Stoppesteder for Hop On - Hop Off busser, herunder ved Marmorkirken, Indre By
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, at forvaltningen udarbejder administrationsgrundlag for placering af stoppesteder for sightseeingbusserne Hop On-Hop Off. Dette for at skabe en gennemsigtig praksis for tilladelser til stoppesteder og samtidig sikre, at busdriften indpasses bedst muligt i byens trafik og byrum. Udvalget skal desuden tage konkret stilling til forskellige scenarier for placering af stoppested for Hop on-Hop Off ved Marmorkirken, da der lokalt opleves gener i dette område, men forvaltningen ikke på nuværende tidspunkt kan pege på et alternativt stoppested, som kan betjene området omkring Amalienborg og Marmorkirken.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at forvaltningen udarbejder et administrationsgrundlag for Hop On-Hop Off busser i København.
- at der vælges mellem tre scenarier:
- Scenarie A: at Hop On-Hop Off stoppested i Frederiksgade ved Marmorkirken bibeholdes permanent.
- Scenarie B: at Hop On-Hop Off stoppested i Frederiksgade nedlægges, hvorefter der kun er stoppested ved Kgs. Nytorv og Churchillparken.
- Scenarie C: at Hop On-Hop Off stoppested i Frederiksgade bibeholdes midlertidigt, og at udvalget tager stilling til, om det skal flyttes til Toldbodgade, når der foreligger et projekt for Toldbodgade.
Problemstilling
Teknik- og Miljøudvalget anmodede den 25. august 2025 om sag til politisk beslutning om mulighed for at nedlægge stoppesteder for sightseeingbusserne Hop On-Hop Off med særligt fokus på stoppestedet i Frederiksgade ved Marmorkirken bl.a. på baggrund af en række borgerhenvendelser. I den forbindelse har forvaltningen afdækket, at et administrationsgrundlag kan bidrage til at regulere placering af stoppestederne.
Løsning
Mulighed for nedlæggelse af Hop On-Hop Off stoppesteder
Hop On-Hop Off busserne kører efter rutetilladelser udstedt af Færdselsstyrelsen, som fastlægger både rute og stoppesteder efter høring af kommunen og Movia. Med politiets samtykke har forvaltningen dog kompetence til at regulere vejenes anvendelse, herunder etablere, ændre eller nedlægge stoppesteder for busserne. Et stoppested er en trafikal funktion, og forvaltningen skal vurdere de enkelte stoppesteder i forhold til vejens udnyttelse, trafiksikkerhed, fremkommelighed og omgivelser. Hvis forvaltningen gennemfører ændringer, som betyder, at det fastlagte rutegrundlag ikke længere kan opretholdes, skal operatøren indhente en ny rutetilladelse fra Færdselsstyrelsen.
Udarbejdelse af et administrationsgrundlag for placering af Hop On-Hop Off stoppesteder
Der findes i dag ikke et administrationsgrundlag for sightseeingbusser som Hop On-Hop Off, som fastlægger principper for de trafikale hensyn om etablering, ændring og nedlæggelse af stoppesteder, der skal indgå i forvaltningens vurdering. Hop On-Hop Off busserne er ikke omfattet af Københavns Kommunes Handlingsplan for transport af turister, fordi handlingsplanen alene omfatter busser, der ikke kører i rute, og idet Færdselsstyrelsen er myndighed på linjeføringen for Hop On-Hop Off busserne.
Forvaltningen foreslår derfor, at der udarbejdes et administrationsgrundlag, der med klare og ensartede principper kan skabe en gennemsigtig og forudsigelig praksis i sagerne og samtidig at sikre, at busdriften indpasses bedst muligt i byens trafik og byrum.
Forvaltningens forslag til administrationsgrundlag for forvaltningens sagsbehandling af sager om Hop On-Hop Off stoppesteder vil komme i høring i branchen, og forventes fremlagt for udvalget ultimo 2026.
