Mødedato: 19.11.2015, kl. 19:00
Mødested: ABC-lokalet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Ansøgninger til Kgs. Enghavepujen 2016

Kgs. Enghavepuljen har modtaget tre ansøgninger til 2016.

Tidligere beslutninger

Ansøgningerne er blevet forbehandlet i Kulturudvalget. Der tages endelig stilling på lokaludvalgsmødet.

Indstilling og beslutning

Kulturudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg,

1. at give et delvist afslag på 8.000 kr. til Duelighedskursus for unge sejladsinteresserede i Sydhavnen. Ansøger har søgt 12.000 kr.

2. at give et delvist afslag på 20.000 kr. til Musikundervisning, Goldschmidts Akademi, del 2. Ansøger har søgt 97.000 kr.

3. at give et delvist afslag på 20.000 kr. til Plakatudstillinger, 1. halvår, Sydhavn Station. Ansøger har søgt 28.000 kr.

Problemstilling

Kulturudvalget indstiller til lokaludvalget,

1. Duelighedskursus for unge sejladsinteresserede i Sydhavnen (2015-0251912), Ansøgt om kr. 12.000,-
Vores nystiftede forening ”Sydhavnens Unge Sejlere” ønsker at søge lidt midler til afholdelse af et eller flere kurser i Duelighedsbevis for bydelens unge sejlere i 2016. Ved at organisere et duelighedskursus giver SUS unge sejlere mulighed for at mødes i et forum og skabe netværk blandt ligesindede. Læringen fra kurset vil flyde ud til de andre unge i Sydhavnsklubberne, når kursisterne mødes med andre unge på havnen og på fællesture i fremtiden. Projektet er en del af SUS’ vision om at skabe muligheder og støtte kreative initiativer for unge sejlinteresserede i København. Mulighederne er nemlig ikke mange som ung sejlinteresseret i Sydhavnen og Kongens Enghave pt.. Aktiviteter som denne kan vi allerede mærke vækker stor interesse udefra, og er helt sikkert med til at tiltrække nye unge til havnen og sejladsen. Til SUS’ stiftende generalforsamling i foråret var et fælles duelighedskursus et af de mest efterspurgte tiltag, som de ca. 25 unge deltagere mente manglede i Sydhavnen. Vi har allerede lavet en aftale om en underviser, som er gået med til at foretage undervisningen i en af sydhavnsklubberne. Det er nemlig vigtigt for os at aktiviteterne foregår der hvor de unge allerede er, nemlig i Kongens Enghave. På den måde vil vores projekt være med til at bevare og forny livet på havnen. Projektet vil også være med til at skabe mere opmærksomhed omkring vores nystiftede sejlforening, og vil forhåbentligt bidrage positivt til den udviklingsfase, vi stadigt befinder os i. Kurset pladser forventes primært besat af unge i de forskellige sydhavnsklubber, hvorfor en aktivitet som denne vil fremme dialogen på tværs af disse eksisterende men små klubmiljøer. De søgte midler vil primært gå til at anskaffe undervisningsmaterialer, som kursisterne kan låne under kurset. På denne måde bliver det mere økonomisk overskueligt for unge at dyrke sejlads, som ellers kan være en dyr hobby. Materialerne vil kunne lånes gratis af nye hold i SUS-regi i fremtiden.

Ansøger
Sydhavnens Unge Sejlere
Periode 01.01.-01.06.2016
Sted BKS Sejlklub, Sejlklubsvej 16, 2450 København SV
Samarbejdspartnere Bådklubben Sjællandsbroen, bakker op om vores forening, og har givet grønt lys til at vi må låne deres lokaler til undervisningen. Orlogskaptajn og underviser i duelighedsbevis Søren Beck har givet os en god pris på kurset
Målgruppe Unge sejlinteresserede i Sydhavnens Unge Sejlere mellem 18-35 år, der har lyst til at uddanne sig til sikre sejlere og som vil gøre det i fællesskab med ligesindede.
Samlet budget  24.000 kr.
Indstilling
Der er søgt 12.000 kr. Vi indstiller, at der kun bevilges 8.000 kr. Baggrunden er, at vi foreslår deltagerbetaling for at fastholde deltagerne på kursus. Det skal pointeres, at der er tale om en underskudsgaranti.

2. Musikundervisning i Sydhavnen v Goldschmidts Musikakademi, del 2 (2015-0251907), Ansøgt om kr. 97.000,-
Vi har nu elever fra alle tre folkeskoler i Sydhavnen samt fra Hayskolen, og vi forventer, at elevtallet vil fortsætte med at vokse. Det giver sammenhængskraft og styrke, at børnene arbejder sammen på tværs af bydelen, hvilket vi ønsker at udvikle yderligere fremover. Forankring i lokalmiljøet opnås ved synlige aktiviteter som koncerter lokalt, mund-til-mund blandt både børn og forældre samt et godt samarbejde med lokale skoler og med forældrene. Børnene har medvirket til et antal koncerter både lokalt og for korelevernes vedkommende sammen med elever fra Nørrebroafdelingen (se aktivitetskalenderen for 2015 her: http://goldschmidtsakademi.dk/20152/). Alle elever får et mindre honorar pr. koncert for at underbygge professionalismen. Foruden undervisningen laver vi relationsskabende aktiviteter som workshops og en årlig hyttetur (i år 29.30. august) for alle vores elever.

