Praksis for dispensation til gamle brændeovne jf. brændeovnsforskriften, bydækkende
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har siden Borgerrepræsentationen vedtog ”Forskrift vedrørende miljøkrav for brug af brændeovne mv. i Københavns Kommune” (BR 10.10.2024) administreret en dispensationsmulighed for brændeovne og pejseindsatse installeret før 1. juni 2008, hvis ejeren har kunnet dokumentere, at anlægget opfylder de samme krav som nyere anlæg. Det har dog vist sig, at der i brændeovnsbekendtgørelsen ikke har været klar hjemmel til dispensation, hvorfor ca. 70 ansøgninger er sat i bero. Bekendtgørelsen er nu ændret, så der er mulighed for at dispensere fra kommunernes brændeovnsforskrifter. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, om forvaltningen kan videreføre praksis i lyset af det ændrede lovgrundlag.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender,
- at forvaltningen kan dispensere fra kravet om udskiftning eller nedlæggelse af brændeovne og pejseindsatse, som er installeret før den 1. juni 2008, hvis disse overholder samme partikeludledningskrav som ovne, der er installeret efter denne dato, jf. løsningsafsnittet
- at udkast til afgørelse om dispensation, jf. bilag 2, meddeles.
Problemstilling
Borgerrepræsentationen vedtog den 10. oktober 2024 ”Forskrift vedrørende miljøkrav for brug af brændeovne mv. i Københavns Kommune” (bilag 4). Forskriften bestemmer, at ejere af ældre brændeovne og pejseindsatse, som er installeret før den 1. juni 2008, skal nedlægge eller udskifte disse fyringsanlæg. I forskriften var der dog mulighed for at dispensere fra dette krav, hvis ejeren af fyringsanlægget kunne dokumentere, at anlægget overholder samme partikeludledningskrav som anlæg, der er installeret efter den 1. juni 2008. Det har imidlertid vist sig, at der ikke har været hjemmel til en dispensationsmulighed.
Den 1. november 2026 udstedte miljøministeren ny bekendtgørelse med bestemmelse om, at kommuner kan meddele dispensation fra forskrifter, hvis det pågældende fyringsanlæg overholder de samme partikeludledningskrav, som kræves af anlæg, der er installeret efter den 1. juni 2008.
Løsning
Kommunerne har siden den 24. maj 2023 haft mulighed for at fastsætte regler om udskiftning eller nedlæggelse af visse ældre brændeovne og pejseindsatse i områder med kollektiv varmeforsyning. I Københavns Kommune gælder det, at brændeovne og pejseindsatse installeret før den 1. juni 2008 som udgangspunkt skal udskiftes eller nedlægges, hvis de er beliggende i en ejendom i et område med kollektiv varmeforsyning eller i en ejendom med mulighed for tilslutning hertil. Da hele Københavns Kommune er udlagt til fjernvarme, gælder forskriften i praksis hele kommunen.
Med ændring af lovgrundlaget den 1. november 2026 er der nu hjemmel til at anvende den allerede eksisterende bestemmelse om dispensation i brændeovnsforskriften. Forvaltningen indstiller derfor, at dispensationspraksissen videreføres, så behandlingen af de berostillede og fremtidige dispensationsansøgninger kan fortsætte.
Forvaltningen havde indsat dispensationsmuligheden i forskriften ud fra en vurdering af, at den lå inden for kommunens råderum, og meddelte på den baggrund 43 dispensationer. Efter Miljøstyrelsens efterfølgende vurdering af, at der ikke var hjemmel til dispensationsmuligheden, satte forvaltningen behandlingen af yderligere ca. 70 ansøgninger i bero, mens spørgsmålet om lovgrundlaget blev afklaret med miljøministeren.
Den konkrete fremtidige praksis
Konkret giver bekendtgørelsen mulighed for, at der kan dispenseres fra reglerne om udskiftning eller nedlæggelse af en brændeovn, hvis det pågældende fyringsanlæg ikke udleder mere end 10 gram støv pr. kg træ (10 g/kg), eller 75 milligram støv pr. 1 normal kubikmeter røggas ved 13 % O₂ (75 mg/Nm3 ved 13 % O₂). Det sidstnævnte krav betyder, at røgen fra ovne ikke må indeholde mere end 75 milligram støvpartikler i en fast, standardiseret mængde røg. 13 % O₂ betyder, at man måler forureningen efter en fælles teknisk standard, så resultatet kan sammenlignes på tværs af ovne.
