Mødedato: 01.06.2026, kl. 15:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 51

Medlemsforslag om mindre justering af nulemissionszonen på Vesterbro

 

Det foreslås,

  1. at Klima-, Miljø- og Teknikudvalget pålægger Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen at vende tilbage med en sag, der juster zonegrænsen for nulemissionszonen lokalt ved Scandic Kødbyen, så hotellets hovedindgang friholdes fra nulemissionszonen. Rent praktisk vil det betyde, at nulemissionszonen rykkes lidt under 90 meter ned ad Skelbækgade.

(Stillet af Det Konservative Folkeparti)

Motivering

Et hotel, som Scandic Kødbyen, adskiller sig fra mange andre byerhverv ved, at adgang til hovedindgangen er en central del af driften. Gæster ankommer ofte med bagage og bliver kørt til indgangen i forbindelse med erhvervsrejser, konferencer, grupperejser eller almindelige hotelophold. Scandic Kødbyen modtager årligt ca. 160.000 overnattende gæster og ca. 30.000 konferencegæster. Hotellet tilbyder møde- og konferencefaciliteter for flere hundrede deltagere ad gangen, hvilket understreger behovet for velfungerende adgangsforhold. Derudover har hotellet ca. 15 daglige leverancer af varer, linned, udstyr mv. samt løbende behov for adgang for servicefunktioner og anden nødvendig transport.

Hotellet modtager desuden mange udenlandske konference- og turistgrupper, der typisk ankommer med taxa eller bus. Ved gruppe ankomster er der ofte behov for af- og påstigning tæt ved hovedindgangen samt håndtering af større mængder bagage. Busser har samtidig behov for kortvarigt ophold i forbindelse med af- og påstigning, læsning og losning. Hvis disse funktioner ikke kan ske ved hotellets hovedindgang, vil det ikke alene vanskeliggøre hotellets drift, men også skabe uhensigtsmæssig standsning og øget pres på den øvrige trafik i området.

Hvis hovedindgangen omfattes af nulemissionszonen, vil det således begrænse adgangen for gæster og nødvendige kørselsfunktioner, som ikke uden videre kan omlægges til gang, cykel eller kollektiv transport det sidste stykke. Det kan skabe usikkerhed for gæster og vanskeliggøre den daglige drift. Problemstillingen er særlig uhensigtsmæssig, fordi hotellet ligger helt ved zonens kant. Der er der for ikke tale om et ønske om at undtage et større område eller svække nulemissionszonen. Der er tale om en konkret grænsedragning, hvor en meget begrænset lokal justering kan løse problemet.

Detaljeret løsningsforslag

En løsning der er ligetil, er at justere zonegrænsen lokalt ved Scandic Kødbyen, så hotellets hovedindgang friholdes fra nulemissionszonen. Justeringen bør udformes så snævert som muligt og alene have til formål at sikre adgang til hotellets hovedindgang. Dermed kan gæster, busser og anden nødvendig trafik fortsat komme frem til hotellet, uden at nulemissionszonens samlede geografiske udstrækning eller klima- og miljømæssige sigte ændres nævneværdigt.

På kortene nedenfor fremstår den oprindelige zone, der har været i høring, samt forslag til justeret zone. Hovedindgang (H) og parkeringshus (P) er markeret.

 

Til top