Endelig vedtagelse af Byplan 19 Bogholder Allé tillæg 1, Vanløse
Borgerrepræsentationen skal beslutte, om tillæg 1 til Byplan 19 Bogholder Allé skal endeligt vedtages. Planen udvider anvendelsesmulighederne på en række nærmere fastlagte stueetager i området for at muliggøre serviceerhverv, herunder restauration. Anvendelsesændringen kræver et tillæg til lokalplanen. Der er modtaget 15 høringssvar, som ikke giver anledning til ændringer. Vanløse Lokaludvalg har ikke givet høringssvar, men har i forbindelse med den indledende høring udtrykt sig positivt om muligheden for mere byliv, som lokalplanen giver.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende lokalplan Byplan 19 Bogholder Allé tillæg 1 (bilag 2).
Problemstilling
En lejer har anmodet forvaltningen om at udvide anvendelsesændringerne på ejendommen Linde Allé 14, hvor man ønsker at muliggøre restauration (vinbar). Anmodningen sker på baggrund af, at vinbaren, som var i drift, blev vurderet i uoverensstemmelse med eksisterende plangrundlag i byplan 19 Bogholder Allé, som ikke muliggør restauration. Forvaltningen har i denne sammenhæng vurderet, at det vil være hensigtsmæssigt at ajourføre anvendelsesbestemmelsen, så den muliggør restauration. Forvaltningen vurderer, at det vil være hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesbestemmelsen for en række nærmere fastlagte stueetager flere steder inden for byplanen end blot vinbaren på Linde Allé 14.
Borgerrepræsentationen delegerede den 19. juni 2025 kompetencen til at sende forslag til enkle lokalplaner (kategori 1), ukomplekse lokalplaner (kategori 2) og komplekse lokalplaner (kategori 3) i offentlig høring til Teknik- og Miljøforvaltningen. Forslaget til lokalplan har derfor ikke tidligere været politisk behandlet.
Løsning
Lokalplanområdet er afgrænset af Hyltebjerg Allé/Linde Allé mod syd, Ålekistevej mod vest, Jydeholmen mod nord og Kastanie Allé og Bogholder Allé mod øst. Området har et areal på ca. 138.000 m² og ca. 85 ejendomme. Området er kendetegnet ved etageboligbebyggelse, men også enfamiliehuse og dobbelthuse. I området findes der en række enkeltstående butikker. I området ved Ålekistevej er en større samling butikker. Lokalplanens formål er at bibeholde en eksisterende struktur for anvendelser af stueetager i området. Friarealer i området er typisk tydeligt tilknyttet til de enkelte bebyggelser i form af grønne gårdrum til etageboligbebyggelsen eller have til enfamiliehusene. Bebyggelsen i området er primært opført i 1930’erne og 1940’erne, hvor facader primært er i gul eller rød tegl samt overvejende røde tegltage samt grå tage i tagpap.
Tillæg 1 til byplan 19 Bogholder Allé har til formål at muliggøre serviceerhverv i stueetager, således at den eksisterende struktur for enkeltstående butikker og andre former for serviceerhverv kan opretholdes og skifte anvendelse imellem de forskellige typer serviceerhverv.
Parkering
I forhold til krav om parkering til cykler stiller kommuneplanen krav om fire p-pladser pr. 100 m² etageareal for boliger og tre p-pladser pr. 100 m² etageareal for erhverv samt en plads pr. to elever og ansatte for uddannelsesinstitutioner.
Høring
Forslaget har været i høring fra den 8. december 2025 til den 5. januar 2026. Forvaltningen har modtaget 15 henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringsforslag. De modtagne henvendelser i høringsperioden vedlægges som bilag 3. I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.
Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser (bilag 3, henvendelse nr. 1-10, 12-16)
- I 13 henvendelser udtrykkes der opbakning til lokalplanforslaget.
- To borgere udtrykker bekymring for at tillade serviceerhverv, herunder restauration. En borger peger på, at beboere, som bor tæt ved disse steder, må udholde støj og lugtgener. En anden borger peger på, at det var en stor lettelse for beboere, da området blev byfornyet i 1990’erne og uønskede anvendelser blev lukket.
- En borger udtrykker, at området er meget stort, hvorfor ændringen burde ske i forbindelse med kommuneplanen. Borgeren ytrer samtidigt, at det konkrete forslag ved Linde Allé 14, hvor der har været ønske om restauration, er i orden.
Forvaltningens bemærkninger
- Forvaltningen tager det til efterretning.
- Forvaltningen bemærker, at serviceerhverv skal leve op til miljømæssige krav, herunder støj-, lugt og luftgener mv. Forvaltningen bemærker desuden, at lokalplanens muliggørelse af serviceerhverv ikke muliggør erhvervstyper, som er ulovlige i henhold til øvrig dansk lovgivning.
- Forvaltningen bemærker, at kommuneplanen allerede nu giver den mulighed, som lokalplanen fastsætter for at muliggøre serviceerhverv i nærmere udpegede steder i lokalplanområdet. Forvaltningen vurderer derfor, at der ikke behov for at afvente en eventuel ændring i forbindelse med en kommende kommuneplan.
Politisk handlerum
Det kan besluttes, at ændre i udpegningen af områder, hvor der kan være serviceerhverv i stueetagen. Ændringen vil kræve at sagen sendes tilbage til forvaltningen, med henblik på at revidere lokalplanen, før forslag til lokalplantillæg kan sendes i ny offentlig høring.
Det kan besluttes ikke at vedtage lokalplantillægget. Dermed fastholdes den eksisterende anvendelse af stueetagen, og ansøgers ønske om at muliggøre restauration imødekommes ikke.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen