Mødedato: 13.04.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Håndtering af medlemsforslag om mere liv på Kalvebod Brygge, Vesterbro

Se alle bilag

På baggrund af medlemsforslag om mere liv på Kalvebod Brygge stillet af Venstre (BR 30. april 2025) skal Klima-, Miljø- og Teknikudvalget behandle Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens forslag til, hvordan der kan skabes mere liv på Kalvebod Brygge. Området er ikke kommunalt ejet, hvorfor kommunens direkte handlemuligheder er begrænsede. Indstillingen indeholder en justering af forskriften for udendørs musikarrangementer på Bølgen. Ændringer i forskrifter skal godkendes i Borgerrepræsentationen.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende, at ”Forskrift vedrørende udendørs musikarrangementer” ændres således, at der på Bølgen, Kalvebod Brygge, årligt kan afholdes 20 arrangementer, jf. bilag 6.
  2. at medlemsforslag om mere liv på Kalvebod Brygge stillet af Venstre, jf. Borgerrepræsentationen den 30. april 2025 er hermed håndteret (bilag 2).

Problemstilling

Borgerrepræsentationen vedtog den 30. april 2025 at pålægge Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen at afdække mulighederne for at skabe et mere levende miljø langs Kalvebod Brygge, så områdets potentialer fx kan udnyttes til mere restaurationsliv, herunder udeservering, samt at skabe flere rekreative tilbud langs bryggen og på vandet.

Forvaltningerne har på denne baggrund undersøgt handlemulighederne, samt afholdt møde med relevante grundejere, virksomheder, lokaludvalg og beboerforeninger (bilag 5).

Forvaltningerne vurderer, at kommunens handlerum pt. er begrænset, idet området er privatejet, og private aktørers investeringer i området derfor afhænger af, om de nødvendige kommercielle forudsætninger for at drive restaurationsdrift i området er til stede. En eventuel lokalplan for større eller mindre dele af området kan på sigt understøtte udviklingen. 

Løsning

Kalvebod Brygge udviklede sig fra industrihavn til et moderne kontorområde fra 1990’erne og frem (bilag 4), men området kritiseres for manglende byliv og begrænset tilgængelighed. Kalvebod Bølge fra 2013 har skabt mere aktivitet ved havnen, men der vurderes fortsat at være plads til flere rekreative funktioner.

Forskrift vedrørende udendørs musikarrangementer
Bølgen, Kalvebod Brygge, er omfattet af Københavns Kommunes forskrift vedr. udendørs musikarrangementer, hvilket på nuværende tidspunkt betyder, at der årligt kan holdes 10 arrangementer med en varighed på tre timer, og hvor støjgrænsen målt ved nærmeste beboelsesfacade højst må være 70 dB(A).

Forvaltningen indstiller, at disse begrænsninger justeres således, at der i stedet kan tillades 20 arrangementer med en varighed på tre timer, og hvor støjgrænsen målt ved nærmeste beboelsesfacade fortsat må være 70 dB(A). Ændringerne i forskriften fremgår med rødt skrift af bilag 6.

Forvaltningen vurderer på baggrund af Bølgens afstand fra nærmeste beboelse, at en støjgrænse på 70 dB(A) på nærmeste beboelsesfacade er tilstrækkelig til, at der kan afspilles musik på et ønskeligt niveau for arrangører. Forvaltningen skal gøre opmærksom på, at forvaltningen siden 2021 har modtaget 15 klager vedr. støj fra arrangementer på Bølgen.

Dialogmøde den 6. november 2025
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har på baggrund af medlemsforslaget afholdt et dialogmøde med grundejere langs Kalvebod Brygge, Indre By Lokaludvalg, Vesterbro Lokaludvalg, samt andre relevante organisationer og virksomheder (bilag 5).

På mødet var der bred enighed om, at Kalvebod Brygge rummer et potentiale for udvikling, men at det kræver en fælles og sammenhængende vision, hvis man skal lykkes med at skabe et mere levende Kalvebod Brygge.

Grundejerne anerkendte ønsket om at skabe mere byliv, men pegede samtidig på flere praktiske udfordringer – herunder økonomi, drift og renhold – som aktuelt betyder, at området ikke vurderes at have et kommercielt grundlag for investeringer i restauranter og rekreative aktiviteter. Forvaltningen har undersøgt muligheden for at understøtte med renhold i området, men dette er ikke en mulighed, da der er tale om privat matrikel.

