Mødedato: 13.04.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Overtagelse af Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen, Indre By

Se alle bilag

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at Københavns Kommune overtager ejerskab af Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen, herunder bemyndige at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen overtager broernes understøttende og konstruktive følgeanlæg til offentlig vej. Broerne er i dag private fællesveje, og forvaltningen vurderer, at der er grundlag for kommunal overtagelse af broerne grundet andelen af gennemkørende trafik. Overtagelsen medfører, at der skal afsættes midler til fremtidig drift og vedligehold af broerne. Nuværende ejer mener, at kommunen burde have overtaget broerne tidligere og forventeligt vil søge kompensation for udgifter afholdt til løbende drift og vedligehold.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Klima- Miljø – og Teknikforvaltningen bemyndiges til at overtage Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen, inklusive private arealer med brokonstruktioner og følgeanlæg, til offentlig vej, herunder at der afsættes den tilhørende afledte drift, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

I forbindelse med byudviklingen af Holmen overtog Københavns Kommune Danneskiold-Samsøes Allé til offentlig vej i 2010 (BR 29. oktober 2009). Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen, der fører vejen over to af områdets kanaler, indgik ikke i vejoverdragelsen, da Klima-, Miljø og Teknikforvaltningen vurderede selve broerne som private bygværker og vejene på broerne som private fællesveje. Broerne og vejstykkerne (på broerne) blev derfor fastholdt som private, og er det fortsat i dag, jf. bilag 2.

Løsning

Baggrund
Ejer har tidligere og nu på ny anmodet kommunen om at overtage broerne. Det er forvaltningens vurdering, at der er grundlag for kommunal overtagelse af broerne efter privatvejsloven, idet § 58 forpligter kommunen til hvert femte år at vurdere, om en privat fællesvej er så trafikeret, at den bør overtages som offentlig vej. Dertil gælder det, at kommunen skal overtage private fællesveje eller nedbringe den gennemkørende trafik, hvis andelen af denne overstiger 50 %. Der er i dag 100 % gennemkørende trafik på Frederiksholmsbroen. En tælling fra 2015 viste, at 61 % af trafikken på Nyholmsbroen, var gennemkørende. Af hensyn til fremkommeligheden på vejnettet, finder forvaltningen det ikke muligt at nedbringe den motorkørende gennemkørende færdsel til under 50% gennem trafikregulering.

Ejer af broerne har af flere omgange i løbet af de sidste 14 år ønsket at overdrage broerne til Københavns Kommune. Der har imidlertid ikke været enighed om betingelserne herfor, bl.a. grundet tidligere lovgivning og forvaltningens krav om at ejer skulle overdrage midler til fremtidig drift og vedligehold samt istandsætte Frederiksholmsbroens hydraulik. Disse krav blev fremsat ud fra en betragtning om, at broerne var private bygværker, der var adskilt fra vejstykkerne ovenpå, som kommunen derfor ikke havde pligt til at overtage. Forvaltningen vurderer i dag, at broerne, dvs. både bygværker og vejstykker,  er private fællesveje.

Overtagelse af broerne
Med godkendelsen af indstillingen overtager Københavns Kommune Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen til offentlig vej pr. 1. juli 2026. Med overtagelsen af de to broer overtager kommunen pligten til drift og vedligehold, hvorfor der afsættes mider hertil, jf. økonomiafsnittet. Ved at imødekomme ejers anmodning om kommunal overtagelse af broerne, opfylder kommunen sin forpligtelse, jf. privatvejslovens § 58, stk. 1. Overtagelsen af broerne er i overensstemmelse kommunens nuværende praksis for nye byudviklingsområder, hvor kommunen overtager private broer, der indgår i de offentlige veje, når ejeren ikke er en professionel infrastrukturforvalter (fx Banedanmark, Metroselskabet, mv.).

