Mødedato: 17.08.2026, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Øgede markedspriser for kommunal indsamling af erhvervsaffald

Se alle bilag
Virksomheder, der vil anvende kommunens indsamlingsordninger for affald og dermed de samme affaldsbeholdere, som borgerne anvender, skal tilmelde sig affaldsordningerne og betale markedspriser for dem til kommunen. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vurderer dog, at mange virksomheder anvender ordningerne uden at betale for dem. Det medfører, at borgerne betaler for virksomhedernes brug, hvilket er i strid med lovgivningen. Forvaltningen ser derfor behov for at tilføje yderligere ressourcer til, at kommunen sikrer tilmelding af virksomheder til indsamlingsordningerne. Det vil medføre øgede udgifter for kommunen og dermed øgede priser, som virksomheder betaler for at benytte ordningerne. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal på den baggrund tage stilling til reviderede markedspriser for kommunal indsamling af erhvervsaffald i 2027.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,

  1. at markedspriser for kommunal indsamling af erhvervsaffald jf. bilag 2 indgår i kommunens budgetforslag til Budget 2027, hvor de erstatter de priser, som Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkendte den 22. juni 2026. Der gives i den forbindelse en bevilling på overførsler på 3,2 mio. kr. i indtægter og 3,0 mio. kr. i udgifter i 2027 og frem til tilmelding af virksomheder, jf. tabel 1 i økonomiafsnittet.

Problemstilling

Kommunen har ifølge miljøbeskyttelsesloven mulighed for at tilbyde indsamling af erhvervsaffald til markedspris, men det er ikke et lovkrav, da virksomheder, i modsætning til borgerne, kan indgå aftaler med private affaldsindsamlere i stedet. Borgerrepræsentationen godkendte den 23. marts 2023 to indsamlingsordninger for erhvervsaffald, én for restaffald og én for genanvendeligt affald, som begge trådte i kraft den 1. juli 2023.

Da langt færre virksomheder, end forvaltningen forventede, er tilmeldt ordningerne, og da restaffaldskapaciteten ved mange ejendomme overstiger det behov, som borgerne burde have, vurderer forvaltningen, at mange virksomheder bruger ordningerne uretmæssigt. Det medfører ulovlig krydssubsidiering, idet grundejere opkræves for virksomhedernes brug.

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vurderer derfor, at der skal tilføjes yderligere ressourcer til at sikre korrekt tilmelding til ordningerne, hvilket vil medføre behov for en stigning i markedspriserne for 2027 i forhold til de markedspriser, som Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkendte den 22. juni 2026 ifm. behandlingen af Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets takstkatalog 2027.

Løsning

Håndtering af erhvervsaffald før den 1. juli 2023
Miljøbeskyttelsesloven har siden 2023 stillet krav om, at virksomheders benyttelse af kommunale indsamlingsordninger skal ske til markedspris. Før dette betalte virksomhederne de samme affaldsgebyrer, som husholdningerne betalte. I praksis skete det til deres grundejer via huslejen. Forvaltningen forventede i 2023 i forbindelse med Borgerrepræsentationens godkendelse af markedspriserne for 2023, at de virksomheder, der ville ønske at benytte indsamlingsordningerne, var de virksomheder, der i forvejen benyttede dem. Forvaltningen estimerede, at ca. 17.000 virksomheder benyttede ordningerne.

Status for håndtering af erhvervsaffald i 2026
I foråret 2026 er knap 5.400 virksomheder tilmeldt mindst en af de kommunale indsamlingsordninger. Ordningerne må kun benyttes af virksomheder, der ligger i blandede bolig- og erhvervsejendomme og vurderes at være mest relevante for mindre virksomheder. Det skyldes, at virksomhederne kun må anvende beholderne til genanvendeligt affald, hvis deres affaldsproduktion i art og mængde svarer til en husholdnings. Det bemærkes, at størstedelen af virksomhederne i Københavns Kommune kan betegnes som mindre virksomheder, da ca. 86% af virksomhederne har under 10 ansatte.

