Medlemsforslag om at muliggøre flere boliger i Indre By og andre relevante bydele
Det foreslås,
- at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at udarbejde en sag til politisk behandling, som undersøger, hvordan der kan skabes en mere fleksibel administrativ praksis, hvor der kan dispenseres fra udvalgte krav, med det formål, at det er nemmere at omdanne helt eller delvis tomme erhvervsbygninger og industribygninger (kontor, butik, lager m.m.) i Indre By og andre relevante bydele til boliger, jf. motivationen.
(Stillet af Alternativet)
Motivering
Den 26. marts 2026 vedtog Borgerrepræsentationen et medlemsforslag om, at Klima-, Miljø, og Teknikforvaltningen med inddragelse af Økonomiforvaltningen, skal udarbejde en sag til politisk behandling, som undersøger, hvordan der kan skabes en mere fleksibel administrativ praksis for, hvor der kan dispenseres fra udvalgte krav, med det formål, at det er nemmere at omdanne helt eller delvis tomme erhvervsbygninger (kontor, butik, lager m.m.) i Indre By til boliger. Til behandling af sagen i Borgerrepræsentationen havde vi et ønske om at stille et ændringsforslag, så forvaltningen ikke kun skal undersøge indre by, men også andre relevante bydele. Dette var dog desværre ikke muligt til behandling af sagen i Borgerrepræsentationen. Derfor fremsætter vi følgende medlemsforslag i udvalget, så forvaltningen også kan inkludere andre relevante bydele i sin undersøgelse og i den kommende sag.
Sagen skal indeholde en beskrivelse af de eksisterende kommunale barrierer, samt forslag til, hvordan forvaltningen i videst muligt omfang kan understøtte processen og en forhåndsdialog forbundet med boligomdannelse, i samarbejde med relevante partnere, bygherrer mv., så ambitionen om øget boligudbud realiseres både på kort og langt sigt. Sagen skal også indeholde en beskrivelse af de eksisterende statslige barrierer, fx det statslige krav om elevator, som kan fordyre eller besværliggøre omdannelse af helt eller delvist tomme erhvervsbygninger til boliger og hvad kommunen kan gøre for at minimere disse barrierer.