Mødedato: 24.02.2026, kl. 08:00
Mødested: Metalskolen, Slagslundvej 13, Slangerup

Garanti for lån til renovering af almen boligafdeling 3078 Bispebjerghjemmet, Bispebjerg

Se alle bilag
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til kommunal garanti for lån til renovering i form af lovliggørelse af ventilation og brandsikring i Samvirkende Boligselskabers boligafdeling 3078 Bispebjerghjemmet, beliggende Tagensvej 186. En kommunal garanti for almene boliger er kommunens sikkerhed over for realkreditinstitutter, som muliggør finansiering af renovering ved lån over 60 % af ejendommens værdi. Borgerrepræsentationens godkendelse er nødvendig for, at Samvirkende Boligselskaber kan optage realkreditlånet.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget bemyndiges til at stille garanti på op til 100 % af realkreditlån på op til 14,74 mio. kr. til renovering af Samvirkende Boligselskabers afdeling 3078 Bispebjerghjemmet under forudsætning af, at det endelige lån ikke afviger væsentligt i forhold til det oplyste.

Problemstilling

I 2025 konstaterede Samvirkende Boligselskaber en række forhold vedrørende brandsikring og ventilation i Bispebjerghjemmet, der kræver lovliggørelse, hvis Bispebjerghjemmet skal undgå at lukke på grund af risiko for brand- og røgspredning.

I den forbindelse er der behov for en kommunal garanti for et realkreditlån, der skal være med til at finansiere udgiften til brandsikring og ventilation. Det endelige behov for lån og garanti kan først endeligt fastlægges, når arbejderne er gennemført, men garantien vil blive meddelt indenfor rammerne af bemyndigelsen.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen godkender administrativt arbejderne i boligafdelingen og servicearealafdelingen i henhold til § 28 i lov om almene boliger.

Løsning

Bispebjerghjemmet omfatter en afdeling 3078 Bispebjerghjemmet med 90 plejeboliger og en afdeling 3079 Bispebjerghjemmet Serviceareal, der er udlejet til Københavns Kommune ved Sundheds- og Omsorgsforvaltningen.

Manglerne ved ventilation og brandsikring skyldes forhold ved byggeriets opførelse og omfatter både boliger og serviceareal. De nødvendige arbejder til udbedring af kritiske forhold blev på grund af deres hastende karakter igangsat medio juli 2025 efter godkendelse fra Teknik- og Miljøforvaltningen for at undgå en midlertidig lukning af plejehjemmet på grund af brandfare. De samlede arbejder forventes afleveret i september 2026.

Arbejderne er godkendt af Samvirkende Boligselskabers organisationsbestyrelse den 16. september 2025 og af afdelingsmødet den 24. september 2025.

Udgiften til udbedring af forholdene i plejeboligafdelingen finansieres dels med et realkreditlån på anslået 13,54 mio. kr. og med henlæggelser på 0,50 mio. kr. Et realkreditinstitut har foreløbigt anslået garantiprocenten til 74,84 %.

Borgerrepræsentationens bemyndigelse til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget til at stille garanti er fastsat til op til 100 % garanti for 14,74 mio. kr., som er den budgetterede byggeudgift for boligafdelingen tillagt 5 %. Den endelige byggeudgift og dermed realkreditlånets størrelse og den endelige garantiprocent fastlægges, når renoveringen er gennemført.

Udgiften til servicearealafdelingen på 4,5 mio. kr. afholdes af kommunen som lejer ved Sundheds- og Omsorgsforvaltningen ved en ekstraordinær indbetaling til afdelingens henlæggelser.

Politisk handlerum

Der kan i forbindelse med denne indstilling alene tages beslutning om, hvorvidt kommunen vil stille garanti for lånet til renoveringsarbejderne i afdeling 3078 Bispebjerghjemmet (plejeboligerne). Hvis det besluttes ikke at stille garanti, vil boligorganisationen skulle forelægge kommunen en ny finansieringsplan for boligafdelingen til godkendelse. Det kan ikke forventes, at boligafdelingen vil kunne opnå realkreditlån uden kommunal garanti udover de ca. 3,4 mio. kr. i restværdi til ugaranteret belåning, som beregnet af realkreditinstituttet. Det betyder, at resten af udgiften til arbejderne i boligafdelingen vil skulle finansieres på anden måde, for eksempel ved banklån.

Økonomi

Garantistillelsen medfører ikke i sig selv bevillingsmæssige konsekvenser for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget. Garantien kommer kun til udbetaling, hvis låntageren ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt garantistillelsen, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen meddele tilsagn herom til Samvirkende Boligselskaber. Når lånet og garantien kan endelig fastsættes, vil garantien blive forelagt Klima-, Miljø- og Teknikudvalget til godkendelse.

 

                                 Søren Wille

                                                                   / Karsten Biering Nielsen

 

 

Til top