Mødedato: 18.12.2025, kl. 18:00
Mødested: Borgbjergsvej 52

B-sag: Ansøgninger til Kgs. Enghavepuljen 2025

Der er modtaget 2 ansøgninger til aktiviteter, der kan nå at blive gennemført i 2025, og som bliver de sidste ansøgninger efter den gamle puljemiddelordning.

Ansøgningerne kan findes på Medlemmernes Side.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

1. at ansøgningen fra Børnenes Dyremark på 2.398 til køb af køkkenudstyr mv. støttes med det fulde beløb

2. at ansøgningen fra Søspejderne Havets Helte på 10.000 kr. til køb af 2 nye forsejl støttes med det fulde beløb.

Problemstilling

Begge ansøgninger er forbehandlet af Socialudvalget, som har indstillet begge ansøgninger til at modtage det fulde beløb.

 

Ad 1) Ansøgning fra Børnenes Dyremark på 2.398 kr. til køb af køkkenudstyr mv.

Ansøgeren ønsker at styrke fællesskabet omkring Børnenes Dyremark ved at gennemføre flere fællesspisninger. Derfor søges der om 2.398 kr. i støtte til køb af en stor gryde, en køkkenmaskine samt madskåle. Udstyret vil blive brugt både til foreningens egne arrangementer og til arrangementer, der afholdes sammen med andre foreninger mm. Udstyret vil på den måde give Børnenes Dyremark bedre muligheder for at lave arrangementer sammen med andre lokale foreninger og fællesskaber. 

På lokalt plan kan Børnenes Dyremark byde på cafébod ved arrangementer til priser, hvor alle kan være med, og give mulighed for at invitere naboerne til fællesspisning i hyggelige omgivelser, være en del af grønne spisefællesskaber og meget mere.

Socialudvalget finder det ansøgte beløb beskedent og er enige i, at midlerne vil blive brugt til at styrke fællesskaber i Sydhavnen. Socialudvalget indstiller, at ansøgningen støttes med det fulde beløb.

 

Ad 2) Ansøgning fra Søspejderne Havets Helte på 10.000 kr. til køb af 2 nye forsejl.

Foreningen Søspejderne Havets Helte søger om 10.000 kr. til køb af 2 nye forsejl til to Skippi 650 både som bruges af foreningen tropsspejdere i alderen 12-16 år. Ansøgeren oplyser, at bådene er mere end 10 år gamle, og at sejlene kræver udskiftning. Der er et stigende antal medlemmer af foreningen, der bruger de nævnte både, og udover de 12-16 årige bruges bådene også til at uddanne ledere, så dekan lære fra sig ved tropsmøderne.

Socialudvalget bakker op om ansøgningen og indstiller, at den støttes med det fulde beløb.

Løsning

Ansøgningerne behandles som B-sager, hvilket betyder at lokaludvalget godkender indstillingerne, medmindre de løftes op som A-sager.

Økonomi

Til disposition i Kgs. Enghavepuljen dags dato: ca. 24.000 kr.

Der er ved dette Lokaludvalgsmøde indstillet bevillinger for: 12.398 kr.

Til resterende disposition, hvis fagudvalgenes indstillinger følges: ca. 11.602 kr.

Til dette beløb skal lægges tilbageløb for allerede bevilgede puljemidler, der endnu ikke er afregnet.

Midler, der ikke bruges i 2025 føres tilbage til kassen i Københavns Kommune.

Videre proces

Sekretariatet sender afgørelserne til ansøgerne snarest efter mødet.

Til top