Dispensation til støjoverskridelser ved visning af VM-kampe 2026, Amager Vest
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at forvaltningen udsteder dispensation fra overholdelse af støjgrænserne, ved visning af alle fodboldkampene fra arrangementet ”Fodboldfesten”.
Problemstilling
I forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold vises fodboldkampe på storskærm på et privat, indhegnet areal på Islands Brygge. Arrangementets titel er ”Fodboldfesten”. Der er offentlig og gratis adgang til arrangementerne. Kampene vises i perioden 11. juni 2026 til 19. juli 2026. Nogle af kampene vises frem til kl. 02, og senere ved eventuel forlænget spilletid. Fra torsdag den 11. juni til søndag den 14. juni modtog forvaltningen seks klager over støj fra arrangementet. Arrangørens egen støjmålinger viste støjniveau på 50-55 dB, hvilket er over den tilladte grænseværdi på 40 dB. Dette forhold er forvaltningen som miljømyndighed forpligtet til at håndhæve, evt. ved lukning af de enkelte arrangementer, hvis der fortsat klages over arrangementerne.
Forvaltningen skal i udgangspunktet iagttage sin rolle som miljømyndighed, men samtidigt er der et hensyn til, at der er tale om et større arrangement med gratis adgang og bred appel. Dertil er dette verdensmesterskab særligt ift. at der spilles kampe over flere dage og pga. tidsforskellen, vises kampene på senere tidspunkter end kampe spillet i Europa. Det kan derfor medføre støjgener for de omkringboende.
Løsning
I forbindelse med verdensmesterskaberne i fodbold vises fodboldkampe på storskærm på et privat, indhegnet areal på Islands Brygge – et arrangement der kaldes ”Fodboldfesten”. Forvaltningen orienterede den 11. juni 2026 Klima-, Miljø- og Teknikudvalget om mulige støjgener i notatet ”Forventede støjgener fra storskærmsarrangement på Islands Brygge” (bilag 2) og har fra torsdag den 11. juni til søndag den 14. juni modtaget seks klager over støj fra arrangementet.
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har mulighed for at beslutte, at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen skal dispensere fra kravet om overholdelse af Miljøstyrelsens grænseværdier for støj. Forvaltningen har foretaget én støjmåling og arrangøren har foretaget to støjmålinger og både arrangørens og forvaltningens støjmålinger, siden arrangementets start den 11. juni 2026, har vist overskridelse af grænseværdierne for støj. Forvaltningen har som nævnt modtaget seks klager over disse arrangementer i perioden 11. juni til 14. juni. Hvis der ikke gives dispensation, vil forvaltningen i udgangspunktet håndhæve grænseværdierne, da forvaltningen er miljømyndighed.
Arrangøren og grundejerforeningen (Havnestad)har lavet naboorientering i et større areal på Islands Brygge. Forvaltningen er i dialog med begge om, hvorledes de kan sørge for, at arrangementet medfører mindst mulige gener.
Arrangementet afholdes på et privat græsareal i den sydlige del af Havneparken på Islands Brygge. Arrangøren oplyser til forvaltningen, at der forventes op til 20.000 deltagere dagligt, og at der er plads til 8.000 deltagere på arrangementsområdet.
Politisk handlerum
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan vælge at beslutte, at
- der kun skal udstedes dispensation til nogle af kampene, fx kvartfinalen, semifinalen og finalen. Dette vil betyde, at hvis forvaltningen ved visningen af de andre kampe konstaterer overskridelser af støjgrænserne, vil det pågældende arrangement blive lukket. Dette vil kræve at der stilles ændringsforslag herom.
- visningen af kampene skal stoppe kl. 22, da dette er tidspunktet, hvor Miljøstyrelsens grænseværdier for støj, går til et lavere niveau. Dette vil kræve, at der stilles ændringsforslag herom.
Hvis Klima-, Miljø- og Teknikudvalget ikke godkender indstillingen, vil forvaltningen ved hver kamp, hvis der klages over arrangementet, vurdere om arrangementet skal lukkes. Forvaltningens umiddelbare vurdering er, at støjen fra publikum alene overskrider grænseværdien på 40 dB målt ved nærmeste facade.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen udstede dispensation fra overholdelse af støjgrænserne til arrangøren af VM-kampene.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach