Mødedato: 16.03.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Indtægtsbevilling til indsamling af batterier

Se alle bilag

I forbindelse med EU’s batteriforordninger, overtager batteriproducenternes kollektive ordninger det finansielle og organisatoriske ansvar for indsamling og behandling af batterier fra kommunerne. Det betyder bl.a., at kommunens indsamling af batterier, som tidligere har været finansieret via kommunens bloktilskud fra staten, med virkning fra den 1. januar 2026, skal finansieres af batteriproducenterne. Borgerrepræsentationen skal godkende en indtægtsbevilling, jf. Københavns Kommunes bevillingsregler. Derefter kan Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen opkræve betaling hos den kollektive ordning Batteriretur, som har fået tildelt batteriaffaldet i Københavns Kommune.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen opkræver betaling fra den kollektive ordning Batteriretur for indsamling af batterier i Københavns Kommune i henhold til den aftale, som kommunen har indgået med Batteriretur. Der skal på den baggrund gives en indtægts- og udgiftsbevilling på 2,2 mio. kr. på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Ordinær drift i 2026, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Som følge af EU’s batteriforordninger har batteriproducenternes kollektive organisationer overtaget det finansielle og organisatoriske ansvar for indsamling og behandling af batterier med virkning fra den 1. januar 2026. I den forbindelse har Miljøstyrelsen vurderet, at omkostninger til indsamlingsordninger for batterier fra den 1. januar 2026 hverken kan gebyr- eller skattefinansieres.

Kommunens indsamling af batterier har til og med den 31. december 2025 været finansieret via kommunens bloktilskud fra staten (det udvidede totalbalanceprincip - DUT). Kommunerne kan efter den 1. januar 2026 fortsat varetage batteriindsamlingen, men kun hvis kommunen indgår en privatretlig aftale med en kollektiv organisation om at indsamle batterier. Dette medfører, at kommunen skal have dækket alle omkostninger til indsamling af batterier hos producentansvaret.

Af Københavns Kommunes Bevillingsregler (BR 3. oktober 2024), fremgår, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indtægter til kommunale aktiviteter.

Løsning

Københavns Kommune er af Dansk Producentansvar, som opererer under Miljøstyrelsen, blevet tildelt den kollektive organisation Batteriretur. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har indgået en aftale med Batteriretur, der sikrer, at kommunen fortsat kan indsamle batterier i kommunen, og at Batteriretur refunderer kommunen herfor.

Forhandlingerne med Batteriretur er afsluttet med en aftale om, at Batteriretur betaler Københavns Kommunes omkostninger til indsamlingen af batterier i villaernes røde kasser til farligt affald, på genbrugs- og nærgenbrugsstationerne og i batteristandere ved etageboliger i 2026, samt et mindre beløb for administrative funktioner. Aftalen betyder, at batteristanderne ved etageboliger flyttes, så de står tæt på skabene til farligt affald, da de skal tømmes sammen. Indsamlingen af batterier sammen med farligt affald er en effektivisering af ordningen. Det forventes også, at antallet af batteristandere reduceres en smule, da det ikke ved alle ejendomme er muligt at placere standerne i nærheden af skabet til farligt affald, og da ikke alle ejendomme har skabe til farligt affald. Det er aftalt at genbesøge omkostningerne for indsamling efter seks måneder, og at forvaltningen i samarbejde med Amager Ressourcecenter I/S, der har indsamlingsopgaven, skal sikre yderligere optimering af indsamlingen.

For at forvaltningen kan opkræve betaling hos Batteriretur, skal Borgerrepræsentationen give forvaltningen en indtægtsbevilling, jf. Københavns Kommunes bevillingsregler. Da forhandlingerne med Batteriretur ikke blev afsluttet inden den 1. januar 2026, har det desværre ikke været muligt at sikre en indtægtsbevilling, inden aftalen med Batteriretur trådte i kraft. Forvaltningen har dog indsamlet batterier uden ophør, og med aftalen skal forvaltningen opkræve betaling hos Batteriretur for indsamling siden den 1. januar 2026.

Politisk handlerum

Aftalen med Batteriretur er allerede indgået, og den kan kun opsiges med seks måneders varsel i tilfælde af ændringer i lovgivningen, ved offentlige påbud, der medfører ændringer i samarbejdet, eller hvis Batteriretur gentagne gange har undladt at afhente de af kommunen indsamlede batterier. Der er derfor ikke et politisk handlerum i forhold til indtægtsbevillingen for 2026.

Aftalen ophører uden varsel den 31. december 2026, medmindre begge parter ønsker at gøre brug af muligheden for op til to års forlængelse. I så fald skal der tildeles en ny bevilling. Hvis aftalen ikke forlænges, skal Batteriretur fra den 1. januar 2027 selv varetage indsamlingen af batterier i Københavns Kommune eller indgå aftale med en privat indsamler.

Udvalget kan tilkendegive, hvorvidt det ønskes, at aftalen forlænges efter 2026 eller ej.

Økonomi

Indsamlingen af batterier har til og med den 31. december 2025 været finansieret via kommunens bloktilskud fra staten og vil fremover være finansieret via det udvidede producentansvar for batterier.

De bevillingsmæssige ændringer i forbindelse med den nye finansieringsform fremgår af tabellen nedenfor. Jf. aftalen med Batteriretur afregnes der pr. ton indsamlede batterier. Nedenstående budget er baseret på den forventede mængde for indsamlede batterier i Københavns Kommune i 2026, men de endelige indtægter og udgifter vil afhænge af den faktiske mængde indsamlede batterier.

Da kommunen skal have dækket alle omkostninger til indsamling af batterier hos batteriproducenternes kollektive ordning, må aktiviteten hverken påvirke affaldsgebyrerne eller kommunens skattefinansierede drift.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

(2026 p/l)

2026

Varig?
ja/nej

1.

KTU

1000 - Ordinær drift

I

-2.200

Nej

1.

KTU

1000 - Ordinær drift

U

2.200

Nej

I alt

-

-

-

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Forvaltningen skal ifølge aftalen opkræve Batteriretur kvartalsvist bagudrettet, dvs. den første faktura sendes til Batteriretur i starten af april 2026.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, kan Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen begynde at opkræve Batteriretur for indsamling af batterier.

 

                                               Søren Wille

                                                                 / Karsten Biering Nielsen

Til top