Indfaldsvejene til Kalvebod Brygge
Under dialogmødet med relevante aktører (bilag 5) blev det peget på, at adgangen fra byen til kajområdet i dag er besværlig for fodgængere og cyklister. Den eksisterende trafikale indretning betyder, at ankomsten til kajen i begrænset omfang opleves som indbydende, hvilket påvirker anvendelsen af området og mængden af fodgængertrafik.

Forvaltningen vurderer, at adgangsforholdene har betydning for områdets byliv og dermed også det kommercielle grundlag for restaurationsdrift mv.

Lokalplaner
Området er i dag omfattet af fire lokalplaner: Lokalplan 305 Kalvebod Brygge Nord II, Lokalplan 305-1 Kalvebod Bølge, Lokalplan 202 Fisketorvet og Lokalplan 585 Pumpestationen (se bilag 3).

For at styrke områdets byliv og skabe bedre kommercielle forudsætninger for investeringer i restaurationsdrift og rekreative tilbud kan der udarbejdes en lokalplan, hvor det er muligt at stille krav om publikumsorienterede erhverv i stueetagen. Derudover kan der medtages bestemmelser for anvendelsen af vandarealet.

Aktivering af vandet
Muligheden for flere aktiviteter på vandet forudsætter bolværksejernes vilje til at investere heri samt tilstedeværelsen af bæredygtige kommercielle forudsætninger. Ved anlæg og aktiviteter på vandet kræves tilladelse fra bolværksejeren. By & Havn og evt. Trafikstyrelsen skal give tilladelse og/eller dispensation, og anlæg kan også kræve byggetilladelse fra Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Der findes i dag allerede enkelte rekreative og restaurationsrelaterede aktiviteter på vandet, herunder Bølgen, kajakudlejning, sauna- og cafevirksomhed og konferencefaciliteter.

I dag er der bådtrafik ud for Kalvebod Brygge, herunder med havnebussen, hvilket kan forhindre mulig anvendelse af vandarealet tættest mod Kalvebod Brygge. Bådtrafikken kan her begrænses, da sejlrenden ligger langs Islands Brygge på denne strækning af inderhavnen. Forvaltningen vurderer derfor umiddelbart, at der er god mulighed for at placere faste og flydende anlæg på vandet til forskellige former for anvendelse, der kan understøtte bylivet. Herunder caféer, restauranter, opholdsmuligheder, motionsfaciliteter, kunstprojekter, kulturfunktioner såsom scener, spillesteder og mødefaciliteter, samt flydende haver og anlæg til at styrke havnens biodiversitet i form af kunstige rev, tangplantning eller lign.

Store dele af vandområdet ved Kalvebod Brygge er påvirket af havneudløb og har derfor begrænset badevandskvalitet (se bilag 3). Forvaltningen vurderer, at der kan etableres badezoner i de dele af området, hvor der ikke forekommer havneudløb.

Forvaltningerne indstiller derfor til udvidelse af mulighederne for anvendelse af Bølgen, da det umiddelbart er det eneste handlerum forvaltningerne har.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte, at

  • ændre i de foreslåede reguleringsparametre i forskriften vedr. udendørs musikarrangementer, fx således at der maksimalt må tillades 15 årlige arrangementer på Bølgen, Kalvebod Brygge, eller at varigheden af disse arrangementer fx skal ændres til maksimalt 5 timer. Dette vil kræve at der stilles ændringsforslag herom.
  • Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen skal udarbejde en analyse til udvalget, der redegør for mulighederne for udvikling af de rekreative muligheder i Københavns Havn. Analysen vil kræve finansiering ved kommende budgetforhandlinger og skal tjene som inspiration til evt. politiske drøftelser om havnens udvikling. Dette vil kræve, at der stilles ændringsforslag herom og at finansiering henvises til kommende budgetforhandlinger.
  • forkaste indstillingens 1. at-punkt. Dette vil ikke få nogen konsekvenser og forholdene vil således forblive, som de er i dag.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil rettelserne i forskriften være gældende.

 

Søren Wille

/ Lena Kongsbach

 

Til top