Mødedato: 28.09.2026, kl. 15:00
Mødested: NOR Yogacenter, Hejrevej 30, 4. sal

Forslag til håndtering af medlemsforslag om snerydning

Se alle bilag

På baggrund af medlemsforslag om snerydning stillet af Enhedslisten skal Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkende, at forvaltningen udarbejder et forslag til ændrede retningslinjer for kommunens udførelse af vintertjeneste og vinter- og renholdelsesregulativet for private grundejere, som kan forelægges udvalget i første halvår af 2027. Forvaltningen har igangsat tiltag for et styrket vinterberedskab til næste vintersæson og vil desuden informere de private grundejere om deres ansvar for vintervedligehold.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at forvaltningen udarbejder forslag til ændrede retningslinjer for kommunens udførelse af vintertjeneste.
  2. at forvaltningen udarbejder forslag til ændret vinter- og renholdelsesregulativ for private grundejere.
  3. at medlemsforslag om snerydning stillet af Enhedslisten, jf. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget den 16. marts 2026, hermed er håndteret (bilag 1 og 6)

Problemstilling

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget besluttede 16. marts 2026, at forvaltningen skal belyse, hvem der har ansvar for hvilke dele af snerydningen både på private og kommunale arealer samt arealer, hvor kommunen er bygningsejer, som eksempelvis skoler og daginstitutioner (bilag 6). På den baggrund skal forvaltningen udarbejde et forslag til opdaterede retningslinjer, der udover fortsat at prioritere rydning af cykelstier og A-gader, også prioriterer rydning af busstoppesteder og lyskryds, hvor fodgængere og cyklister skal passere. Kommunens ansvar for vinterrenhold er beskrevet dels i vejloven og dels i politisk besluttede retningslinjer for udførelse af vintertjeneste (BR 26. november 2015 og BR 20. august 2020), mens de private grundejeres ansvar er beskrevet i vinter- og renholdelsesregulativ for grundejere (BR 26. november 2015), jf. bilag 2-4. 

Løsning

Forvaltningen har på baggrund af erfaringerne fra vintersæsonen 2025-2026 igangsat flere initiativer, for at optimere vinterindsatsen til den kommende vintersæson, særligt med henblik på håndtering af kraftige snefald.

For at styrke rammerne for forvaltningens vinterberedskab og sikre en fremkommelig og tilgængelig by for borgerne, kan forvaltningen udarbejde et forslag til ændrede retningslinjer for kommunens vintertjeneste sammen med en opdatering af vinter- og renholdelsesregulativ for grundejere, der skitserer de private grundejeres forpligtelser og ansvar. Forvaltningen anbefaler, at retningslinjer og regulativ revideres sideløbende for at sikre kontinuitet og sammenhæng mellem indsatserne.

Forslag til ændrede retningslinjer og regulativ kræver en nærmere afklaring og forelægges Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i første halvår af 2027.

Vinterrenhold i København

Ansvaret for vinterrenhold i København er fordelt mellem staten, kommunen og de private grundejere. Staten vinterrenholder de statslige veje, mens kommunen vinterrenholder de kommunale veje, cykelstier, pladser torve og fortove ved egne ejendomme.

Den kommunale glatførebekæmpelse varetages af Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen, mens vinterrenholdelsen ”indenfor hækken” på kommunens ejendomme, eksempelvis daginstitutioner og skoler, som udgangspunkt varetages af den ansvarlige forvaltning.

De private grundejere har ansvaret for at vinterrenholde private veje og fællesveje samt fortovsstrækninger, der grænser op til deres ejendom, og ved private indkørsler samt arealer ved fodgængerfelter og busstoppesteder, når disse arealer er beliggende på fortovsstrækninger, der grænser op til deres ejendom.

Københavns Kommunes vintertjeneste har ansvaret for ca. 780 km vejbane, ca. 625 km cykelsti og ca. 5% af byens offentlige fortove samt torve og pladser. I vintersæsonen aktiveres 84 interne medarbejdere på tværs af forvaltningen og 127 eksterne kontraktholdere. Ved kraftigt snefald mobiliseres yderligere 30 eksterne lastbiler og sneslynger til at rydde sne.

Af retningslinjerne for kommunens indsats fremgår blandt andet, hvordan de forskellige vejstrækninger skal prioriteres under snerydning og glatførebekæmpelse, at alle cykelstier har høj prioritet og at sammenfejede snebunker ikke borttransporteres (bilag 3).

Forvaltningens igangsatte initiativer

Forvaltningen har på baggrund af erfaringerne fra vintersæsonen 2025-2026 igangsat flere initiativer, for at optimere vinterindsatsen og sikre større fremkommelighed og tilgængelighed , særligt med henblik på håndtering af kraftige snefald.

Indsatserne, som er uddybet i bilag 5, vedrører:

  • ruteoptimering
  • -optimering af allokering af personale
  • mulighed for bedre udnyttelse af materiel
  • afdækning af nye digitale hjælpemidler
  • kompetenceudvikling af chauffører til håndtering af især kraftigt snefald samt forbedret kontraktstyring
  • kontakt til de private grundejere i efteråret 2026 for at informere om deres forpligtelser og ansvar for vintervedligehold.

Hvis initiativet med allokering af personale eller andet vurderes at kræve yderligere finansiering vil udvalget bliver orienteret om dette i løbet af første halvår 2027 med henblik på muligheden for at henvise finansiering til kommende politiske budgetforhandlinger.

Ændring af kommunens retningslinjer for udførelse af vintertjeneste og vinter- og renholdelsesregulativ for grundejere

For at skærpe vinterrenholdsindsatsen yderligere kan forvaltningen udarbejde forslag til ændringer i kommunens retningslinjer for udførelse af vintertjeneste og i vinter- og renholdelsesregulativet for grundejere. I forbindelse med dette arbejde kan forvaltningen bl.a. undersøge:

  • muligheder for alternativ håndtering af sammenfejet sne
  • muligheder for at inkludere eller ekskludere stier og veje i kommunens beredskab
  • at regulativet for grundejere tydeliggør, hvor private grundejere må henlægge sammenfejet sne, så det ikke er til gene for fremkommeligheden på eksempelvis cykelstier

Forvaltningen vurderer, at en revidering af retningslinjerne og regulativ skal koordineres for at sikre sammenhæng mellem indsatserne. En ændring af retningslinjer og regulativ samt omstilling af vintertjenesten vil kræve et betydeligt tids- og ressourceforbrug til afdækning af de juridiske forhold, dialog med politiet og øvrige forvaltninger, analyse af den overordnede struktur og vejstatus i byen, mv. Ændringer i retningslinjer og regulativ kan være betinget af, at der afsættes finansiering fra kommende budgetforhandlinger.  Forvaltningen forventer i første halvår af 2027 at kunne forelægge Klima-, Miljø- og Teknikudvalget et forslag, til ændrede retningslinjer og regulativ, som forinden er godkendt af politiet.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte,

  • at forvaltningen ikke ændrer i kommunens retningslinjer for udførelse af vintertjeneste eller i vinter- og renholdelsesregulativ for grundejere.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen udarbejde forslag til ændring af retningslinjer og regulativ, som forelægges udvalget i første halvår af 2027.

 

Søren Wille

/ Rikke Skovbølling Brandt

Til top