Mødedato: 13.12.2012, kl. 19:00
Mødested: Loftet, Karens Minde Kulturhus, Wagnersvej 19, 3. sal, 2450 København SV

Godkendelse af beslutningsproces omkring "Forsøg med lokal forankring af beskæftigelsesaktiviteter"

Kgs. Enghave Lokaludvalg orienteres om den videre proces for forsøget med lokal forankring af beskæftigelsesaktiviteter for borgere i matchgruppe 2 og beslutter ny beslutningsproces for Lokaludvalgets udtalelser til partnerskabsansøgningerne.

Indstilling og beslutning

Forretningsudvalget indstiller

1. at Kgs. Enghave Lokaludvalg tager orienteringen om Lokaludvalgets inddragelse i forsøget med lokal forankring af beskæftigelsesaktiviteter for borgere i matchgruppe 2 til efterretning.

2. at Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter at overdrage beslutningskompetencen vedr. udtalelser om beskæftigelsestilbud til Lokaludvalgets Socialudvalg og Forretningsudvalg af hensyn til tidsplanen for samarbejdet.

3. at alle medlemmer af Lokaludvalget kan deltage i Socialudvalgets møde d. 8.1.13. kl. 17, så fremt man ønsker at være med til at behandle ansøgningerne.

4. at Kgs. Enghave Lokaludvalg på lokaludvalgsmødet torsdag den 24. januar 2013 vil blive orienteret om udtalelser fra Socialudvalget og Forretningsudvalget.

Problemstilling

På lokaludvalgsmøde d. 15.11.12 blev Kgs. Enghave Lokaludvalg orienteret om Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningens (BIF) henvendelse vedr. muligheden for Lokaludvalgets inddragelse i projektet "Forsøg med lokal forankring af beskæftigelsesaktiviteter for borgere i match 2". Lokaludvalget besluttede på mødet, at det gerne ville deltage i samarbejdet med en form for "forhåndsgodkendelse"af de partnerskabsansøgninger, som Lokaludvalget vil finde egnede til opgaven i bydelen - afgive en såkaldt samarbejdserklæring til BIF. Samarbejdserklæringen vil dog ikke være bindende for Beskæftigelses- og Integrationsudvalgets (BIU) endelige beslutning om, hvilke partnerskaber, der skal bevilges penge fra den afsatte pulje på 5 mio. kr. i både 2013 og 2014.

Efterfølgende havde formand, Joan Røge og udvalgssekretæren et informationsmøde med BIF d. 21.11.12., hvor der blev klarlagt, at Lokaludvalget ikke skal bistå med sekretariatshjælp til ansøgningsprocessen, som det blev besluttet til lokaludvalgsmødet d. 15.11. og at Lokaludvalgets fornemmeste opgave vil være, at komme med input til hvordan partnerskabernes projekter spiller sammen med bydelsplanen og andre lokaler projekter og om de dermed er i tråd med lokale tiltag og behov. 

Imidlertid har BIU besluttet en meget stram tidsplan. Det betyder, at udvalget allerede den 15. januar 2013 ønsker at træffe beslutning om, hvilke partnerskaber der skal indå i forsøget. Inden da skal de have en udtalelse fra Kgs. Enghave Lokaludvalg. Ansøgningsfristen for partnerskaber er den 17. december 2012, og ansøgningerne vil derfor ikke kunne nå at blive behandlet på Lokaludvalgets december-møde, og januar-mødet den 24. vil være for sent i forhold til BIU, som skal modtage Lokaludvalgets udtalelser senest d. 10.1.13. Derfor foreslås det, at Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter at uddelegere kompetencen til at udtale sig i forhold til de enkelte ansøgninger til Socialudvalget i samarbejde med Forretningsudvalget. På lokaludvalgsmødet d. 15.11. blev det besluttet, at ansøgningerne skulle forbehandles i Socialudvalget og Forretningsudvalget samt efterfølgende indstilles til godkendelse i Lokaludvalget på møde d. 24.1.13. Lokaludvalget skal derfor godkende den ændrede beslutningsprocedure.

Da ansøgningerne er fortroligt materiale besluttes det samtidig, at den del af Socialudvalgets møde, hvor ansøgningerne behandles, lukkes for medlemmer af udvalget, der ikke samtidig er medlemmer af Lokaludvalget, og at almindelige regler om inhabilitet selvfølgelig overholdes.


Løsning

Kgs. Enghave Lokaludvalg tager orienteringen om Lokaludvalgets inddragelse i forsøget med lokal forankring af beskæftigelsesaktiviteter for borgere i matchgruppe 2 til efterretning.

Kgs. Enghave Lokaludvalg beslutter at overdrage beslutningskompetencen vedr. udtalelser om beskæftigelsestilbud til Lokaludvalgets Socialudvalg og Forretningsudvalg af hensyn til tidsplanen for samarbejdet.

Kgs. Enghave Lokaludvalg tager til orientering, at alle medlemmer af Lokaludvalget kan deltage i Socialudvalgets møde d. 8.1.13. kl. 17, så fremt man ønsker at være med til at behandle ansøgningerne.

Kgs. Enghave Lokaludvalg tager til orientering at udvalget på lokaludvalgsmødet torsdag den 24. januar 2013 vil blive orienteret om udtalelser fra Socialudvalget og Forretningsudvalget.

Økonomi

Der er med kommunens beskæftigelsesaftale for 2013 tilvejebragt finansiering op til 5 mio kr årligt i 2013 og 2014 til forsøgene. Midlerne administreres af Center for Afklaring og Beskæftigelse, der varetager arbejdet med koordinering og visitation af borgere til forsøgene.

Beslutning

At-pkt 1 blev taget til efterretning.
At-pkt 2 blev godkendt enstemmigt.
At-pkt 3 blev taget til efterretning.
At-pkt 4 blev taget til efterretning.
Til top