Indtægtsbevilling via Nordea Fonden til realisering af Boardwalk i Kirkemosen, Brønshøj-Husum
Der er i Budget 2026 afsat finansiering til, at forvaltningen kan assistere og vejlede foreningen Utterslev Moses Venner ifm. etablering af en boardwalk i Kirkemosen. Borgerrepræsentationen skal tage stilling til, at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen modtager Nordea Fondens donation på 0,5 mio. kr. til anlæg af boardwalk i Kirkemosen. Forvaltningen vurderer, at projektet kan gennemføres inden for de gældende rammer og anbefaler på den baggrund, at donationen accepteres. Dette er en standardindstilling, da Borgerrepræsentationen skal tage stilling til at modtage ekstern finansiering jf. Københavns Kommunes bevillingsregler.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen modtager tilskud fra Nordea Fonden på 0,5 mio. kr. for at etablere og overtage ejerskabet af anlægsprojektet om etablering af en boardwalk i Kirkemosen. Der skal på den baggrund gives og frigives en bevilling som en indtægtsbevilling på 0,5 mio. kr. og en udgiftsbevilling på 0,4 mio. kr. på Klima-, Miljø- og Teknikudvalget bevilling Ordinær anlæg samt en udgiftsbevilling på 0,1 mio. kr. på Økonomiudvalgets bevilling Finansposter til betaling af fondsmoms, jf. økonomiafsnittet.
Problemstilling
Af Københavns Kommunes Bevillingsregler (BR 3. oktober 2024) fremgår, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indtægter til kommunale aktiviteter.
Teknik- og Miljøudvalget godkendte den 18. august 2025 ”Udarbejdelse af projekt om boardwalk i Kirkemosen, Brønshøj-Husum’, der indebar mulighed for at indgå i samarbejde med foreningen Utterslev Moses Venner, samt donering fra Nordea Fonden til foreningen. Samarbejdet blev finansieret ved midler ved Budget 2026 (2. oktober 2025) (A, B, C, F, I, V, Ø, Å, Finn Rudaizky, Helle Jønch og Troels Chr. Jakobsen).
Ifølge kommunalfuldmagten er det en forudsætning for kommunens finansiering, at donationen gives direkte til kommunen fremfor foreningen, og at kommunen overtager ejerskabet af boardwalken, hvilket der er givet tilsagn til både fra foreningen og senest Nordea Fonden den 9. juli 2026.
Løsning
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vil med denne indtægtsbevilling samt med finansiering i Budget 2026 kunne påbegynde planlægningsfasen samt den videre proces for anlægsprojektet inden udgangen af 2026.
Baggrund for donation
Teknik- og Miljøforvaltningen indgik i 2025 et samarbejde med foreningen Utterslev Moses Venner, hvor forvaltningen kunne vejlede og assistere foreningen Utterslev Moses Venner ifm. etablering af en boardwalk i Kirkemosen (TMU 1. august 2025).
Da kommunalfuldmagtens forbud mod at yde individuel støtte betyder, at kommunen ikke kan bistå en privat forening i et privat projekt, er det en forudsætning for projektets realisering, at kommunen overtager ejerskabet af boardwalk før anlæg, og at donationen bliver givet direkte til kommunen fremfor foreningen, så der ej heller er tale om udbetaling af individuel støtte. Dette var ligeledes en forudsætning for afsættelsen af servicemidlerne i Budget 2026, jf. bilag 2. Efterfølgende i 2026 har både foreningen Utterslev Moses Venner og Nordea Fonden givet tilsagn til at Københavns Kommune kan overtage projektejerskabet før anlægsfasen.
Boardwalk i Kirkemosen
Projektet omfatter en ca. 60 meter lang boardwalk gennem et sumpet naturskønt område i Kirkemosen. Den foreslåede sti skal skabe forbindelse til eksisterende trampestier og gøre det muligt for fodgængere at færdes fra et lukket krat i øst, over en afløbskanal og ind i en rørskov, forbi en af de fritstående hængepile og videre ud til det åbne græslandskab ved Brønshøj holm ved Pilesvinget. Projektet vurderes af både forvaltningen, Brønshøj-Husum Lokaludvalget og Foreningen Utterslev Moses Venner at øge tilgængeligheden og naturoplevelsen i området og som et attraktivt alternativ til den asfalterede sti langs Pilesvinget.
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vurderer, at boardwalken i Kirkemosen vil stå færdig ultimo 2027 og dermed holde den tidsplan, der oprindeligt var udstedt af Nordea Fonden som en betingelse for donationen.
Politisk handlerum
Såfremt Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen ikke modtager tilskud, vil det ikke være muligt at gennemføre projektet.
Økonomi
Københavns Kommunes del af projektet udgør 0,1 mio. kr. af en samlet økonomisk ramme på 0,6 mio. kr. Projektet er 80,49 % finansieret af Nordea Fonden, og Københavns Kommune finansierer dermed selv 19,51 % i form af medarbejderressourcer. Der skal betales fondsmoms i forbindelse med tilskuddet. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen forventer minimalt øgede driftsudgifter i forbindelse med projektet, der finansieres indenfor forvaltningens egen driftsbevilling.
Udgifterne til projektet afholdes inden for udvalgtes anlægsmåltal i 2027.
De bevillingsmæssige ændringer i forbindelse med modtagelse af de 0,5 mio. kr. fra Nordea Fonden fremgår af tabel 1 og frigivelse af midlerne fremgår af tabel 2.
Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser
|
At-punkt |
Udvalg |
Bevilling |
Indtægt
(I)/ |
Beløb
i 1.000 kr. (2027 p/l) |
Varig? |
|
1. |
KTU |
2000 – Ordinær anlæg |
I |
-495 |
Nej |
|
1. |
KTU |
2000 – Ordinær anlæg |
U |
408 |
Nej |
|
1. |
ØU |
2500 - Finansposter |
U |
87 |
Nej |
|
I alt |
- |
- |
- |
0 |
- |
*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.
Tabel 2. Frigivelse af midler
|
Udvalg |
Aktivitet/projekt |
Bevilling
|
Indtægt
(I)/ |
Beløb
i 1.000 kr. (2027 p/l) |
|
KTU |
Boardwalk i Kirkemosen |
2000 – Ordinær anlæg |
I |
-495 |
|
KTU |
Boardwalk i Kirkemosen |
2000 – Ordinær anlæg |
U |
408 |
Videre proces
Hvis Borgerrepræsentationen godkender indstillingen, orienterer Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen Nordea og igangsætter derpå projektet med de øvrige parter i projektet. Anlægsfasen påbegyndes primo 2027 og forventes afsluttet ultimo 2027.
Søren Wille
/ Peter Højer