Cykelfokus 2026
Klima-, Teknik- og Miljøudvalget skal tage stilling til Cykelfokus 2026, der indeholder Københavns Kommunes vejledende retningslinjer for cykel- og vejprojekter. Retningslinjerne opdateres hvert andet år, så Cykelfokus 2026 erstatter Cykelfokus 2024. Formålet med Cykelfokus er at sikre, at udbygningen af cykel- og vejprojekter i København sker ensartet, sikkert og i samspil med byens øvrige prioriteringer. Opdateringen af Cykelfokus 2026 omfatter både enkelte opdaterede kapitler og nye kapitler.
Indstilling
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller over for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget,
- at Cykelfokus 2026 udgør de vejledende retningslinjer for cykel- og vejprojekter for Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen jf. bilag 2.
Problemstilling
Cykelfokus 2024 blev vedtaget af Teknik- og Miljøudvalget den 4. december 2024. Som led heri blev det også vedtaget, at Cykelfokus skal opdateres hvert andet år. Eventuelle ændringer på baggrund af den kommende Mobilitetsstrategi og de lokale Klima-, Miljø- og Teknikhandleplaner vil blive indarbejdet i Cykelfokus 2028.
Løsning
Cykelfokus 2026 er målrettet medarbejdere og eksterne rådgivere, der arbejder med cykel- og vejprojekter i Københavns Kommune. De beskrevne retningslinjer baserer sig på gældende lovgivning, Københavns tekniske retningslinjer for anlægsprojekter og vejreglerne. Vejreglerne er Vejdirektoratets vejledende, tekniske retningslinjer og standarder for, hvordan veje anlægges, vedligeholdes og indrettes i Danmark. Retningslinjerne i Cykelfokus adskiller sig flere steder fra vejreglerne for at imødekomme forhold i København i forhold til bl.a. mængden af cyklister. Retningslinjerne i Cykelfokus er vejledende, og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan beslutte om de skal følges ved godkendelse af konkrete anlægsprojekter.
Væsentlige opdateringer i Cykelfokus 2026
De vigtigste opdateringer i Cykelfokus 2026 gennemgås nedenfor.
Cykelgader (side 8-10 i bilag 2)
Cykelgader er veje, hvor formålet er, at cyklister prioriteres. Cyklister og bilister deler kørebanen i cykelgader, men bilister skal tage særligt hensyn og tilpasse sig cyklisterne. I Cykelfokus 2026 er der foretaget justeringer i beskrivelserne af, hvordan udfordringer ved varelevering i cykelgader kan begrænses. Baggrunden for dette er erfaringer med uhensigtsmæssige forhold for cyklister ved varelevering i cykelgaderne på Nordre Frihavnsgade og Vendersgade. Der er desuden tilføjet en beskrivelse af cykelgader med ensrettet biltrafik og dobbeltrettet cykeltrafik. Endvidere er mulighederne for at understøtte lavere hastighed beskrevet.
Bedre Byrum (side 39 i bilag 2)
Københavns Kommunes nyudviklede værktøj ’Bedre Byrum’ er indarbejdet i Cykelfokus. Værktøjet skal gøre det nemmere at vurdere og udvikle byrum, så de bliver mere inkluderende og tilgængelige for alle trafikanter efter principperne for universelt design. Værktøjet giver konkrete anbefalinger og eksempler, som bidrager til at skabe trygge og funktionelle byrum, hvor alle – uanset alder, mobilitet og erfaring – kan færdes sikkert.
Cykel- og fodgængerinfrastruktur (side 44-46 i bilag 2)
Beskrivelsen af opholds- og legeområder er uddybet. Uddybningen betoner vigtigheden af, at opholds- og legeområder indrettes til fodgængere, ophold og leg. Baggrunden er udfordringer med fodgængernes tryghed i opholds- og legeområder, hvor bilkørsel er tilladt. I Cykelfokus 2026 anbefales en indretning med byinventar, forsætninger (geometrisk forskydning af vejforløbet) og et kurvet forløb, så det ikke er muligt at køre igennem med en hastighed over 15 km/t. Opholds- og legeområder anbefales at have en lokal karakter og anbefales ikke på veje med gennemkørende cykel- og biltrafik. Ligeledes anbefales det, at der ikke er varelevering til detailbutikker i opholds- og legeområder
Cykling i parker (side 49 i bilag 2)
Der er tilføjet et nyt kapitel om cykling i Københavns parker. Cykling i parker skal tage hensyn til både fodgængeres tryghed og cyklisters fremkommelighed. Hvor det er tilladt at cykle i parker, anbefales delte stier med fast belægning og belysning, især hvor mange cyklister pendler. Klima-, Miljø- og Teknikudvalget har besluttet, at mulighed for øget cykling i parkerne og bedre kommunikation om regler for cyklister indarbejdes i den kommende Mobilitetsstrategi (KTU 3. november 2025).
Krydsninger for fodgængere uden for signalanlæg (side 82-84 i bilag 2)
Det nye kapitel beskriver udformningen af krydsninger for fodgængere udenfor signalanlæg på baggrund af forvaltningens erfaringer på området. Krydsninger bør placeres, hvor de passer til fodgængernes naturlige ruter og behov. Der anbefales gode oversigtsforhold, tydelige vigepligtsregler og tilgængelighed, og løsningerne skal tilpasses de lokale forhold. Forskellige typer af krydsninger beskrives, herunder støtteheller, midterheller og skilleheller, som giver fodgængere og cyklister mulighed for at krydse sikkert i flere tempi. Derudover omfatter kapitlet anbefalinger vedrørende fritliggende fodgængerfelter og Torontoanlæg (et særligt fodgængerfelt med skiltning og gult blinksignal over kørebanen og evt. ved cykelsti).
Redaktionelle justeringer i Cykelfokus 2026 (bilag 2)
Ud over ændringerne nævnt ovenfor er der foretaget sproglige justeringer, tilføjet links til ny baggrundsviden samt opdaterede vejregler og bekendtgørelser. Desuden er der opdateret og tilføjet figurer, anvendt nye fotos, og enkelte kapitler er blevet omstruktureret, hvor det har været relevant.
Høring
Forvaltningen har haft de væsentligste ændringer, som er beskrevet ovenfor til kommentering hos Handicaprådet, Ældrerådet, Ungerådet og Cyklistforbundet København. Tilbagemeldingerne handler blandt andet om asfalt på cykelstier, tydeligt adskilt cykel- og gangareal, rød asfalt i cykelgader og krydsninger for fodgængere. Tilbagemeldingerne er uddybet i bilag 3. En enkelt bemærkning er blevet indarbejdet vedr. sikkerhedszone ved bilparkering ifm. cykelgader.
Politisk handlerum
Klima-, Miljø- og Teknikudvalget kan foreslå ændringer til de anbefalede vejledende retningslinjer for cykel- og vejprojekter i Københavns Kommune. I så fald vil Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen vende tilbage med en ny indstilling. Et eksempel på en ændring kunne være, at et afsnit udgår af Cykelfokus.
Hvis sagen ikke godkendes, vil Cykelfokus 2024 fortsat fungere som Københavns Kommunes retningslinjer for cykel- og vejprojekter.
Økonomi
Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.
Videre proces
Hvis Klima-, Miljø- og Teknikudvalget godkender Cykelfokus 2026, indgår den som vejledende retningslinjer for cykel- og vejprojekter i Københavns Kommune. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen opdaterer Cykelfokus hvert andet år, og Klima-, Miljø- og Teknikudvalget forventes igen at skulle tage stilling til en opdatering af Cykelfokus i 2028.
Søren Wille
/ Peter Højer