Ændring af forretningsorden og kutymepapir for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget 2026-2029
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at ændre forretningsorden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget 2026-2029 ift. mulighed for borgmesters og forpersons benævnelse, jf. løsning og bilag 2.
- at ændre kutymepapir for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget 2026-2029 ift. præcisering i afsnit ’Lukkede møder’, jf. løsning og bilag 3.
Problemstilling
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget vedtog den 12. januar 2026 kutymepapir og den 24. februar 2026 forretningsorden for udvalget. Borgerrepræsentationen vedtog ændring af Styrelsesvedtægt for Københavns Kommune på baggrund af medlemsforslag om frivillig benævnelse som enten forperson, forkvinde eller formand, stillet af Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti, som forudsætter justering af udvalgets forretningsorden (BR 25. juni og 21. maj 2026), jf. bilag 4. Det følger af kommunestyrelseslovens § 20, stk. 3, at udvalgene selv fastsætter deres forretningsorden.
En ændring af forretningsordenen kræver to behandlinger i udvalget jf. forretningsordens § 18.
Løsning
Forretningsorden
De foretagne ændringer af forretningsorden omfatter §§ 2, 8 og 9, hvor benævnelsen ’forperson’ ændres til ’enten forperson, forkvinde eller formand’ samt at benævnelsen ’næstforperson’ ændres til ’enten næstforperson, næstforkvinde eller næstformand’. Det fremgår desuden, at den udpegede eller valgte person selv kan vælge, hvilken af de tre benævnelser vedkommende ønsker at bruge. De foreslåede ændringer fremgår med markering af bilag 2.
Kutymepapir
Der er på baggrund af medlemsforslag om benævnelse af borgmester og forperson ikke justeret i kutymepapiret.
I kutymepapiret er præciseret, hvornår udvalgets medlemmer kan udtale sig om en sags udfald på mødet, samt forslag til fastsættelse af praksis for, at udvalget afventer mødets slutning ift. udtalelser og oplysninger til eksterne parter. De foreslåede ændringer fremgår med markering af bilag 3.
Ændringen af kutymepapiret kræver ikke en andenbehandling.
Politisk handlerum
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte ændringer til udvalgets forretningsorden (bilag 2) og kutymepapir for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget (bilag 3). Hvorvidt en foreslået ændring kan foretages, beror på en konkret vurdering af, om det ligger inden for rammerne af bl.a. Lov om Kommunernes Styrelse. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vil foretage denne vurdering for hvert forslag.
Udvalget kan eksempelvis ændre forretningsorden for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget 2026-2029 § 5 ift. mulighed for, at foretræder selv disponerer over de op til 10 min (eller seks minutter ved mere end tre foretræder til samme sag), et foretræde kan vare.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil udvalget blive forelagt forretningsorden til andenbehandling på kommende møde, hvorefter den offentliggøres på kk.dk. Kutymepapir er gældende fra dette møde og opdateres på borgerrep.dk.
Søren Wille
/ Morten Rixen