Bevaring af bygning beliggende Himmerlandsvej 8, Vanløse
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, om der skal nedlægges § 14-forbud med henblik på at udarbejde en bevarende lokalplan for ejendommen Himmerlandsvej 8. En grundejer har i oktober 2025 henvendt sig til Teknik- og Miljøforvaltningen med en forespørgsel vedr. mulighederne for at nedrive den eksisterende bygning og opføre ny etageboligbebyggelse i højst tre etager. Bygningen der ønskes nedrevet, har middel bevaringsværdi og vurderes som bevaringsværdig. På grund af det korte sagsforløb og ejendommens bevaringsværdi vurderer forvaltningen, at der er en lav procesrisiko for sagens videre behandling, og at der på den baggrund kan nedlægges et § 14-forbud.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at bygning beliggende Himmerlandsvej 8 bevares ved at der nedlægges § 14-forbud og udarbejdes en bevarende lokalplan, jf. løsning.
Problemstilling
På Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets møde den 2. februar 2026 anmodede Det Konservative
Folkeparti (C) og Enhedslisten (Ø) med henvisning til Oversigt over sager vedr. nedrivning af ejendomme om, at forvaltningen forelægger en indstilling om muligheden for at nedlægge et § 14-forbud med henblik på at udarbejde en bevarende lokalplan for ejendommen beliggende Himmerlandsvej 8, Vanløse. I vurderingen af muligheden for at nedlægge et § 14-forbud har forvaltningen forholdt sig til det sagsforløb, der har været i forvaltningen, samt foretaget en vurdering af bygningens bevaringsværdi (bilag 2).
Løsning
Forvaltningen har indledt proces for nedlæggelse af et § 14-forbud og varslet forbuddet overfor berørte parter. Varsling om eventuel nedlæggelse af et § 14-forbud har været i partshøring i perioden den 20. februar til den 13. marts 2026. Partshøringen har til formål at sikre, at ejere af ejendommen samt andre, som forbuddet retter sig imod (fx lejere), har mulighed for at udtale sig. Forvaltningen har ikke modtaget høringssvar.
Historik og procesrisiko
Teknik- og Miljøforvaltningen har den 22. oktober 2025 modtaget en anmodning om forhåndsdialog vedrørende et projektforslag om nybyggeri på Himmerlandsvej 8. Projektforslaget omfatter opførelse af etageboligbyggeri i tre etager. Opførelse af nybyggeriet forudsætter nedrivning af eksisterende bygning. Det er forvaltningens vurdering, at der ikke er udvist passivitet i sagen. Der er således indledt en forhåndsdialog ultimo oktober 2025 og afholdt et forhåndsdialogmøde den 2. december 2025. Derudover har forvaltningen den 11. december 2025 oplyst bygherre om, at sagen er kommet på Oversigt over sager vedr. nedrivning af ejendomme, med henblik på at give Klima-, Miljø- og Teknikudvalget mulighed for at løfte sagen til politisk behandling. Forvaltningen har den 18. februar 2026 oplyst bygherre om, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har hævet sagen, og at udvalget således skal beslutte, om der skal nedlægges et § 14-forbud på ejendommen.
Vurdering af bygningernes bevaringsværdi
Ejendommen ligger på grænsen mellem et ældre villakvarter med bygninger fra 1920’erne og en ligeledes ældre etagehus- og karrébebyggelse fra 1930’erne. Den fungerer som en slags overgang, hvor alle bygninger er af nogenlunde samme alder.
Bygningen, der fremstår som en villalignende konstruktion, blev opført i 1920. Bygningen betragtes som et godt og tidstypisk eksempel på sin tids arkitektur (nyklassicisme) med gode hovedproportioner og enkle, markante detaljer, og er i 1994 registreret med SAVE-værdi 4 (middel bevaringsværdi).
Forvaltningen har i februar 2026 foretaget en ny vurdering af bevaringsværdien (bilag 2) og vurderer, at bygningen er bevaringsværdig. Forvaltningen vurderer endvidere, at bygningen ikke er egnet til tilbygning, transformation eller udvendig ombygning, da dette vil ændre på bygningens enkle og sluttede villa-lignende bygningskrop og den tidstypiske arkitektur og byggeskik, som er det, der både arkitektonisk og kulturhistorisk begrunder bevaringsværdien.
Forvaltningens vurdering
Forvaltningen vurderer, at der kan nedlægges et forbud efter planlovens § 14. Vurderingen tager udgangspunkt i den lave procesrisiko for sagens videre behandling på grund af sagsforløbet og dernæst ejendommens bevaringsværdi (bilag 2).
Partshøring vedr. § 14
Forvaltningen har ikke modtaget høringssvar fra grundejer. Det bemærkes, at varsel/partshøring alene er sendt til grundejer, da der ikke er øvrige relevante parter i sagen, som et evt. § 14-forbud vil rette sig imod.
Politisk handlerum
Det kan besluttes, at bygningen ikke skal bevares. Forvaltningen vil i givet fald fortsætte forhåndsdialog med bygherre med henblik på udvikling af ejendommen i overensstemmelse med gældende byplan. Forvaltningen vil således ikke foretage sig yderligere i sagen i forhold til at sikre, at bygningerne bevares og vil meddele tilladelse til nedrivning/ombygning, hvis betingelserne herfor er opfyldt.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Når Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har godkendt indstillingen, vil forvaltningen meddele grundejer § 14-forbuddet og påbegynde arbejdet med udarbejdelse af lokalplan.
Søren Wille
/ Karsten Biering Nielsen