Stoppestedet ved Marmorkirken
Stoppestedet ved Marmorkirken blev opsat i maj 2023. Hop On-Hop Off busserne havde tidligere et stop i Toldbodgade, der blev rykket til Frederiksgade ved Marmorkirken, fordi Toldbodgade i øjeblikket er ensrettet på grund af Mærsks byggeri i Amaliegade. Forvaltningen vurderede, at placeringen ved Marmorkirken er teknisk og trafikalt den mest optimale mulighed i området. Placeringen giver mindst mulige gener for trafikafviklingen og sikrer samtidig god adgang til metro og områdets centrale attraktioner. Det var oprindeligt forvaltningens forventning, at stoppestedet flyttes tilbage til Toldbodgade, når ensretningen af Toldbodgade blev ophævet. Om dette fortsat er muligt afhænger af, hvordan Toldbodgade besluttes indrettet, når udvalget forventes forelagt sag herom senere i andet kvartal 2026. Bilag 2 viser bussernes rute med stoppet ved marmorkirken.
Marmorkirkens repræsentanter har anført, at Hop On-Hop Off busserne er generende for kirkens aktiviteter, selv om der er en aftale mellem kirken og busoperatøren om koordinering af buskørsel ved kirkelige handlinger. Kirken mener dog, at ordningen er sårbar på grund af risiko for forglemmelser. Beboere i området har derudover anført, at der opstår farlige situationer med busserne foran kirken, fordi der er mange turister på kørebanen.
Forvaltningen har i dialogen med borgere og repræsentanter for Marmorkirken fastholdt beslutningen om at placere et stoppested for Hop On-Hop Off busser ved Marmorkirken på baggrund af en trafikal vurdering, men på grund af den utilfredshed med stoppestedet, der har vist sig, indstiller forvaltningen, at udvalget træffer beslutning om valg mellem scenarierne A – C om placering af stoppestedet:
- Scenarie A: at Hop On-Hop Off stoppestedet i Frederiksgade ved Marmorkirken bibeholdes permanent.
- Scenarie B: at Hop On-Hop Off stoppestedet i Frederiksgade nedlægges, hvorefter Hop On-Hop Off selskabet har stoppested ved Kgs. Nytorv og Churchillparken.
- Scenarie C: at Hop On-Hop Off stoppestedet i Frederiksgade bibeholdes midlertidigt, og at udvalget tager stilling til, om det skal flyttes til Toldbodgade, når der foreligger et projekt for Toldbodgade.
Der er for nuværende ikke er et alternativt stoppested i området nær Marmorkirken/Amalienborg. Hvis alternativ B vælges, kan busserne derfor alene benytte de eksisterende stoppesteder på Kgs. Nytorv og på Churchillparken. Forvaltningen vurderer ikke, at der på strækningen fra Kgs. Nytorv til Grønningen er andre trafiksikre muligheder for stoppesteder for Hop On-Hop Off busser grundet mængden af trafik på Bredgade. Hvis scenarie B vælges, vil turisterne skulle gå længere for at besøge Marmorkirken.
Forvaltningen fremlægger på dette møde også sag om projekt om fredeliggørelse af Churchillparken, hvor et stoppested for Hop On-Hop Off busser forventes nedlagt. Forventningen vurderer dog, at der kan indrettes et stoppested i umiddelbar nærhed af det eksisterende på Churchillparken, enten ud for Frihedsmuseet eller på Grønningen, og tidsmæssigt uafhængigt af Churchillparken-projektet.
Forvaltningen forventer snarest i anden kvartal 2026 at fremlægge en indstilling om et projekt om fredeliggørelse af Toldbodgade , hvor der skal tages stilling til indretningen af Toldbodgade, herunder muligheden for stoppesteder. Ovennævnte projekt i Churchillparken betyder, at den nuværende bussløjfe via Nordre Toldbod og Churchillparken og tilbage på Esplanaden, fjernes. Det vil have den betydning, at busser ikke længere kan vende i området, og Toldbodgade er således nødvendig, hvis busserne skal kunne køre gennem Esplanaden. For nærværende sag om stoppestedet ved Marmorkirken vil det have den betydning, at der potentielt nedlægges to stoppesteder på meget turistattraktive lokationer.