Ansøger Goldschmidts Musikakademi c/o Helene Vindsmark
Periode 10.08.15-31.12.16 (01.01.16-31.12.16?)
Sted Bavnehøj Skole og Ellebjerg Skole
Samarbejdspartnere Ellebjerg Skole og Bavnehøj Skole lægger lokaler til undervisningen
Målgruppe Børn og unge primært, men ikke udelukkende fra Sydhavnen (ingen af afdelingerne er udelukkende for børn med bopæl i nærområdet.
Samlet budget  122.000 kr.
Indstilling
Der er søgt 97.000 kr., som er langt mere end vi kan bevilge. Det bemærkes, at Goldschmidts Akademi tidligere i år har fået 15.000 kr. Vi besluttede at indstille 20.000 kr., som står bedre i forhold til dels det forventede antal deltagere og dels til de midler, vi har til rådighed. Det bemærkes desuden, at støtten kun er gældende for 2016 – og ikke for ultimo 2015.

3. Plakatudstillinger på Sydhavn Station Første Halvår 2016 (2015-0251919), Ansøgt om kr. 28.000,-
Udstillingsstedet Sydhavn Station søger om støtte til 8 plakatudstillinger i Sydhavn Stations ankomsthal, som vil finde sted inden for det først halvår af 2016. Udstillingsstedet Sydhavn Station ønsker med de 8 plakatudstillinger at kunne vedblive med at være en dynamisk faktor i det lokale bybillede. En vedholdende kulturinstitution som fra sin position i et af bydelens knudepunkter vil gøre dedikeret samtidskunst nærværende i hverdagslivet. Målet er at gøre kunsten tilgængelig for alle,
heriblandt personer som eksempelvis ikke på egen hånd opsøger kunsten. Ønsket er at stille en lille pause til rådighed eller tilbyde en omvej i den vante strøm og således føre et tidligere reklamerum et sted hen, hvor det enkelte menneske kan blive anerkendt og tiltalt som et individ og ikke kun som en forbruger – altså udfordre til aktivt at fundere frem for passivt at observere. Med Udstillingsstedet Sydhavn Stations mange udstillingsprojekter har vi medvirket til at skærpe fokus på denne bydel og
været med til at gøre Sydhavnen til et helt særligt sted. Det er det arbejde, vi fortsat håber at kunne hente støtte til.

Ansøger Sydhavn Station udstilling
Periode 08.01.-05.08.2016
Sted Sydhavn Station, Ernst Kapers Vej 1, 2450 København SV
Samarbejdspartnere Nej
Målgruppe Da udstillingerne er lokaliseret i et aktivt, offentligt rum, giver det særdeles gode betingelser for at nå så bredt ud som muligt og potentielt påvirke alle, som har deres gang på Sydhavn Station. Udstillingerne har forskellige karakterer, da de er udført af forskellige billedkunstnere, og derfor vil de også appellere til forskellige segmenter.
Samlet budget  28.000 kr.
Indstilling
Der er søgt 28.000 kr. Vi indstiller, at der bevilges 20.000 kr. Vi har flere gange bevilget penge til udstillinger på Sydhavn Station, og vil sikkert fortsat modtage ansøgninger derfra. Kunstnerne bør dog også søge midler fra andre end lokaludvalget i forbindelse med deres udstillinger. Vi ønsker at holde lidt igen med tildeling af vores begrænsede puljemidler, da vi forventer fremover at modtage støtteansøgninger fra projektansøgere, der måske ikke tidligere har været opmærksomme på lokaludvalgets midler.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter, om det vil følge Kulturudvalgets indstillinger for ansøgningen.

Økonomi

Lokaludvalgets bevillinger til den enkelte ansøger tages fra Kgs. Enghavepuljen i 2015, på betingelse af at Lokaludvalget tildeles den samme sum puljemidler i 2015 eller mere. Bevillinger gives som en underskudsgaranti, da Lokaludvalget ikke må bidrage til at projekter genererer overskud.

Videre proces

Beslutning

Ad 1) SUS - duelighedskursus. Johan stillede ændringsforslag om at bevilge det fulde beløb, da der er tale om en ny forening, og det er et godt formål. Joan synes at det er vigtigt, at der er en egenbetaling, da dette forpligter folk til at møde op. Helle Dahn mente, at deltagerne ligesom hvis de tog kørekort nok skulle dukke op, også uden brugerbetaling. Jan pegede på, at et Duelighedsbevis kan være lidt tungere og kræve lidt mere end man regner med. Derfor mente han, at det er OK med brugerbetaling. Lasse bemærkede, at nedslaget svarer til en brugerbetaling på 250 kr. Joan bemærkede, at det er vigtigt at foreningen ikke får underskud, og derfor vigtigt at de får udgifter dækket til materialer.

Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget. For ændringsforslaget stemte: Jan, Helle, Bendt og Johan. Imod stemte: Kirsten, Joan, Elvira, Steen, Lasse, Hans, Dan og Benny
Junn og Annemarie undlod at stemme - dermed var ændringsforslaget faldet.
Den oprindelige indstilling om at bevilge 8.000 kr. blev enstemmigt vedtaget.


Ad 2) Goldschmidts akademi:
Indstillingen om at bevilge 20.000 kr. ud af de ansøgte 97.000 kr. blev enstemmigt vedtaget.

Ad 3: Sydhavns Station: Der var indstillet 20.000 kr (søgt 28.000 kr.). Joan Foreslog at lokaludvalget støtter ansøgningen med det fulde beløb, men samtidigt tilkendegiver, at ansøgerne så må søge støtte til yderligere aktiviteter andre steder i ansøgningsperioden tom august 2016.

 

Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget. Imod stemte Steen og Johan. For stemte Joan, Jan, Helle, Bendt, Elvira, Lasse, Hans og Dan.

Benny, Junn og Kirsten undlod at stemme.

Ændringsforslaget blev vedtaget.

Til top