Mødedato: 28.09.2026, kl. 15:00
Mødested: NOR Yogacenter, Hejrevej 30, 4. sal

Garanti for lån til renovering af almene boliger, Boligforeningen 3B, afd. Bostedet Amagerfælledvej, Amager Vest

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til kommunal garanti for lån til ekstraordinære renoveringsarbejder i Boligforeningen 3B, afd. Bostedet Amagerfælledvej. Bostedet Amagerfælledvej har en høj leje og har behov for garanti for at holde lejen nede. Kommunen har i helt særlige tilfælde mulighed for at yde garanti, hvis afdelingen f.eks. er økonomisk udfordret.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at stille garanti for realkreditlån til finansiering af renovering af familieboliger i den almene boligorganisation Boligforeningen 3B, afd. Bostedet Amagerfælledvej. Kommunen skal garantere for 100 % (3,6 mio. kr.) af et lån på 3,6 mio. kr.
  2. at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget bemyndiges til at stille den fornødne garanti for lånet inden for rammen på 3,6 mio. kr.

Problemstilling

I afdelingen, der er opført i 2011, er der planlagt en komplet udskiftning af begge tagterrasser. Udskiftningen er nødvendig på grund af fejl i konstruktionen fra opførelsen, hvilket har medført, at tagterrasserne nu er i meget dårlig stand og samtidig udgør en sikkerhedsrisiko, da de er glatte og dermed sikkerhedsmæssigt uforsvarlige.

Da afdelingen er forholdsvis nyopført, kræver nye lån garanti.

Det er ikke muligt at optage yderligere ugaranteret realkreditbelåning i ejendommen, da lånerammen er opbrugt.

Løsning

Den planlagte udskiftning af tagterrasserne gennemføres for at udbedre de konstaterede konstruktionsfejl og sikre forsvarlige og trygge forhold for beboerne. Arbejdet finansieres primært via lån suppleret med midler fra tidligere gennemførte udbedringer.

Ved kommunal garanti for lånet sikrer kommunen en billigere finansiering og dermed en mindre husleje.

Garantien kan stilles med hjemmel i almenboliglovens § 98, der åbner mulighed for garanti ved ekstraordinære renoveringsarbejder.

Adresse

Amagerfælledvej 199, 2300, København S

Lån, kr.

3.629.000 kr.

Garanti pct.

100 %

Kommunens hæftelse i kr.

3.629.000 kr.

Låntager

Boligforeningen 3B, afd. Bostedet Amagerfælledvej

Långiver

Realkredit Danmark

Antal boliger

75 ældreboliger

Sagstype

Renovering af almene boliger

Afdelingen har i dag en husleje på 1.546 kr.m² pr. år og vil efter renoveringen have en husleje på 1.590 kr.m² pr. år. En gennemsnitlig bolig på ca. 66 m², der før renoveringen har en leje på 8.503 kr. månedligt stiger med 242 kr. til 8.745 kr. månedligt. Uden kommunal garantistillelse ville huslejestigningen være højere endnu.

Politisk handlerum

Det kan besluttes ikke at godkende garantien. Hvis indstillingen ikke godkendes, vil det betyde, at Boligforeningen 3B skal optage et lån til renoveringen ved et banklån, som vil give beboerne en højere husleje.

Økonomi

Garantien medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, såfremt boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt garantiforpligtelsen, vil garantien blive underskrevet og sendt til boligorganisationen.

 

                                             Søren Wille

                                                                        / Karsten Biering Nielsen

Til top