jo tidligere forældre påbegynder en oplevelsestradition med deres børn, jo større er sandsynligheden for, at de fortsætter med at benytte byens musikkulturelle tilbud igennem barnets opvækst. BørneJazzKlubben agter med dette projekt at nå ud til børn, der måske aldrig ville have hørt en rytmisk koncert før 7-8 års alderen. 

Sted Karens Minde Kulturhus
Samarbejdspartnere Karens Minde Kulturhus / Børnekulturstedet.
Målgruppe Little Ears henvender sig primært til børn i Sydhavnen / Kgs. Enghave mellem 1 og 3 år samt deres
forældre og øvrige ledsagere.
Samlet budget 50.000 kr.
Pulje
Kgs. Enghavepuljen

Indstilling Kulturudvalget synes det lyder om et godt iniativ, og vil gerne støtte det med 20.000 kr. og opfordre til at søge bredere. Fx Karens Minde Kulturfond og Musikforbundene.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter, om det vil følge Kulturudvalgets indstillinger for de enkelte ansøgninger.

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2015, på betingelse af at Lokaludvalget tildeles den samme sum puljemidler i 2015 eller mere. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud.

Beslutning

Der blev gjort opmærksom på, at det er en fejl, at der i indstillingen står, at Karens Minde Kulturhus er en samarbejdspart. Det er et samarbejde med Børnekulturstedet og arrangement afholdes blot i Karens Minde.

Indstillingen om at støtte med 20.000 kr. blev tiltrådt efter afstemning. For at støtte med 20.000 kr. stemte 16 (Benny Pedersen, Helle Dahn, Jan Fønss, Steen Eriksen, Per Ramsdal, Kirsten Lind, Elvira Ramovic, Anna Rosenblad, Mathilde Lunderskov, Paul Erik Lind, Dan Jønsson, Ann Vikkelsø, Christian Krüth, Bendt Tobiassen, Lasse Grosbøl, Joan Røge), mod at støtte stemte 1 (Peter Ravn), der var ingen der undlod at stemme.
Til top