Mødedato: 14.09.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Drøftelse af evaluering af forvaltningens betjening af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Se alle bilag

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget får årligt forelagt sag for at drøfte forvaltningens betjening af udvalget med henblik på at opnå bedst muligt arbejdsvilkår for udvalget. Evalueringen i år har især fokus på at evaluere introprogram og -materiale til det nytiltrådte udvalg. Evalueringen kan tage udgangspunkt i de drøftelsesspørgsmål, der fremgår af sagen.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller overfor Klima-, Miljø- og Teknikudvalget,

  1. at forvaltningens betjening af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget drøftes med henblik på at evaluere betjening af udvalget og udvalgets arbejdsvilkår i det første halvår af valgperioden 2026-2029 med særligt fokus på introprogram og -materiale til det nytiltrådte udvalg.

Problemstilling

Klima-, Miljø, og Teknikudvalget har som udgangspunkt en årlig evaluering af Klima-, Miljø, og Teknikforvaltningens betjening af udvalget. Forvaltningen anbefaler, at denne første evaluering fokuserer på forvaltningens introprogram og -materiale.

Løsning

Der foreslås en todelt drøftelse med fokus på hhv. introduktionen for det nytiltrådte udvalg samt på den generelle betjening af udvalget.

Introprogram og materialer til det nyvalgte Klima-, Miljø-, og Teknikudvalg

Introforløbet for det nye Klima-, Miljø- og Teknikudvalg tog afsæt i anbefalinger fra Gruppeforpersonkredsen, der bl.a. anbefalede forvaltningerne at strække onboardingen af de nye politikere over tid, da der erfaringsmæssigt er meget at se til for de nye medlemmer af Borgerrepræsentationen. Herudover blev der i planlægningen inddraget tidligere erfaringer samt anbefalinger fra en undersøgelse af onboardingforløb for kommunalbestyrelsesmedlemmer gennemført af Kong Frederiks Center for Offentlig Ledelse i samarbejde med Kommunaldirektørforeningen. Endelig drøftede det tidligere Teknik- og Miljøudvalg forvaltningens udkast til onboardingforløb på deres udvalgsmøde den 25. august 2025.

Skriftligt materiale

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget modtog ved valgperiodens start skriftligt intromateriale med en overordnet introduktion til arbejdet i udvalget, forvaltningens betjening af udvalget og beskrivelse af forvaltningens arbejdsområder og opbygning.

Derudover modtog udvalget en række intronotaer om udvalgets forskellige politik- og fagområder. I notaterne var der især fokus på kort og præcist at beskrive, hvordan udvalget kan sætte retning for byens udvikling og forvaltningens arbejde. Der var derfor især fokus på at beskrive de områder, hvor udvalget har et stort politisk handlingsrum. De områder, hvor handlerummet er mere begrænset, fyldte derfor tilsvarende mindre. Alle de omtalte materialer er offentligt tilgængelige på kk.dk.

Introprogram

Der blev desuden gennemført et introprogram for udvalget i foråret 2026, som skulle introducere til udvalgsarbejdet generelt og til de forskellige politik- og fagområder. Programmet var tilrettelagt som en række temamøder og er desuden løbende blevet tilpasset på baggrund af udvalgets ønsker. Dette betyder også, at der fortsat er oplæg, der fortsat mangler at blive afholdt.

Endvidere har udvalget fået en introduktion til visionen Vores København, som det tidligere udvalg godkendte. Ligesom udvalget er blevet introduceret til arbejdet med de underliggende strategier, der skal sikre implementeringen af visionen. Udvalget har endvidere fået mulighed for at drøfte og sætte politisk retning for de fem strategier, der senere skal godkendes af udvalget.

Det er forvaltningens vurdering, at introprogrammet har givet god indsigt i områderne, men at det også har været forholdsvist tidskrævende for medlemmerne af udvalget. Ligesom programmet har taget længere tid at afvikle, end det oprindeligt var planlagt, eftersom der løbende er blevet tilføjet nye emner.

En del af introprogrammet har desuden været uformelle kaffemøder mellem udvalgsmedlemmerne og borgmesteren, samt uformelle kaffemøder mellem udvalgsmedlemmerne, direktionen og sekretariatschefen.

Endelig fik udvalget muligheden for at deltage i en faglig praktik i afdelingerne pba. et praktikkatalog. Denne mulighed er kun blevet benyttet i begrænset omfang.

Drøftelsesspørgsmål

  • Udvalget kan drøfte om de skriftlige intromaterialer var nemme at gå til, læse og forstå. Om udvalget oplevede at have det fornødne overblik, om sproget og fremstillingen var forståelig, og om notaterne havde det rette fokus på det politiske handlingsrum?
  • Udvalget kan drøfte, om det havde været bedre, hvis introprogrammet havde vært afgrænset til en kortere periode - fx i form af et todages introseminar inkl. overnatning og sociale aktiviteter.
  • Udvalgt kan drøfte om introforløbet generelt var afstemt efter udvalgets behov og forudgående viden. Om der fx blev foretaget de rette tilpasninger af programmet, og hvordan udvalget oplevede muligheden for at få afklaret spørgsmål løbende i perioden?
  • Endelig kan udvalget drøfte, om der er yderligere tiltag, som ville have styrket introprogram og -materiale?

Den generelle betjening af Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Forvaltningen har generelt fokus på at sikre en god betjening af udvalget, der sikrer den nødvendige indsigt i området og de sager, som udvalget har ansvar for.

Dette indebærer bl.a. at forvaltningen aktivt arbejder på at indstillinger og andre skriftlige produkter er velstrukturerede og præcise, så de er lette at forstå og afkode. Ligesom det indebærer at udvalget løbende orienteres om verserende sager både i forbindelse med udvalgsmøderne og via KTU-portalen.

Det er også et væsentligt fokus for forvaltningen, at udvalgsmedlemmerne oplever at blive vejledt tilstrækkeligt om sine politiske handlingsmuligheder fx i forbindelse med det politiske handlingsrum i indstillingerne samt i forvaltningens besvarelse af politikerspørgsmål og ved udarbejdelsen af budgetnotater.

Drøftelsesspørgsmål

  • Udvalget kan drøfte om forvaltningen lykkes med en velstruktureret, og præcis skriftlig formidling i notater, indstillinger mv.
  • Udvalget kan drøfte, om forvaltningen giver tilstrækkelig vejledning i politiske handlingsmuligheder fx om det politiske handlingsrum i indstillingerne fungerer.
  • Udvalget kan drøfte om de føler sig tilstrækkeligt orienteret om de øvrige sager de har ansvaret for. Herunder, hvordan udvalget oplever tilgængeligheden og responsen fra forvaltningen, når der er behov for afklaringer.

Politisk handlerum

Udvalget kan bede om, at forvaltningen på baggrund af udvalgets drøftelse vender retur med forslag til justeringer i forvaltningens betjening af udvalget.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har drøftet sagen, vil udvalgets evaluering indgå i forvaltningens videre arbejde med at betjene Klima-, Miljø- og Teknikudvalget

Søren Wille

                                            / Morten Rixen

 

Til top