Mødedato: 09.11.2026, kl. 12:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Ændring af praksis for udlejning af kommunale arealer, bydækkende

Se alle bilag

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget skal tage stilling til, en ændring af praksis for udlejning af kommunalt ejede jordarealer, herunder parkarealer og rekreative områder. Forslaget indebærer, at der fremover kan indgås tidsbegrænsede areallejekontrakter med en samlet løbetid på op til 20 år. Formålet med ændringen er at skabe større fleksibilitet i forvaltningens udlejningspraksis og give lejerne bedre mulighed for at investere langsigtet i deres faciliteter, samtidig med at kommunen bevarer rådigheden over arealerne. Indstillingen følger Borgerrepræsentationens beslutning fra 2013 om lejeaftaler på op til 10 år, som nu ønskes opdateret for at tilpasse rammerne til aktuelle behov.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at forvaltningen fremover kan indgå tidsbegrænsede areallejekontrakter for 10 år med mulighed for forlængelse på gældende vilkår med 5 år ad gangen, dog maksimalt 20 år samlet, for udlejning af jordarealer (fx til kiosker og lignende faciliteter i kommunale parker og rekreative områder), som administreres af Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen.

Problemstilling

Forvaltningen administrerer en mindre portefølje af lejemål, der typisk vedrører udlejning af arealer i parker og grønne områder til kiosker, boder og lignende faciliteter til kommercielle aktører (jf. bilag 2 for konkret oversigt). Som eksempler på sådanne lejemål kan nævnes Eventyrkiosken og Familieboden, som er beliggende i Fælledparken.

Nuværende praksis, fastsat af Borgerrepræsentationen 22. august 2013, tillader kun lejeperioder på op til 10 år. Dette giver udfordringer for både lejere og forvaltning, da det medfører hyppige konkurrenceudsættelser, øget administration og begrænset incitament til investeringer for lejerne. Efter gældende regler skal udlejning af arealer til kommercielle aktører altid ske gennem offentligt udbud.

Med forslaget ændres praksis, så areallejekontrakter kan indgås for op til 10 år med mulighed for forlængelse på fem år ad gangen, dog maksimalt 20 år samlet, før arealet vil skulle i udbud.

Løsning

Forvaltningens praksis for udlejning af kommunale arealer adskiller sig fra den praksis, der anvendes af Københavns Ejendomme (KEJD). KEJD har ikke praksis eller aftaler om udlejning, hvor lejeren selv opfører bygninger på kommunal grund ("bygning på fremmed grund").

KEJD varetager primært udlejning af kommunale bygninger og lejekontrakterne er som udgangspunkt fortløbende og ikke tidsbegrænsede på samme måde som Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningens (KTF’s) areallejekontrakter.

Det særlige ved denne type lejemål (bygning på fremmed grund) er, at det indebærer et mere komplekst lejeforhold, da lejer og udlejer ejer henholdsvis bygning og grund.

Med forslaget ændres praksis, så areallejekontrakter kan indgås for maksimalt 20 år samlet. Dette gælder for udlejning af jordarealer, hvor lejerne typisk selv etablerer mindre bygninger eller anlæg, f.eks. kiosker eller boder i kommunens parker. Arealerne forbliver kommunale, og lejerne forpligtes til at retablere området ved lejemålets ophør. Hvis arealet genudbydes, har de eksisterende lejere mulighed for at byde på kontrakten og dermed indgå en ny areallejekontrakt, såfremt de vinder udbuddet.

Forslaget omfatter for nuværende de arealer, som administreres af Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen. Det betyder, at det aktuelt hovedsageligt vedrører et begrænset antal kiosker beliggende på kommunale arealer (jf. bilag 2).

Ændringen vil give forvaltningen større fleksibilitet i tilrettelæggelsen af forvaltningens udlejningspraksis. Det vil samtidig give lejere bedre mulighed for at investere i faciliteter og bygninger, hvilket kan styrke områdets udvikling til gavn for brugere og besøgende.

Den foreslåede praksisændring vil gælde ved indgåelse af nye areallejekontrakter. Ændringen vil derfor ikke få betydning for forvaltningens eksisterende areallejekontrakter.

Politisk handlerum

Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har mulighed for at anbefale, at:

  • ændre den nuværende praksis, så forvaltningen i stedet kan indgå areallejekontrakter for op til 20 år ved kontraktens indgåelse. Denne model indebærer, at kommunen som udgangspunkt binder sig til en lejeperiode på 20 år, medmindre andet aftales i kontrakten.

Udvalget kan vælge ikke at tiltræde indstillingen. I så fald fortsætter forvaltningen med at administrere areallejekontrakter efter de gældende regler, herunder med en maksimal lejeperiode på 10 år.

Økonomi

Indstillingen har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune, men ændringerne vil kunne medføre, at sager kan behandles hurtigere og mere effektivt.

Videre proces

Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, tilpasses praksis i Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen i overensstemmelse hermed.

 

Søren Wille   

/ Lena Kongsbach

 

Til top