Mødedato: 18.12.2025, kl. 18:00
Mødested: Borgbjergsvej 52

Orientering vedr. projektet, Bådehavnsgade Syd – udvikling og beskrivelse af egenart

Kgs. Enghave Lokaludvalg skal orienteres om borgerinddragelsesarrangementet d. 20. januar kl. 18-20.30 i Sydhavnens Genbrugscenter, hvor arbejdsgruppen søger lokale borgere og aktørers input til udarbejdelsen af Sydhavnens vision for Bådehavnsgade Syd.

Indstilling

Forretningsudvalget indstiller til Kgs. Enghave Lokaludvalg:

Ad 1) at lokaludvalget tager orienteringen om arrangementet til efterretning

Ad 2) at medlemmer tilmelder sig som bordværter til arrangementet

 

Problemstilling

Ad 1) Orientering om arrangementet

Lokaludvalget har nedsat en arbejdsgruppe, der skal arbejde for at det nye bådehavnskvarter kommer til at afspejle områdets egenart og bliver et integreret kvarter i Sydhavnen. Byudviklingsområdet er placeret i et område med væsentlig naturmæssig og kulturel værdi, hvor vi oplever stor interesse og engagement fra borgere og lokalområde. I den forbindelse har lokaludvalget besluttet at arbejde for: lavere bebyggelsesprocent, lavere byggehøjde, reducering af trafikken ved at begrænse bebyggelsesprocenten, håndtering af trafikale udfordringer, der ikke indeholder en forlængelse af Fragtvej gennem de naturskønne områder, Sydhavnstippen og Valbyparken. Da lokaludvalget besluttede ovenstående prioriteringer, var der ligeledes enighed om, at det er vigtigt at få politikerne på Rådhuset i tale i god tid inden lokalplanen behandles og vedtages.

En af arbejdsgruppens opgaver er at inddrage Sydhavnens borgere og aktører i udarbejdelsen af en vision for det nye kvarter, der afspejler områdets egenart og resten af Sydhavnen - gennem inddragelsesaktiviteter for borgere, aktuelle aktører og eksperter, til fremstilling af en publikation vha. af arkitekter, der ligeledes bistår inddragelsesarrangementet.

Projektets faser:

  1. Bådehavnsgadegruppens egne input til visionen for Bådehavnsgade Syd.

     

  2. Udvalgte lokale ’eksperter’ bidrager til at udvide og kvalificere den korte beskrivelse

     

  3. Borgerinddragelse, hvor områdets borgere, relevante aktører, inviterede politikere, embedspersoner og relevante eksperter deltager i oplæg og workshop, som skal indsamle yderligere input til at definere visionen for Bådehavnsgade Syd.

     

  4. Med hjælp fra arkitekter udarbejdes et 10-20 siders beskrivelse og visualisering af Sydhavnens vision for Bådehavnsgade Syd. Denne inddrages i alle fremadrettede aktiviteter, workshops vedr. Bådehavnsgade Syd.

     

  5. Det udarbejdede materiale præsenteres bredt, lokalt og på SoMe – men især til politikere, som har indflydelse på at behandle og vedtage lokalplanen

 

Ad 2) Tilmelding til at være bordværter

Arbejdsgruppen har udarbejdet et program med oplæg og workshops, hvor deltagerne skal give input under 4 temaer. Dertil søges der bordværter blandt lokaludvalgets medlemmer. Arbejdsgruppen vil udarbejde en kort og simpel vejledning, således bordværten er klædt godt på til at være ordstyrer og indsamle deltagernes input.

 

Løsning

Lokaludvalget tager orienteringen om borgerinddragelsesarrangementet til efterretning.

Lokaludvalgsmedlemmer deltager som bordværter d. 20. januar

 

Økonomi

Lokaludvalget besluttede at afsætte 100.000 kr. til udmøntningen af Sydhavnens vision for Bådehavnsgade Syd på sit møde den 27. marts 2025. Grundet bevilling af nye planprocesser, er lokalplansprocessen udskudt, og som følge heraf er inddragelsen af borgerne i Sydhavnen udskudt til den 20. januar 2026.

Der forbruges 10.000 kr. af 2025 midler til kommunikation og forberedelse, samt op til 104.000 kr. budgetteret forbrug i 2026 til projektets 3 næste faser.

 

Bådehavnsgadegruppen 2026:

20.000 kr.: 2 x borgermøder

4.000 kr.: kommunikation

70.000 kr.: Arkitektbistand

10.000 kr.: Tryk af publikation

Videre proces

Arbejdsgruppen Bådehavnsgade og Sekretariatet står for planlægning og kommunikation af arrangementet.

Til top