Ejer har efter aftale med forvaltningen renoveret broerne, inklusive kørebanebelægninger og værn. Da Frederiksholmsbroen er oplukkelig, er åbne-lukkemekanismen og det tilhørende hydrauliske anlæg gennemgået og konstateret funktionsdygtigt. Frederiksholmsbroen åbnes og lukkes ca. 25 gange årligt, hvilket i dag varetages af et frivilligt brolaug, der også står for åbning og lukning af den nærliggende kommunale bro, Proviantbroen. Efter overtagelsen af Frederiksholmsbroen fortsætter brolauget med at stå for åbning og lukning. Nyhavnsbroen kan ikke åbnes.

Overtagelse af arealer med broernes følgeanlæg
En del af broernes konstruktioner og følgeanlæg er i dag beliggende på privat areal. Af driftsmæssige hensyn ønsker forvaltningen, at broerne i deres helhed overtages til offentligt vejareal, så forvaltningen er sikret den nødvendige adgang ifm. drift og vedligehold af broerne. Med overtagelsen af broerne bemyndiges forvaltningen også til at overtage arealer med broernes følgeanlæg til offentlig vej, jf. bilag 3. Forvaltningen er i dialog med de berørte grundejere om fastlæggelse af kommende skel og driftsgrænser og har på baggrund heraf forventning om, at der kan indgås frivillig aftale om overdragelse af de berørte arealer til kommunen.

Forvaltning vil ifm. arealovertagelsen håndtere evt. behov for sikring af byggeretter og krav til friarealer inden overtagelsen. Økonomi til afledt drift og vedligehold af broernes konstruktive følgeanlæg er indeholdt i det samlede driftsoverslag jf. økonomiafsnittet. Hvis forvaltningen mod forventning ikke indgår frivillig aftale om arealafståelse med de berørte grundejere, vender forvaltningen retur med forslag til ny proces for sikring af broernes tilstedeværelse og evt. justering af driftsmidler.

Kommunens overtagelse af broerne kan eventuelt følges af et krav fra nuværende ejer om erstatning for løbende udgifter afholdt til drift og vedligehold af de to broer. Forvaltningen vil juridisk forholde sig et krav om erstatning, hvis et sådan rejses.

Høring

Der er ikke gennemført høring om kommunens overtagelse af Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen, idet overtagelsen sker efter anmodning fra ejer, og forvaltningen vurderer, at der ikke er øvrige parter i sagen. Overtagelse af broernes følgeanlæg sker efter høring og dialog med de enkelte berørte grundejere. På baggrund den hidtidige dialog med grundejerne er det forvaltningens forventning, at der kan indgås frivillig aftale om overtagelse af arealer med følgeanlæg.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte, at forvaltningen først overtager Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen, når der er indgået aftale om arealoverdragelse for de tilgrænsende følgeanlæg med de enkelte grundejere. Det forventes, at sagsbehandlingen i så fald forlænges i op til et år. Da ejerens driftsaftale for Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen udløber ved udgangen af juni 2026, vil en udskydelse af overtagelsen betyde, at ejer skal forlænge eller indgå ny aftale om drift og vedligehold af broerne frem til kommunens overtagelse.

Økonomi

Københavns Kommunes overtagelse af Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen medfører behov for, at der afsættes driftsmidler til renhold og vedligehold af belægninger, bygværker samt drift af beplantning. Da Frederiksholmsbroen oplukkes vha. en hydraulisk pumpe, er driftsudgifterne højere, end hvis broen ikke var oplukkelig.

I alt er der merudgifter til afledt drift på 0,47 mio. kr. årligt. Beløbet indarbejdes i en kommende budgetindstilling i en pulje under Økonomiudvalget. Midlerne udmøntes per 1. januar 2027, imens broerne overtages per 1. juli 2026. Den afledte drift mellem d. 1. juli 2026 og d. 1. januar 2027 afholdes inden for det nuværende driftsbudget.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen fremsende afgørelse om kommunens overtagelse af Frederiksholmsbroen og Nyholmsbroen til ejer og fortsætte dialogen med de grundejere, der skal afstå arealer med henblik på gennemførelse af overtagelse af følgeanlæg.

 

Søren Wille

/ Peter Højer

 

Til top