Administrationsgrundlag for midlertidige og mindre anlægsprojekter
Ved Budget 2026 blev der afsat midler i 2026-2028 til midlertidige og omkostningslette vej- og byrumsprojekter, som i 2026 er afsat til etablering af to sommergader i Middelalderbyen. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, at et nyt administrationsgrundlag danner grundlag for udmøntningen af resterende midler fra denne bevilling i 2027 og 2028 samt danner rammen for mindre og midlertidige projekter fremadrettet samles under ét arbejdsprogram, der skal sikre hurtigere eksekvering og med begrænsede omkostninger. For at understøtte dette formål og opnå synergi, skal Borgerrepræsentationen tage stilling til oprettelsen af et nyt anlægsprojekt, der kan samle bevillinger med lignende formål under et samlet projekt.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at administrationsgrundlaget danner grundlag for udmøntning af projektet ”midlertidige og omkostningslette vej- og byrumsprojekter” fra Budget 2026, jf. løsningsafsnittet.
- at
administrationsgrundlaget danner rammen for projekter, der gennemføres
under et nyt program ”Midlertidige og mindre anlægsprojekter 2026-2028”.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler:
- at der oprettes et nyt anlægsprojekt til programmet med navnet ”Midlertidige og mindre anlægsprojekter 2026-2028” på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Ordinær anlæg, jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
I forbindelse med Budget 2026 (BR 2. oktober 2025) (A, B, C, F, I, V, Ø, Å, Finn Rudaizky, Helle Jønch og Troels Chr. Jakobsen) blev der afsat 6 mio. kr. over tre år til en samlet indsats, der hurtigt og med begrænsede omkostninger kan etablere midlertidige tiltag, trafikale forsøg og mindre vejprojekter, der efterspørges fra politikere, borgere og lokaludvalg i Københavns Kommune. Bevillingen er fordelt på 1 mio. kr. i 2026, 3 mio. kr. i 2027 og 2 mio. kr. i 2028.
Midlerne i 2026 er blevet afsat til etablering af to sommergader i hhv. Skindergade og Studiestræde, som indebærer midlertidige byrumsmæssige ændringer i sommerperioden 2026 (jf. KTU 2. februar 2026 og bilag 3).
Løsning
Forvaltningen har vurderet, at det er hensigtsmæssigt med et administrationsgrundlag, der fastlægger rammerne for projekter i 2027 og 2028. Baggrunden herfor er, at der forventes flere lignende midlertidige og mindre anlægsprojekter i fremtiden. Forvaltningen vurderer, at der er behov for fremadrettet at kunne samle sådanne projekter under ét program, så der kan sikres hurtigere eksekvering med færre omkostninger.
Administrationsgrundlaget skal bruges til at styre udmøntningen af de resterende midler fra Budget 2026 i 2027 og 2028.
Lokaludvalgene bliver inviteret til at indmelde projekter for 2027 og 2028, som udvælges pba. administrationsgrundlaget, og hvor det fx vægtes højt, hvis projekterne allerede har været genstand for borgerinddragelse, så de er modnet med input fra borgere, eller udspringer af lokale ønsker.
Administrationsgrundlag
I
administrationsgrundlaget, der fremgår herunder, fastlægges, hvilke
projektkategorier der kan indgå og hvilke kriterier de skal opfylde.
Projekterne skal høre under en af følgende projektkategorier, der er uddybet i bilag 2:
- Trafik- og byrumsforsøg
- Midlertidige byrumsprojekter – herunder ’Sommergader’
- Mindre trafik-, byrums- og begrønningsprojekter
- Fremtidige bylivsgadepuljer
Endvidere skal projekterne opfylde kriterier, som er oplistet herunder:
- Trafikforsøg der kan gennemføres på steder, hvor de har mulighed for at forbedre forhold for gående og cykler.
- Projekter der kan give et bedre vidensgrundlag eller kvalificere kommende eller planlagte indsatser, fx i forbindelse med bydelsplaner, foranalyser for anlægsprojekter eller i forbindelse med planlagt genopretning.
- Projekterne udvælges på baggrund af forvaltningens vurdering at behov og realiserbarhed, samt dialog med lokale aktører som områdefornyelser og lokaludvalg. Herunder indgår en vurdering af behov for yderligere borgerinddragelse og om dette kan rummes økonomisk og tidsmæssigt.
- Der etableres ikke yderligere udeservering i forbindelse med etablering af byrumsforsøgene eller de midlertidige byrumsprojekter – herunder sommergader (jf. KTU 2. februar 2026).
