Mødedato: 28.09.2026, kl. 15:00
Mødested: NOR Yogacenter, Hejrevej 30, 4. sal

Andenbehandling af ændring af Forretningsorden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Se alle bilag

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til andenbehandling af ændring af forretningsorden for udvalget på baggrund af Borgerrepræsentationens beslutning af medlemsforslag om borgmesters og næstforpersons mulighed for benævnelse som enten forperson, forkvinde eller formand.

 

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at ændre forretningsorden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget 2026-2029 ift. mulighed for borgmesters og forpersons benævnelse, jf. løsning og bilag 2.

Problemstilling

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget vedtog den 14. september 2026 ændring af udvalgets forretningsorden om frivillig benævnelse som enten forperson, forkvinde eller formand. Ændringen er på baggrund af, at Borgerrepræsentationen vedtog medlemsforslag om frivillig benævnelse som enten forperson, forkvinde eller formand (BR 21. maj 2025), jf. bilag 3, samt som opfølgning herpå ændring af Styrelsesvedtægt for Københavns Kommune (BR 25. juni 2026).

Det følger af kommunestyrelseslovens § 20, stk. 3, at udvalgene selv fastsætter deres forretningsorden. En ændring af forretningsordenen kræver to behandlinger i udvalget jf. forretningsordens §18.

Løsning

Forretningsorden

De foretagne ændringer af forretningsorden omfatter §§ 2, 8 og 9, hvor benævnelsen ’forperson’ ændres til ’enten forperson, forkvinde eller formand’ samt at benævnelsen ’næstforperson’ ændres til ’enten næstforperson, næstforkvinde eller næstformand’. Det fremgår desuden, at den udpegede eller valgte person selv kan vælge, hvilken af de tre benævnelser vedkommende ønsker at bruge. De foreslåede ændringer fremgår med markering af bilag 2.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte ændringer til udvalgets forretningsorden (bilag 2). Hvorvidt en foreslået ændring kan foretages, beror på en konkret vurdering af, om det ligger inden for rammerne af bl.a. Lov om Kommunernes Styrelse. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vil foretage denne vurdering for hvert forslag. Nye ændringer forudsætter ny andenbehandling af Forretningsorden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets forretningsorden offentliggøres på kk.dk.

 

Søren Wille

/ Morten Rixen

 

Til top