Generelt oplever forvaltningen, at ordningerne er svære og ressourcetunge at administrere og kommunikere omkring, både over for virksomheder, udlejere og borgere. Dels pga. uforståenhed over for lovkravet om, at virksomheder skal betale direkte til kommunen, dels da mange virksomheder ikke er bekendte med virksomhedens digitale postkasse, som benyttes til kommunikation med kommunen.

Forvaltningen vurderer, at det er svært at sikre tilmelding af alle de virksomheder, der reelt anvender de kommunale affaldsordninger. Der findes mere end 100.000 aktive virksomheder i kommunen, men mange af disse producerer ikke affald, og der sker løbende udskiftning af mange virksomheder. Hvis forvaltningen kan dokumentere en virksomheds brug af ordningerne, er der ikke hjemmel til at tvangstilmelde virksomheden. Da affaldsbeholderne i de kommunale ordninger er uden lås, kan forvaltningen i praksis ikke afholde en virksomhed fra at bruge dem, hvorfor forvaltningens muligheder er begrænset til håndhævelse gennem henstilling, indskærpelse og eventuel politianmeldelse.

Forvaltningen bemærker desuden, at siden etableringen har indsamlingsordningerne for erhvervsaffald udvist økonomisk underskud, hvilket er i strid med lovgivningen. Underskuddet skyldes bl.a. højere opstartsomkostninger og færre tilmeldte virksomheder end forventet. Underskuddet var 1,1 mio. kr. i 2023, 3,2 mio. kr. i 2024 og 9,7 mio. kr. i 2025. Underskud på ordningerne belaster kommunekassen, men er ikke omfattet af måltal.

Løsning for håndtering af erhvervsaffald fra 2027
Der foreslås derfor tilført ressourcer til at sikre tilmelding, fx ved direkte kontakt til virksomheder beliggende i ejendomme med stor restaffaldskapacitet til husholdningerne. Det skal finansieres af markedspriserne, som virksomhederne betaler, da det udelukkende vedrører indsamlingsordningerne for erhverv. Det vil medføre en stigning i priserne for 2027 på ca. 10% i forhold til de priser, som udvalget har godkendt den 22. juni 2026. De reviderede markedspriser fremgår af bilag 2 og 3.

Forvaltningen vurderer desuden, at en proaktiv tilmeldingsindsats ikke kan stå alene, da erfaringen er, at virksomhederne i mange tilfælde ikke reagerer på forvaltningens henvendelser. I sådanne tilfælde kan det blive nødvendigt at føre kontrol med, at virksomhederne ikke benytter kommunens beholdere ulovligt. Det kan ske ved fysisk fremmøde på virksomhedens adresse som led i kommunens myndighedsopgave, og det skal derfor skattefinansieres. Der vurderes at være behov for to årsværk til en sådan løbende kontrolindsats. Det kræver finansiering ved kommende budgetforhandlinger, hvis forvaltningen skal udføre kontrolindsatsen. Hvis der ikke afsættes finansiering til kontrol, vil det medføre betydelig risiko for fortsat ulovlig krydssubsidiering. I værste fald vil det være op til domstolene at afgøre, om kommunen har levet op til sine forpligtelser ved at føre kontrol med, at virksomheder ikke uretmæssigt anvender borgernes affaldsbeholdere.