Forvaltningen har som eksempel medtaget et udkast til afgørelse (bilag 2), som vedrører en sag om en brændeovn, der udleder 37 milligram støv pr. 1 normal kubikmeter røggas (bilag 3), og som dermed ikke kun lever op til 2008-kravene, men også senere krav. Forvaltningen indstiller, at der i denne konkrete sag meddeles dispensation fra kravet om udskiftning eller nedlæggelse af brændeovnen.
Politisk handlerum
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte, at
- fjerne dispensationsmuligheden i forskriften, så der ikke kan dispenseres for brændeovne og pejseindsatse der er installeret før den 1. juni 2008, selvom de opfylder samme partikeludledningskrav som anlæg, der er installeret efter denne dato. Dette vil indebære, at sådanne anlæg skal udskiftes eller nedlægges uanset partikeludledningskrav. Dette vil kræve at der stilles ændringsforslag herom.
Hvis udvalget stemmer imod indstillingen, vil forvaltningen heller ikke have mulighed for at udstede dispensation, ligesom hvis der stilles ændringsforslag om at fjerne dispensationsmuligheden i forskriften. De 43 dispensationer der allerede er udstedt, vil blive tilbagekaldt, da de i så fald er udstedt på et uhjemlet grundlag. Forvaltningen vil også tilrette forskriften, så dispensationsmuligheden ikke fremgår af forskriften.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Hvis Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen genoptage behandlingen af de ansøgninger om dispensation, som har været i bero.
Søren Wille
/ Lena Kongsbach
Beslutning
Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets beslutning den 9. november 2026
Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag som erstatning af 1. og 2. at-punkt:
”at dispensationsmulighed for brændeovne og pejseindsatser installeret før den 1. juni 2028 i ”Forskrift vedrørende miljøkrav for brug af brændeovne mv. i Københavns Kommune” fjernes, jf. politisk handlerum.”
Ændringsforslaget blev forkastet med 1 stemme mod 10. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B
Imod stemte: A, C, F, I, V, Ø, Å
Radikale Venstre stillede følgende ændringsforslag som nyt at-punkt:
”at der sendes brev til ministeriet med ønske om, at de enkelte kommuner kan få lov at tage stilling til et fyringsforbud.”
Ændringsforslaget blev forkastet med 1 stemme mod 10. Ingen undlod at stemme.
For stemte: B
Imod stemte: A, C, F, I, V, Ø, Å
Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Venstre, Enhedslisten og Alternativet stillede følgende ændringsforslag som nyt at-punkt:
”at forvaltningen vender tilbage med en sag til orientering der kan danne baggrund for at udvalget kan rette henvendelse til ministeriet. Notatet skal indeholde oplysninger om skrotningspræmie, andre storbyer i udlandet som har indført fyringsforbud, antallet af brændeovne, fakta om udledning fra brændeovnene både ift. indenfor og udenfor boligen, forskellen mellem gamle/nye brændeovne ift. udledningen i indeklimaet og mulighed for bygningsfornyelse hvor der ikke er fjernvarme.”
Ændringsforslaget blev vedtaget med 9 stemmer mod 2. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, B, F, I, V, Ø, Å
Imod stemte: C
Den således ændrede indstilling blev godkendt med 10 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.
For stemte: A, C, F, I, V, Ø, Å
Imod stemte: B
Radikale Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Ifølge kommunens opgørelser over luftforurening udleder de ca. 16.000 brændeovne i København lige så mange sundhedsskadelige partikler som den samlede vejtrafik i byen udleder på et helt år! Derfor ønsker Radikale Venstre færre og ikke flere brændeovne i København.”
Liberal Alliance og Venstre afgav følgende protokolbemærkning:
”Venstre og Liberal Alliance ser kritisk på den store negative sundhedseffekt brændeovne har i byen og ønsker en klog regulering, der mindsker udledningen.”