Afhængigt af de politiske beslutninger for Toldbodgade vil det tidligst være muligt at omlægge driften for Hop On-Hop Off til Toldbodgade medio 2028, da Toldbodgade frem til dette tidspunkt forventeligt vil være ensrettet grundet anlægsprojekter på strækningen (Mærsks byggeri og det potentielle anlægsprojekt på Toldbodgade).
Bilag 6 viser alternative ruteføringer.
Høring
Forvaltningen har i perioden mellem den 10. februar til den 9. marts 2026 sendt et forslag om at bibeholde stoppestedet på Frederiksgade i høring. Der er indkommet 55 høringssvar, fordelt på 49 fra borgere, to fra ejerforeninger, tre aktører fra turismebranchen (Stromma, Dansk Persontransport og Dansk Industri, Transport & Mobilitet). Bilag 3 og 4 indeholder en oversigt over høringssvar.Borgerne i området er primært bekymret for forurening, støj, trafiksikkerhed, ophold på vejbanen samt hensyn til kirken og området. Menighedsrådet i Marmorkirken har blandt andet anført, at busserne kører meget tæt på bisættelsesrustvogne og pårørende ved kirkens hoveddør, og at det er svært at tilbyde sorgsamtaler i præsteværelset og konfirmationsundervisning, som hæmmes af støjen fra busserne udenfor. Dertil kommer, at busserne er til fare for de mange mennesker, der går på gaden omkring Marmorkirken, som i god tro opfatter vejen som en gågade.
Forvaltningens bemærkninger
Forvaltningen vurderer ikke, at busserne medfører væsentlige gener ud over den eksisterende trafik i området. Støj og forurening forventes reduceret i takt med indfasningen af elbusser, men forvaltningen vil indskærpe reglerne om tomgang overfor Hop On – Hop Off selskaberne. Stromma har oplyst, at udskiftningen til elbusser påbegyndes i efteråret 2026, hvor de første tre elbusser sættes ind på ruten.
Operatøren, der benytter stoppestedet ved Marmorkirken, anfører, at virksomheden har en rutetilladelse, som inkluderer stoppestedet ved Marmorkirken. De anfører desuden, at virksomheden har foretaget betydelige investeringer i emissionsfrit materiel til brug for denne kørsel, og at en nedlæggelse af stoppestedet vil medføre væsentlige omkostninger for virksomheden. Operatøren oplyser derudover, at der har været dialog og samarbejde med Marmorkirken med henblik på at tage hensyn til kirkelige handlinger.
Dansk Person Transport vurderer, at stoppestedet i Frederiksgade bag Marmorkirken er en hensigtsmæssig placering, både af hensyn til trafikafviklingen og nærheden til flere væsentlige turistattraktioner, herunder metrostationen. Dansk Person Transport er samtidig af den opfattelse, at der skal tungtvejende og saglige grunde til, hvis Københavns Kommune ønsker at nedlægge et stoppested, og at der i så fald bør anvises et alternativt stoppested, der kan opfylde samme behov.
Politisk handlerum
Hvis udvalget beslutter, at der ikke skal udarbejdes et administrationsgrundlag, vil forvaltningen vurdere henvendelser om oprettelse eller nedlæggelse af stoppesteder for Hop On-Hop Off fra sag til sag.Økonomi
Indstillingen har i sig selv ikke økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen orientere interessenterne i området herom og igangsætte udarbejdelsen af et administrationsgrundlag, der efter høring hos branchen, forventes forelagt udvalget ultimo 2026.
Søren Wille
/ Peter Højer