Mødedato: 22.06.2026, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ansøgning om lån af tilskudsdeklarationsmidlerne til A/B Andelshuset Mølle Alle, Valby

Se alle bilag
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til ansøgning om lån af tilskudsdeklarationsmidlerne fra A/B Andelshuset Mølle Alle. Lånet skal anvendes til at finansiere et større renoveringsprojekt. Borgerrepræsentationen skal grundet kommunens bevillingsregler tage stilling til, om kommunen skal bevilge midlerne. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vurderer, at ansøgning vil kunne imødekommes, da anvendelsen af midlerne er i overensstemmelse med deklarationsmidlernes oprindelige formål.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at udlåne 5,4 mio. kr. af tilskudsdeklarationsmidlerne til A/B Andelshuset Mølle Alle.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

2. at der afsættes og frigives en bevilling til udbetalingen af lånebeløbet på i alt 5,4 mio. kr. til A/Andelshuset Mølle Alle på Klima-, Miljø og Teknikudvalgets bevilling Finansposter. Bevillingen finansieres af de til formålet reserverede midler i kommunens kasse, jf. økonomiafsnittet.

3. at lånebeløbet ved tilbagebetaling føres tilbage til de til formålet reserverede midler i kommunens kasse, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har modtaget ansøgning fra A/B Andelshuset Mølle Alle om et rentefrit lån af tilskudsdeklarationsmidlerne. Ejendommen har som vilkår for støtte ved opførelsen i starten af 1920’erne fået pålagt tilskudsdeklarationer, der sikrer, at andelsværdierne holdes nede.

Borgerrepræsentationen har den 27. august 1998 delegeret til Klima-, Miljø- og Teknikudvalget at træffe beslutninger om anvendelse af tilskudsdeklarationsmidlerne.

Løsning

Tilskudsdeklarationsejendommene har mulighed for at frikøbe sig fra tilskudsdeklarationen, hvilket giver kommunen et provenu, der ifølge lovgivningen skal øremærkes boligkulturelle formål til at fremme ny boligproduktion, boligfilantropi eller lignende, jf. bilag 2.

En del af disse tilskudsdeklarationsmidler anvendes til finansiering af vedligeholdelse og forbedring af andre tilskudsdeklarationsejendomme, så de fortsat kan opfylde deres oprindelige formål; at stille billige og gode boliger til rådighed for den mindre bemidlede del af befolkningen.

Nærværende ansøgning vil kunne imødekommes efter gældende praksis, idet støtten kan kategoriseres som "boligfilantropi eller lignende", som er deklarationsmidlernes oprindelige formål, jf. bilag 2.

Lån af tilskudsdeklarationsmidler er efter praksis rentefrie, når der er tale om støtte til vedligeholdelse eller etablering, hvorimod der kræves renter, når der er tale om egentlige forbedringer.

Lånet skal anvendes til at finansiere nødvendige arbejder i forbindelse med et større renoveringsprojekt, hvor foreningens tag samt flere stigrør skal udskiftes. Lånet vil bidrage til, at boligafgiften ikke kommer til at overstige de nuværende andelshaveres betalingsevne.

Ansøgning fra andelsforening, der er pålagt en tilskudsdeklaration
Forvaltningen har modtaget en ansøgning fra A/B Andelshuset Mølle Alle om rentefrie lån til finansiering af nødvendige arbejder i forbindelse med et større renoveringsprojekt. Det foreslås at yde lån, der dækker 1/3 af de budgetterede udgifter, hvilket svarer til 5,4 mio. kr. Da der hovedsageligt er tale om vedligeholdelsesarbejder, foreslås lånene ydet rentefrit. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vurderer, at anvendelsen af midlerne er i overensstemmelse med formålet, jf. bilag 2.

Borgerrepræsentationen har tidligere bevilliget lån af tilskudsdeklarationsmidlerne til finansieringen af 1/3 af arbejder på fem tilskudsdeklarationsejendommes klimaskærm (tag, ydervægge, vinduer og døre).

I forbindelse med denne lånebehandling stiller Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen de relevante betingelser vedrørende arbejdernes udførelse, udbud, arbejds- og sociale klausuler som lånevilkår.

Politisk handlerum

Hvis indstillingen ikke godkendes, vil andelsforeningen være nødsaget til at optage lån til hele renovering på anden vis. Det vil resultere i en markant højere huslejestigning for beboerne. Huslejeniveauet i foreningen ligger i dag mellem 3.300-5.400 kr. pr. måned. På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at give et kvalificeret estimat på den konkrete huslejestigning, da foreningens endelige lånebehov bliver klarlagt efter denne indstilling. Det er desuden svært for andelsforeningen at opnå realkreditlån grundet den tinglyste deklaration på ejendommen.

Økonomi

De udisponerede tilskudsdeklarationsmidler udgør i dag 23,8 mio. kr., jf. bilag 3, og er placeret under Økonomiudvalgets bevilling Finansposter (kommunekassen) og er øremærket til de i deklarationerne angivne boligsociale formål. Den budgetmæssige dækning findes ved, at der afsættes en bevilling til udbetalingen af lånebeløbet på i alt 5,4 mio. kr. til A/B Andelshuset Mølle Alle på Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens bevilling Finansposter. Bevillingen finansieres af de til formålet reserverede midler i kommunens kasse, hvor udbetalingen foretages fra.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser (beløb i 1.000 kr. og 2026 p/l)

At-punkt

Udvalg

Bevilling
(nr. og navn)

Indtægt (I)/
Udgift (U)

*Beløb i
1.000 kr.

(2026 p/l)

Varig?
ja/nej

2026

2

KTU

Finansposter

U

5.406

Nej

2

ØU

Finansposter

U

-5.406

Nej

I alt

-

-

-

0

-

Note: p/l = beløb er pris og lønreguleret til 2026-niveau.

Tabel 2. Frigivelse af midler

Udvalg

Aktivitet/
projekt

Bevilling
(nr. og navn)

Beløb i 1.000 kr.
(2026 p/l)
I 2026

KTU

Lån til A/B Andelshuset Mølle Alle

Finansposter

5.406

I alt

-

-

5.406

Lånet ydes rentefrit over 30 år med 10 års indledende afdragsfrihed. Som vilkår for lånene vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen kræve, at der udstedes pantebreve i ejendommen, at ejendommen har drifts- og vedligeholdelsesplaner, at der henlægges til vedligeholdelse i overensstemmelse med planen samt, at lånene skal indfries eller forrentes, hvis ejendommen frikøber sig fra deklarationen.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen udbetale lånet, når betingelserne herfor er opfyldt.

 

                                   Søren Wille

                                                               / Karsten Biering Nielsen

Til top