Mødedato: 14.08.2008, kl. 19:00

Meddelelser

Meddelelser

Kongens Enghave Lokaludvalg

 

DAGSORDEN

fra ordinært møde torsdag den 14. august 2008

 

 

19.      Meddelelser

KON  77/2008

 

Meddelelser fra Formandsskabet

 

For-evalueringsprojekt:

Mini-konference om evaluering af lokaludvalgene den 27. aug kl. 18-21.30 (Kulturhuset på Dortheavej). Konferences tema er: "Hvordan styrkes et konstruktivt samspil mellem borgerne i bydelene, lokaludvalgene og forvaltningerne?". Der vil være en præsentation af hovedresultaterne af før-evalueringen; tre parallelle forløb med fokus på lokaludvalgets hovedopgaver: 1) Den eksemplariske hørings- og inddragelsesproces 2) Puljemidlerne: Fra forvaltning af en pose penge til strategisk udvikling af netværk og bydelsidentitet 3) På sporet af en vellykket bydelsplanlægning, der baner vejen for synlige resultater for borgerne; samt afsluttende paneldebat. Invitation er udsendt til alle medlemmer den 26. juni. Husk tilmelding senest 15. august på ekm@okf.kk.dk.

Forretningsudvalget er ved at udarbejde et kort bidrag til slutrapporten baseret på referat af fokusgruppesamtale + de skemaer, som nogle medlemmer har fået udfyldt. Referatet fra fokusgruppen kan findes på hjemmesidens medlemshjørne under 'meddelelser og nyheder'.

 

Meddelelser fra Socialudvalget

 

Status på Ungetræf: Socialudvalget er involveret i et fælles ungetræf-projekt sammen med Vesterbro Lokaludvalg m.fl. Peter Bjørntoft, Hana Alshubehi og Khaduoj Al Muhammadi (suppleant) deltager i projektet. Der har været afholdt 2 møder, hvor lokaludvalgsmedlemmer fra Vesterbro og Kgs. Enghave Lokaludvalg, sekretariatet og Rikke Posborg fra People & Politics og Helle Gerber fra Frivilligcenter S-SV har deltaget. Næste møde er d.11.august.

 

Processen har indtil nu centreret sig omkring idéudvikling og diskussioner omkring indhold, målgruppe og ønskede resultater. Som led i denne proces er sekretariatet i gang med at udforme en projektbeskrivelse, og indsamle viden fra foreninger og lign. der har erfaring med at inddrage unge i nærpolitiske processer, samt skabe kontakter til evt. samarbejdspartnere.

 

P.t. er tanken at Ungetræffet skal afholdes d.7.marts 2009 og skal centrere sig omkring mødet mellem unge (i alderen 13-16år) og lokalpolitikere/aktive voksne fra bydelene. Der vil blive afholdt en række tematiserede workshops og dialogmøder, der vil variere i udformning og indhold. Fokus vil være på unges liv og bidrag til bydelene, samt på give de unge en mulighed for at få indblik i og blande sig i den lokalpolitiske debat på Vesterbro og Kgs. Enghave. Desuden tænker vi også at et af resultaterne af dagen skal være at sigt at få skabt et mere langvarigt samarbejde mellem lokaludvalgene og ungegruppen.

 

Det er oplagt at bruge træffet og processen som en del af bydelsplanprocessen til at komme i dialog med de helt unge og få deres input til udviklingen i Kgs. Enghave/Sydhavnen.

 

Igennem projektet vil vi forsøge at afprøve og udvikle dialogredskaber eller andre metoder der kan være med til at nedbryde evt. kulturelle barrierer, for derigennem at få skabt et bedre grundlag for samarbejde og inddragelse af de unge nærpolitiske processer og i udviklingen af bydelene.

 

Næste skridt i processen er dels at få skabt kontakt til den forberedelsesgruppe, bestående af 6 unge, der skal være med til at planlægge dagen, samt få skabt kontakt til den resterende mængde deltagere til træffet. Derudover skal rammerne for de unges bidrag og for indholdet på træffet yderligere indkredses.

 

 

Meddelelser fra Bymiljøudvalget

Der er nogle større høringssager på vej, som BMU behandler den 28. august:

 

Metrocityring: Kommuneplantillæg med VVM-redegørelse med høringsfrist 28. september. Forvaltningen afholder borgermøde d. 10. september (hos Vesterbro Ungdomsgård på Absalonsgade). Der vil være et planlægningsmøde den 13. august af borgermødet, hvor Ann Vikkelsø og evt. Lasse Grosbøl deltager.

 

Carlsberg Lokalplan og kommuneplantillæg: Ann har holdt møde med forvaltningen den 24. juni og 5. august ang. planlægning af høring. Københavns Kommune inviterer til borgermøde den 26. august kl. 18.00- 21.00. Der vil være oplæg, faglige cafeer, spørgsmål og debat, og Carlsberg byder på pølser, fadøl og vand. Høringsfristen er 25. september.

 

Tung Trafikzone: Formål med zone er hovedsageligt at nedbringe ulykkestal. Der er høringsfrist: 24. september.

 

Affaldsplan: Lokaludvalgene har modtaget Københavns Kommunes Affaldsplan 2012. Affaldsplan 2012 er en del af Kommunens samlede indsats på miljøområdet, og målsætningen handler om miljø, klima og borgertilfredshed. Planen indeholder fem indsatsområder med tilhørende fokusområder, og derudover er der en række handleplaner for, hvordan målsætningerne skal nås. Affaldsplanen kan rekvireres den i sekretariatet eller læses på www.kk.dk/affaldsplan

Høringsfristen er 30. august 2008. Sagen er ikke omfattet af høringspligten. Bymiljøudvalget har behandlet sagen og har ingen kommentarer. Planen vurderes at være meget overordnet, men med gode intentioner. Bymiljøudvalget har på den baggrund valgt ikke at indsende et høringssvar.

 

Trængselsafgifter i København: Emnet tages op på næste Bymiljøudvalgsmøde, fordi Kommunen gerne vil drøfte trængselsafgifter med Lokaludvalgene. Emnet tages op med lokaludvalgsformændene 25. september. Københavns Kommune er sammen med borgmestre fra foreløbig 16 kommuner i hovedstadsområdet ved at undersøge, om trængselsafgifter kan være med til at løse de trafikale flaskehalse på vejnettet omkring hovedstaden. Trængselsafgifter vil modvirke trængslen på vejene og samtidig skabe økonomiske midler, der kan investeres i alternative transportformer, så hele hovedstaden kan komme frem til tiden.Der er lavet en rapport om, hvordan en trængselsafgift kan gennemføres for hovedstadsområdet samt hvilken effekt trængselsafgifter vil have for byens borgere, for byens miljø og for samfundsøkonomien. Læs mere på www.traengsel.dk

 

Brev til "Havn og By" og Teknik- og Miljøborgmester Klaus Bondam vedr. bjørneklobekæmpelse: Lokaludvalget har modtaget bekræftelse på, at Havn og By har modtaget vores brev, samt information om, at de har dækket de 34.000 kr., som Grøn Vesterbro/Sydhavn havde bevilliget. Bondam har svaret LU, at en indsatsplan for bekæmpelse af bjørneklo er under udarbejdelse og vil blive behandlet af Teknik- og Miljøudvalget den 20. august, hvorefter den kommer i offentlig høring.

 

Fårehold på Tippen: Grøn Vesterbro/Sydhavn arbejder på at etablere et såkaldt grønt partnerskab omkring naturpleje på Tippen (fårehold, renovering af vandhuller, naturformidling m.m.). Grøn Vesterbro/Sydhavn vil gerne inddrage/orientere Lokaludvalget, og har sendt foreløbig information om projektet. Partnerskabet tænkes som et samarbejde mellem parter, som alle deltager i naturplejen enten i form af (frivillig) arbejdskraft, arealer, bygninger eller materialer. De foreløbige partnere foreslås som By & Havn, Naturgruppen, Grøn Vesterbro/Sydhavn, Kommunen, et fårelaug, Dansk Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Grøn Vesterbro/Sydhavn, som er projektansvarlig og søger eksterne midler til projektet, har færdiggjort en projektansøgning i begyndelsen af august.

 

 

Nyt om medlemmer:

 

  • Lise Granerud er sygemeldt mindst 6 mrd. fra august.
  • Jan Gustavsens orlov på 6 mrd. udløber med udgangen af august. Han er blevet bedt om at meddele, hvad der skal ske derefter.
  • Ida Hou Andesen er tilbage som børne-unge repræsentant

 

 

 



 

Til top