Mødedato: 27.04.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Forslag til handleplan for Politik for udsatte byområder

Se alle bilag

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har med inddragelse af kommunens øvrige forvaltninger og de almene boligorganisationer udarbejdet et udkast til en handleplan for Politik for udsatte byområder. Handleplanen viser de indsatser, som kommunen vil fokusere særligt på i de udsatte byområder i perioden 2027-2028 for at bidrage til at nå målene i Politik for udsatte byområder. Handleplanen ajourføres som udgangspunkt hvert andet år. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, at forslaget til handleplan sendes i offentlig høring.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at forslag til handleplan for Politik for udsatte byområder (bilag 2) sendes i offentlig høring i syv uger.

Problemstilling

Den 26. juni 2025 vedtog Borgerrepræsentationen Politik for udsatte byområder 2025-2035 (bilag 3). Politikken går på tværs af alle Københavns Kommunes forvaltninger. Med vedtagelsen blev det besluttet, at politikkens strategiske målsætninger udmøntes gennem én samlet handleplan på tværs af forvaltninger, der som udgangspunkt vil blive ajourført hvert andet år. Derfor lægges op til, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender forslag til en handleplan for Politik for udsatte byområder, og at forslaget sendes i offentlig høring.

Løsning

Politik for udsatte byområder tager afsæt i to strategiske mål, der går på tværs af alle forvaltningernes arbejde i de udsatte byområder: ”Gode livschancer og muligheder for københavnere i alle aldre” samt ”trygge og attraktive byområder”. Derudover lægges der i politikken op til, at der i 2035 skal være færre udsatte byområder, og at ingen boligområder er i risiko for at komme på statens lister over Parallelsamfund.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har på baggrund af høringssvar til Politik for udsatte byområder samt med inddragelse af kommunens øvrige forvaltninger og de almene boligorganisationer udarbejdet et udkast til en handleplan for Politik for udsatte byområder. Handleplanen viser de indsatser, som kommunen i samarbejde med boligorganisationerne og andre relevante aktører vil fokusere særligt på i de udsatte byområder fra 2027-2028.

Alle syv forvaltninger har indsatser i handleplanen, og mange af indsatserne går på tværs af flere forvaltninger. Andre indsatser går på tværs af kommunen og de almene boligorganisationer, som er blevet forelagt og har drøftet et foreløbigt udkast til handleplanen. Handleplanen rummer både finansierede indsatser og ufinansierede indsatser, der ville skulle prioriteres budgetmidler til, hvis de skal realiseres i handleplansperioden.  

Handleplanen er struktureret omkring de to strategiske mål i Politik for udsatte byområder. Under det første mål rummer handleplanen indsatser, som bidrager til at få flere i arbejde og uddannelse, sikre bedre trivsel og sundhed samt styrke børne- og ungelivet i de udsatte byområder.

Under det andet mål rummer handleplanen indsatser, som skal bidrage til at skabe attraktive rammer, funktioner, rekreative tilbud i de udsatte byområder samt skabe en tryg, blandet og velfungerende by. Eksempler på finansierede indsatser på Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens ressortområde er fokus på at mindske støj- og luftforurening for udsatte borgere fx gennem medfinansiering fra støjpuljen til udskiftning af vinduer, at afholde fællesskabsfremmende aktiviteter med fokus på genbrug på nærgenbrugsstationerne i udsatte byområder samt at undersøge dækningsgraden af faciliteter og tilbud i udsatte områder. Eksempler på ufinansierede indsatser på forvaltningens område er projekter under forandringsplan for Husum Nord herunder en omdannelse af Frederikssundsvej samt at samarbejde med de almene boligorganisationer om klimatilpasning fx tilbageholdelse af regnvand og nedbringelse af varme med grønne løsninger.

Handleplanen sendes i offentlig høring i syv uger. Politik for udsatte byområder var ligeledes i offentlig høring, og her indgav flere aktører høringssvar med forslag til konkrete indsatser, som er taget med i arbejdet med handleplanen. Der inviteres til et kick-off-arrangement i starten af høringsperioden, hvor relevante aktører inviteres.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan foreslå ændringer i udkast til handleplan for Politik for udsatte byområder, før den sendes i offentlig høring, herunder ændring i de foreslåede indsatser på forvaltningens ressortområde, eller der kan foreslås nye indsatser.

Hvis udvalget ikke godkender indstillingen, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen udarbejde et revideret forslag til handleplan.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, sendes udkast til handleplan for udsatte byområder i offentlig høring. Derefter følger en høring i kommunens øvrige fagudvalg i efteråret 2026 og en endelig forelæggelse for Borgerrepræsentationen frem mod årsskiftet 2026/2027.

 

                                     Søren Wille

                                                                 / Karsten Biering Nielsen

Til top