Mødedato: 19.06.2014, kl. 18:30
Mødested: ABC, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 1. sal, 2450 København SV

Evalueringsrapport vedr. lokalt forankrede beskæftigelsesforsøg

Kgs. Enghave Lokaludvalg får besøg af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, Center for Afklaring og beskæftigelser (CAB), som vil give en midtvejs status på det lokalt forankrede beskæftigelsesforsøg i Kgs. Enghave.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller

1. at Kgs. Enghave Lokaludvalg tager oplæg om evalueringsrapportens resultater til efterretning.

Problemstilling

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget (BIF) besluttede d. 12. november 2012 at iværksætte et forsøg med lokalt forankrede beskæftigelsesprojekter på Vesterbro og i Kgs. Enghave for ressourcesvage borgere uden for arbejdsmarkedet i matchgruppe 2, kaldet "Forsøg med lokalt forankring på Vesterbro og i Kgs. Enghave". Til formålet blev afsat en pulje på 4,2 mio. kr. til udmøntning i 2013 og 2014.

Tildelingskriterierne var overordnet; 1) I hvilken grad forsøget understøttede målgruppens muligheder for at opnå arbejde eller uddannelse og 2) I hvilken grad forsøget viste nye veje i udviklingen af lokalt forankrede beskæftigelsesindsatser. En faglig vurderingsgruppe, bestående af Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen og Center for Afklaring og Beskæftigelse (CAB), besluttede ud fra disse kriterier, og i samråd med Kgs. Enghave Lokaludvalg, at tildele de to projekter "Lokalværdi" og "Lokalforankret beskæftigelsesindsats og forskønnelsesprojekt i Kgs. Enghave" ca. en mio. kr. hver.

"Lokalværdi" består af et partnerskabet "Sydhavnsværdi", som er et samarbejde mellem Sydhavnscompagniet, det almene boligselskab AKB Kgs. Enghave, Refleks, Roskilde Universitet, Center for Socialt Entreprenørskab og Metropol.

"Lokalforankret beskæftigelsesindsats og forskønnelsesprojekt i Kgs. Enghave" består af et partnerskab mellem Opzoomerne På Dansk og Foreningen Frederiksholm Kvartershus.

Repræsentanter fra de to projekter deltog på lokaludvalgsmødet d. 20. marts 2014, hvor de gav en kort status på, hvor projekterne befandt sig efter ca. et års forløb.

På mødet deltager 1-2 medarbejdere fra CAB, som vil fremlægge resultaterne af BIFs midtvejsevaluering af de to lokale beskæftigelsesprojekter. Der er afsat 30 min i alt til dette dagsordenpunkt inkl. spørgsmål.

Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg tager oplæg til efterretning.

Beslutning

Oplæg om midtvejsevalueringsrapport blev taget til efterretning. Evaluator er skiftet ud efter denne halvårsevaluering, fordi det nye Beskæftigelses- og Integrationsudvalg ønskede andre målparametre. Forsøget er lavet på baggrund af canadisk forsøg med lokal beskæftigelse, som gav gode resultater - udsatte borgere er det en fordel, at indsatsen ikke kræver lang transport, giver kontinuitet frem for korte forløb - et forsøg på et prøve lokalsamfundets selvbærende evne og bidrage til et løft af området.

Forsøgsgruppen er kendetegnet ved mange års ledighed eller aldrig at have været på arbejdsmarkedet. Nærhedsprincippet har gjort noget ekstra for gruppen. Værdien som medborger stiger. Målgruppen skal kunne møde op eller have et potentialle for at møde op. Nogle er også startet op i små doser, nogle timer om dagen.

Forsøget er overordnet en succes, men meget forskelligt hvor langt den enkelte er kommet alt efter udgangspunktet.
De ledige oplever sig mindre ensomme, bliver savnet hvis ikke de dukker op, føler de bidrager til lokalsamfundet.
Det er en god løsning i f.t. sædvanlig visitering. Nogle få ville dog have godt af at komme ud af bydelen.

Lokaludvalget mente, at det er vigtigt at holde fokus på, hvad der virker for de ledige. Lokaludvalget viste ikke meget om, hvilke projekter og ledige der er tale om. Det er ikke synligt i gadebilledet. Mange af projekterne er foregået i Sydhavnscompagniets sædvanlige projekter i bydelen, så derfor tænker folk måske ikke så meget over det. Der var forslag om at prøve f.eks. at "plante et flag" på en eller anden måde, hvor det laves beskæftigelsesprojekter.
Til top