- Projekterne anlægges i forskellige bydele for at opnå geografisk spredning.
Organisatorisk set-up for program for midlertidige og mindre anlægsprojekter
Forvaltningen vil samle både ”midlertidige og omkostningslette vej- og byrumsprojekter” (bevillingen fra 2026), og fremadrettet også andre lignende midlertidige og mindre anlægsprojekter under ét program, og vil hertil benytte administrationsgrundlaget som beskrevet ovenfor.
Forvaltningen screener løbende for nye lignende projekter for om de kan indgå i programmet, fx ved budgetnotater og områdefornyelser.
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget vil én gang om året få forelagt en sag om, hvilke projekter, der forventes anlagt det kommende år indenfor programmet samt status på igangværende projekter under programmet. Dette gælder både for projekterne, der udføres med midler fra ”midlertidige og omkostningslette vej- og byrumsprojekter” og øvrige projekter, der udvælges ved hjælp af administrationsgrundlaget. I samme sag vil udvalget blive orienteret om resultatet af det seneste års projekter, der er etableret inden for programmet.
Nyt anlægsprojekt – med navnet ”Midlertidige og mindre anlægsprojekter 2026-2028”
Samlingen under ét program og oprettelsen af et nyt anlægsprojekt med navnet ’Midlertidige og mindre anlægsprojekter 2026-2028’ skal muliggøre hurtigere eksekvering med færre omkostninger bl.a. gennem fælles projektering, enklere udbudsmateriale og færre udbud, hvilket også mindsker intern sagsbehandling og udgifter til eksterne. Oprettelsen af det nye anlægsprojekt er ren administrativ og ændrer ikke delprojekternes indhold eller ibrugtagning, der forsat vil følge bestemmelserne i de vedtagne budgetnotater, herunder konsekvenser for parkering og træer.
For at kunne gøre dette, skal der oprettes et nyt anlægsprojekt til programmet, som navngives ’Midlertidige og mindre anlægsprojekter 2026-2028’. Heri vil udmøntningen af eksisterende eller nye projekter med relevans blive udført i regi af programmet.
Parkering og træer
Indstillingen har ikke konsekvenser for parkering eller træer i forhold til udmøntning af midlerne fra midlertidige og omkostningslette vej- og byrumsprojekter i 2027 og 2028.
For eksisterende og nye projekter i programmet tages der stilling til parkering og træer i forbindelse med budgetvedtagelsen af disse.
Politisk handlerum
Udvalget kan beslutte, at andre forhold skal indgå i administrationsgrundlaget, herunder hvis andre kriterier skal indgå i udvælgelsen af projekter, fx hvis projekter skal centreres i bestemte bydele.
Mindre beslutninger implementeres med det samme, mens større beslutninger vil medføre, at sagen sendes tilbage til forvaltningen, der vender tilbage med en ny sag.
Økonomi
I forbindelse med Budget 2026 blev der på service afsat 6,0 mio. kr. (2026 p/l) på service over tre år til en samlet indsats, der omfatter midlertidige tiltag, trafikale forsøg og mindre vejprojekter, der hurtigt og med begrænsede omkostninger kan imødekomme efterspørgsel på indsatser fra borgere og lokaludvalg i Københavns Kommune. Bevillingen er fordelt på 1,0 mio. kr. i 2026, 3 ,0 mio. kr. i 2027 og 2,0 mio. kr. i 2028.
Med denne indstilling skal der oprettes et nyt anlægsprojekt med ”Midlertidige og mindre anlægsprojekter 2026-2028”. Projektet oprettes uden budget.
Nye anlægsprojekter bevilges fremover som tillægsbevillinger til dette projekt og forvaltningen vil senere vende tilbage med en særskilt indstilling, hvor relevante eksisterende bevillinger på anlæg indstilles sammenlagt med dette anlægsprojekt.
I den årlige sag om midlertidige og omkostningslette projekter (jf. tidligere) vil også indgå status på og overblik over bevillinger i programmet.
De afsatte midler i Budget 2026 til midlertidige og omkostningslette vej- og byrumsprojekter i 2026-2028, herunder sommergaderne i Skindergade og Studiestræde, vil blive udført i regi af servicebevillingen og ikke indgå i det nye anlægsprojekt.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, igangsætter forvaltningen arbejdet med at udpege projekter og indsatser med afsæt i administrationsgrundlaget med henblik på årligt at forelægge sag til Klima- Miljø- og Teknikudvalget med mulige projekter i 2027 og 2028 samt orientere om resultaterne af de gennemførte projekter.
Søren Wille
/ Peter Højer