Mødedato: 19.05.2022, kl. 19:00
Mødested: Karens Minde Kulturhus Stuen på. 1.

Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen

Der er modtaget 6 ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen til behandling på dette møde.

Anslået varighed 15 minutter

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Tudsesøens Venner til projektet "500 ekstra foldere om Tudsesøen" med det fulde beløb på 1.225 kr.

2. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Eva Kinch Hall/Lydmyren til projektet "Lydmyrens Lokale Lydvandringer" med det fulde beløb på 7.000 kr.

3. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Anne Langgaard til kunstudstillingen "Folden" med det fulde beløb på 10.000 kr.

4. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Lasse Højstrup til projektet "Festival for Fodboldleg" med det fulde beløb på 10.000 kr.

5. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Sydhavn Bibliotek til projektet "Sydhavnens Litteraturfestival" med det fulde beløb på 16.000 kr.

6. at lokaludvalget støtter ansøgningen fra Grønlandsk Forening i Sydhavnen til projektet "Aktiviteter for Grønlændere" med det fulde beløb på 39.000 kr.

 

Problemstilling

Der er modtaget en ansøgning (SydhavnsCompagniet har søgt om støtte til projektet "kultur i det gamle posthus"), som er udsat til behandling på juni-mødet, da Socialudvalget har udbedt sig yderligere oplysninger om ansøgningen.

Ansøgning nr. 1 er behandlet af Bymiljøudvalget. Ansøgningerne 2-5 er behandlet af Kulturudvalget, og ansøgning 6 er behandlet af Socialudvalget.

 

Ad 1. Ansøgning fra Tudsesøens Venner til projektet "500 ekstra foldere om Tudsesøen"

Erik Schønning har på vegne af foreningen Tudsesøens Venner søgt lokaludvalget om 1.225 kr. i støtte til at få trykt 500 ekstra foldere om Tudsesøen. Kgs. Enghave Lokaludvalg gav i december 2021 3.750 kr. i støtte til fremstilling af samme folder. Ansøger takker lokaludvalget for støtten, og oplyser, at det første oplag af folderen var meget efterspurgt, og at halvdelen af folderne blev uddelt på kun 2 uger. Derfor ønsker Foreningen Tudsesøens Venner at få fremstillet yderligere 500 eksemplarer af folderen.

Bymiljøudvalget indstiller at ansøgningen støttes med det fulde beløb, da der er tale om et meget beskedent beløb for meget fin naturformidling.

 

Ad 2 Ansøgning fra Eva Kinch Hall/Lydmyren til projektet "Lydmyrens Lokale Lydvandringer" 

Eva Kinch Hall har søgt lokaludvalget om 7.000 kr. i støtte til at gennemføre 2 lydvandringer i Sydhavnen under temaet "Sydhavnens Stemmer" i sommeren 2022. Hun har søgt Valby Lokaludvalg og Vesterbro Lokaludvalg om støtte til at gennemføre lignende lydvandringer i disse to bydele. Lydvandringer gennemføres med grupper på op til 25 personer. Der vil 
være flyers med kort til alle, og man lytter på sin smartphone med egne høretelefoner.

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb, men bemærker at annonceringen kan være digital mere end i de fysiske medier.

 

Ad 3. Ansøgning fra Anne Langgaard til kunstudstillingen "Folden"

Anne Langgaard søger lokaludvalget om 10.000 kr. i støtte til at producere og gennemføre udstillingen "Folden" på Udstillingsstedet Sydhavn Station i september 2022. Der er tale om et projekt, hvor ansøgeren vil omdanne 90 forskelligt modellerede og støbte gulvklude i keramik,
bronze og aluminium, som skal være udstillingens objekter. Derved vil ansøger fange livets
flygtige øjeblikke gennem modelleringer og afstøbninger af forskelligt udseende gulvklude.

Kulturudvalget indstiller at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 10.000 kr. Udvalget er betænkelige ved, at kursus i støbeteknik ikke er gennemført inden ansøgningen blev sendt.

 

Ad 4. Ansøgning fra Lasse Højstrup til projektet "Festival for Fodboldleg"

Lasse Højstrup søger på vegne af Hafnia Hallen lokaludvalget om 10.000 kr. i støtte til at gennemføre festival for fodboldleg i weekenden 18-19 juni 2022. Tanken med festivallen er at skabe et møde mellem de etablerede fodboldklubber og fodboldens mere uformelle
miljøer. Alle inviteres med til at løfte denne festival og skabe en weekend fyldt med leg og kultur
og med gode muligheder for at skabe nye netværk. Ansøgerne håber at understøtte
klubbernes fortsatte udvikling og muligheden for at se på nye måder at aktivere medlemmer og
ikke mindst rekruttere nye målgrupper. 

Kulturudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 10.000 kr. Projektet gennemføres i samarbejde med Feriecamp, som er relevant for Sydhavnen. Kulturudvalget vurderer, at det er et godt projekt, og at Valby Lokaludvalg eventuelt kan søges om støtte, hvis det er muligt.

 

Ad 5. Ansøgning fra Sydhavn Bibliotek til projektet "Sydhavnens Litteraturfestival". 

Sydhavn Bibliotek søger lokaludvalget om 16.000 kr. i støtte til at gennemføre projektet "Sydhavnens Litteraturfestival", som skal afholdes den 14. august 2022 med fokus på forfattere, der skriver deres litteratur i Sydhavnen, eller har et litterært forhold til Sydhavnen. Ansøgeren oplyser, at de sammen med Karens Minde Kulturhus længe har haft et ønske om at synliggøre det spirende forfattermiljø i Sydhavnen, og samtidig hylde al den litteratur, der udspringer af Sydhavnen. De har kontakt 11 etablerede forfattere og ønsker derudover at invitere de lokale forfatterspirer. Der er opnået støtte fra Statens Kulturfond.

Kulturudvalget indstiller, at lokaludvalget støtter med det fulde beløb på 16.000 kr. Det er et godt, lokalt projekt, der rækker ud i litteraturens miljø.

Ad 6. Ansøgning fra Grønlandsk Forening i Sydhavnen til projektet "Aktiviteter for Grønlændere"

Brian Lentz søger på vegne af Grønlandsk forening i Sydhavnen om 39.000 kr. i støtte til resten af 2022 at afholde en række forskellige aktiviteter for grønlændere med tilknytning til Sydhavnen. Foreningen blev stiftet sidste år, bl.a. med støtte fra lokaludvalget. Det er en gruppe af borgere med mange forskellige og store sociale problematikker, som for de flestes vedkommende er en del af drikkefællesskabet på Den Grønne Plads (Hørdumsgade). Foreningen søger om støtte til spisefællesskab, leje af fiskekutter, 2-3 større aktiviteter og 5-7 udflugter.

Socialudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb på 39.000 kr. og opfordrer til at foreningen samarbejder med den nye grønlandske forening, Foreningen Skuret.

 

Løsning

Lokaludvalget behandler ansøgningerne og beslutter, om indstillingerne fra Bymiljøudvalget, Kulturudvalget og Socialudvalget skal følges.

Økonomi

Der er søgt om 83.225 kr. og indstillet 83.225 kr. Rest i Kgs. Enghavepujen, hvis alle indstillinger følges: 209.918 kr.

Videre proces

Sekretariatet meddeler lokaludvalgets afgørelser til ansøgerne snarest muligt efter lokaludvalgets møde.

Beslutning

Ad 1. Ansøgning fra Tudsesøens Venner til projektet "500 ekstra foldere om Tudsesøen"

Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 1.225 kr. blev vedtaget uden afstemning.

 

Ad 2. Ansøgning fra Eva Kinch Hall/Lydmyren til projektet "Lydmyrens Lokale Lydvandringer"

Lokaludvalget stemte om indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 7.000 kr.

Ingen stemte imod

David og Hanne Mai undlod at stemme; alle andre stemte for

 

Ad 3. Ansøgning fra Anne Langgaard til kunstudstillingen "Folden" 

Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 10.000 kr. blev vedtaget uden afstemning.

 

Ad 4. Ansøgning fra Lasse Højstrup til projektet "Festival for Fodboldleg"

Joan stillede ændringsforslag om at støtte ansøgningen med det halve beløb på 5.000 kr. under henvisning til, at ansøger kunne have søgt Valby Lokaludvalg om støtte. Sekretariatet oplyste, at ansøger havde søgt og fået støtte af Valby Lokaludvalg til en anden aktivitet (fodtennis) under samme arrangement. Joan fastholdt ændringsforslaget. Lokaludvalget stemte om ændringsforslaget om at bevilge 5.000 kr.

For ændringsf9orslaget stemte:  Joan, David, Hanne Mai, John , Hanne og Jan M.

Imod stemte: Morten, Anders, Ole, Rie, Sofie, Steen, Klaus, Dan , Hans Jan, Dorthe

Ingen undlod at stemme.

Lokaludvalget stemte om at støtte med det fulde beløb på 10.000 kr.

David stemte imod

Joan, Hanne Mai, John og Hanne undlod at stemme.

For stemte: Morten, Anders, Ole, Rie, Sofie, Steen, Klaus, Dan , Hans Jan F, Dorthe, Jan M og John

Forslaget om at støtte med det fulde beløb blev vedtaget.

 

Ad 5. Ansøgning fra Sydhavn Bibliotek til projektet "Sydhavnens Litteraturfestival" 

Steen erklærede sig inhabil og forlod lokalet under sagens behandling.

Indstillingen om at støtte med det fulde beløb på 16.000 kr. blev enstemmigt vedtaget.

 

Ad 6. Ansøgningen fra Grønlandsk Forening i Sydhavnen til projektet "Aktiviteter for Grønlændere"

Lokaludvalget stemte om at støtte med det fulde beløb på 39.000 kr.

Joan, Anders, David, Hanne Mai og Hanne undlod at stemme

Ingen stemte imod.

Indstillingen blev vedtaget.

Til top