Mødedato: 01.06.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Indtægtsbevilling fra Statens Kunstfond til Områdefornyelsen Skjolds Plads, Nørrebro

Se alle bilag

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har ansøgt og modtaget tilsagn om ekstern finansiering fra Statens Kunstfond til det permanente kunstværk ”Linien – Linien findes” under Områdefornyelsen ved Skjolds Plads. For at modtage ekstern finansiering skal Borgerrepræsentationen godkende at modtage finansieringen jf. kommunens bevillingsregler. Borgerrepræsentationen skal på den baggrund tage stilling til modtagelse af finansieringen, da forvaltningen vurderer, at kunstværket vil bidrage til at binde kvarteret bedre sammen og bidrage til en positiv fortælling om det udsatte byområde. Indstillingen er en standardindstilling i forhold til at overholde bevillingsreglerne for Københavns Kommune.

Indstilling

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen indstiller, at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen modtager tilskud fra Statens Kunstfond på 0,5 mio. kr. til realisering af det permanente kunstværk “Linien – Linien findes” på forpladsen foran Haraldshus under Områdefornyelsen ved Skjolds Plads. Der skal på den baggrund gives og frigives en tillægsbevilling som en indtægts- og udgiftsbevilling på 0,5 mio. kr. på Klima-, Miljø- og Teknikudvalgets bevilling Byfornyelse anlæg, jf. økonomiafsnittet.

Problemstilling

Af Københavns Kommunes Bevillingsregler (BR 3. oktober 2024) fremgår, at Borgerrepræsentationen skal tage stilling til indtægter til kommunale aktiviteter. Denne indstilling er en standardindstilling i forhold til at overholde bevillingsreglerne for Københavns Kommune.

Borgerrepræsentationen vedtog den 22. november 2021 Kvarterplan for Områdefornyelsen ved Skjolds Plads, der blandt andet indeholder projektet ”Kunst, der samler”, som skal fremme kunstoplevelser i kvarteret. Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen har fået tilsagn den 14. november 2024 om tilskud fra Statens Kunstfond til kunstværket ”Linien – Linien findes” på forpladsen foran Haraldshus under Områdefornyelsen Skjolds Plads. Borgerrepræsentationen vedtog ligeledes den 13. november 2025, at kunstværk ”Linien - Linien findes” opstilles ved Haraldshus.

Løsning

Kunstværket “Linien – Linien findes” er en del af projektet “Kunst, der samler” i kvarterplanen for Områdefornyelsen ved Skjolds Plads (BR 22. november 2021). Projektet har til formål at styrke kvarterets kulturelle identitet, binde kvarteret bedres sammen og bidrage til positive fortællinger om det udsatte byområde, der bl.a. dækker boligområdet Den Grønne Trekant. 

Som led heri er der sammen med beboere og lokale aktører udviklet en kunststrategi for Haraldsgadekvarteret, der sætter retning for arbejdet med kunst i kvarteret. Kunsten skal skabe vedkommende og overraskende oplevelser, som styrker sammenhæng, deltagelse og fællesskab i kvarteret. Kunstværket er et konkret resultat af strategien og andet permanente værk i kvarteret.

”Linien – Linien findes” er et permanent tekst- og lysbaseret kunstværk i stor skala (ca. 24 meter) af Elle-Mie Ejdrup Hansen. Kunstværket placeres på forpladsen foran Haraldshus i Haraldsgadekvarteret på Ydre Nørrebro og integreres i byrummet, så det henvender sig direkte til de mange daglige brugere af området, herunder cyklister og fodgængere langs Nørrebroruten. Værket består af en lineær struktur med indarbejdede tekstlige udsagn, som skaber refleksion og eftertanke hos forbipasserende. Det er udformet, så det både kan opleves i bevægelse (fx fra cykelruten Nørrebroruten) og i ophold, hvor brugerne kan engagere sig i værkets tekstlige og visuelle lag. Illustrationer af værket fremgår af indstilling til Borgerrepræsentationen 13. november 2025, jf. bilag 2.