Politisk handlerum
Det kan besluttes

  • at henvise finansiering svarende til to årsværk fra 2027 og frem til forhandlingerne om Budget 2027 til, at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen kan føre kontrol med, at virksomhederne ikke benytter kommunens affaldsbeholdere ulovligt. Indsatsen er afhængig af, at der afsættes finansiering ved kommende forhandlinger.
  • at sagen sendes tilbage til forvaltningen, såfremt de to indsamlingsordninger for erhvervsaffald ønskes afskaffet. En afskaffelse af ordningerne vil gøre det nemmere for borgere og virksomheder at forstå reglerne, da ingen virksomheder må benytte de kommunale affaldsbeholdere. Det vil forenkle sagsbehandlingen, da kommunen ikke længere skal vurdere, hvilke virksomheder der må bruge de kommunale affaldsbeholdere, eller hvor meget de skal betale for det. En afskaffelse af ordningerne betyder dog også, at alle affaldsproducerende virksomheder skal indgå aftaler med private affaldsindsamlere, hvilket forventes at medføre kritik fra de virksomheder, der bruger ordningerne i dag. Det vil også medføre flere affaldsbeholdere og tømninger og dermed risiko for støjgener. Endelig kan der blive mindre kildesortering af erhvervsaffald, da det kan være svært at finde plads til beholdere til alle de affaldstyper, som de kommunale ordninger giver virksomhederne adgang til i dag. Kommunen skal stadig undgå krydssubsidiering mellem borgere og erhverv, hvorfor der vurderes at være behov for to skattefinansierede årsværk til at føre kontrol med, at virksomhederne ikke benytter kommunens beholdere ulovligt. En afskaffelse af ordningerne kan tidligst ske fra den 1. januar 2028, da forvaltningen skal informere borgere og virksomheder mindst seks måneder i forvejen, og da de nødvendige regulativer skal tilpasses. Det bemærkes, at kun nogle af landets kommuner tilbyder indsamling af erhvervsaffald, og der er forskel på, hvilke løsninger de tilbyder. For eksempel gør Aarhus og Odense ikke, mens Aalborg, Esbjerg, Randers og Frederiksberg gør.
  • at sagen sendes tilbage til forvaltningen, såfremt restaffaldsordningen for erhverv ønskes afskaffet. Forvaltningen vurderer, at problemerne er størst ved restaffaldsordningen, fordi betalingen afhænger af, hvor meget restaffald der er ved ejendommen. En afskaffelse af kun restaffaldsordningen vil reducere risikoen for ulovlig krydssubsidiering, men skaber pladsproblemer, dog ikke i så stor udstrækning som en afskaffelse af begge ordninger.

Hvis indstillingen ikke godkendes, vurderer forvaltningen, at der er stor risiko for, at de to kommunale indsamlingsordninger for erhvervsaffald vil ende med et underskud i 2027, hvilket er i strid med lovgivningen.

Økonomi

En tilførsel af flere årsværk til en proaktiv tilmeldingsindsats vil medføre behov for en stigning i markedspriserne i forhold til de markedspriser, som Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt den 22. juni 2026. De reviderede markedspriser fremgår af bilag 2.

Hvis de reviderede markedspriser godkendes, skal der gives en indtægts- og udgiftsbevilling på overførsler. Bevillingen Erhvervsaffald skal derfor opskrives, jf. tabellen nedenfor.

De to årsværk til øget kontrol med, at virksomheder ikke anvender beholderne til husholdningsaffald uretmæssigt, skal skattefinansieres, jf. det politiske handlerum.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser (beløb i 1.000 kr.)

At-punkt

Udvalg

Bevilling
(nr. og navn)

Indtægt (I)/
Udgift (U)

2027

2028

2029

Varig?
ja/nej

1

KTU

1540 – Erhvervsaffald

Indtægt

 

-3.218

 

-3.218

 

-3.218

Ja

1

KTU

1540 – Erhvervsaffald

Udgift

 

2.990

 

2.990

 

2.990

Ja

1

ØU

Finansposter

Udgift

228

228

228

Ja

I alt

-

-

-

0

0

0

-

 

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen sende bilag 2 til Økonomiforvaltningen, så det kan indgå i kommunens budgetforslag i augustindstillingen til Budget 2027 sammen med de øvrige takster, som udvalget godkendte den 22. juni 2026. Indførsel af øget kontrol kræver finansiering ved kommende budgetforhandlinger.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet igangsætter en evaluering af kommunernes indsamlingsordninger for erhvervsaffald efter sommerferien. Det vides ikke, hvornår resultaterne af evalueringen vil ligge klar, men forvaltningen vil gennem KL bidrage til evalueringen. Hvis evalueringen giver anledning til ændringer i ordningerne, vender forvaltningen tilbage med en indstilling om dette.

                                                        Søren Wille

                                                                       / Karsten Biering Nielsen

Til top