Kunstværket realiseres i sammenhæng med et igangværende anlægsprojekt, der omfatter omdannelse af strækningen omkring Sigynsgade, Krakas Plads og Haraldshus. Dette anlægsprojekt har til formål at transformere området fra et gråt, trafikdomineret byrum til et grønt og opholdsvenligt byrum med fokus på bløde trafikanter og byliv (BR 24. august 2023). Værket integreres i det nye byrum og bidrager til at skabe sammenhæng mellem ophold og bevægelse samt til at styrke forbindelsen langs Nørrebroruten og den kunstneriske akse mod Superkilen. Værket bidrager dermed til at forlænge og styrke oplevelsen af kunst og byrumskvalitet fra Indre til Ydre Nørrebro.

Værket er udviklet gennem områdefornyelsens lokale arbejdsgruppe for kunst og kultur bestående af beboere og lokale aktører. Arbejdet bygger på en flerårig proces, hvor midlertidige kunstprojekter har været anvendt som dialogredskab til at afdække lokale ønsker til kunst i området. Værket “Linien – Linien findes er resultatet af denne proces og er udvalgt af en projektgruppe bestående af arkitekter, kunstfaglige rådgivere, beboere og projektledere fra Områdefornyelsen ved Skjolds Plads.

Værket forventes at have en levetid på minimum 10 år med mulighed for forlængelse og vil være offentligt tilgængeligt for alle. Det er Kultur- og Fritidsforvaltningen, der tager stilling til værkets fremtid efter udløbet af den forventede levetid på minimum 10 år.

Kunstværket ”Linien – Linien findes” har været forelagt Rådet for Visuel Kunst den 3. marts 2025, hvor rådet vurderer, at projektet har høj kunstnerisk kvalitet, jf. BR 13. november 2025. Styregruppen for Områdefornyelsen ved Skjolds Plads, der består af lokale beboere, repræsentanter fra lokaludvalg, lokale aktører og de syv forvaltninger, har godkendt værket.

Politisk handlerum
Forvaltningen vurderer, at der er et begrænset politisk handlerum, idet det ikke vil være muligt at gennemføre projektet, hvis Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen ikke modtager tilskuddet.

Økonomi

Kunstværket foran Haraldshus i Haraldsgadekvarteret på Ydre Nørrebro finansieres 50% af Områdefornyelsen ved Skjolds Plads og 50% af støtte fra Statens Kunstfond, der yder tilskud til projektet på 0,5 mio. kr. Der skal ikke betales fondsmoms i forbindelse med tilskuddet fra Statens Kunstfond.

Udgifterne afholdes indenfor udvalgets anlægsmåltal.

De bevillingsmæssige ændringer fremgår af tabel 1 og frigivelsen af midlerne fremgår af tabel 2.

Tabel 1. Bevillingsmæssige konsekvenser

At-punkt

Udvalg

Bevilling

(nr. og navn)

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Beløb i 1.000 kr.*

2026

Varig?
ja/nej

1.

KTU

2010 –
Byfornyelse anlæg

I

-500

Nej

1.

KTU

2010 –

Byfornyelse anlæg

U

500

Nej

I alt

-

-

-

0

-

*Øgede indtægter er indikeret med negativt fortegn, mens reducerede indtægter ikke er indikeret med et fortegn. Øgede udgifter er indikeret uden fortegn, mens reducerede udgifter er indikeret med negativt fortegn.

Tabel 2. Frigivelse af midler

Udvalg

Aktivitet/Projekt

Indtægt (I) /
Udgift (U)

Bevilling (nr. og navn)

Beløb i 1.000 kr.
2026

KTU

Linien – Linien findes

I

2010 – Byfornyelse anlæg

-500

KTU

Linien – Linien findes

U

2010 – Byfornyelse anlæg

500

Den årlige afledte drift til bl.a. service- og vedligeholdelse af LED-skærme er på 0,1 mio. kr. og finansieres af varig ramme til afledt drift afsat i Områdefornyelsen ved Skjolds Plads.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, orienterer Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen Statens Kunstfond om, at tilskud modtages, og projektet igangsættes.

Efter indvielse overdrages værket til Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen, der varetager driften af Københavns Kommunes samling af permanente kunstværker i det offentlige rum.

 

                      Søren Wille

                                            / Peter Højer

Til top