Stillingtagen til ansøgninger om honorarstøtte 2026/27
Indstilling
Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller:
- at Musikudvalget på baggrund af indstilling fra honorarstøttegruppen beslutter fordelingen af honorarstøtten for 2026, herunder 2-årig støtte
- at Musikudvalget godkender formulering af tilføjelse til tilsagnsbrev.
- at Musikudvalget tager en generel drøftelse af prioriteringen 'arrangører der har et reelt støttebehov'.
Problemstilling
Der er modtaget 50 ansøgninger om honorarstøtte for 2026, hvoraf 23 ansøgere har søgt om 2-årig honorarstøtte. (Medlemmer af Musikudvalget kan læse ansøgningerne i First Agenda under dagsorden den 9. september 2025)
Budgettet er på 5.804.540 kr., svarende til 3.685 klip til fordeling af honorarstøtte til 2026. Det lavere antal klip end de seneste år skyldes, at staten har sat klipstørrelsen op til 1.575 kr. for 2026. Til sammenligning er klipstørrelsen i 2025 på 1.250 kr.
Det er tidligere besluttet, at der højst kan uddeles 2-årig honorarstøtte for hvad der svarer til 60 % af de samlede klip, hvilket er 2.200 klip i 2026.
Indstillingsgruppen har i forbindelse med behandling af ansøgningerne drøftet støttebehov hos især kommercielle aktører med høj egenkapital, og ønsker en generel drøftelse i udvalget om prioriteringen 'arrangører der har et reelt støttebehov'.
Statens betingelser
Staten har oplyst følgende betingelser for at opnå honorarstøtte hos dem:
- at der afholdes mindst 10 koncerter årligt fordelt på mindst 6 måneder
- at der er offentlig adgang til koncerterne
- at der tages entré
- at der mindst ydes en honorering på 3.150 kr. (svarende til 1 klip fra stat og 1 klip fra kommune) til samtlige medvirkende musikere ved de koncerter, der er ansøgt tilskud til og at dette efterfølgende på forlangende kan dokumenteres over for udvalget
- at tilskuddet kun må bruges til honorering af musikere, hvor honoraret maksimalt er 12.000 kr. pr. musiker
- at bookers provision ikke medtælles i musikerhonorar
- at der er minimum 50 % kommunal medfinansiering, og denne medfinansiering skal være på minimum 30 klip á 1.575 kr. svarende til 47.250 kr.
Løsning
Indstillingsgruppen bestående af Eva Rehling, Brian Clausen, Anders Malta og Mai Seidelin har på to indstillingsgruppemøder gennemgået honorarstøtteansøgningerne. Herudover har Malika Mahmoud og Benjamin Hansen kommenteret ansøgningerne, hvilket gruppen har inddraget i deres behandling af ansøgningerne.
Indstillingen er sket på baggrund af Musikudvalgets ´Retningslinjer og Prioriteringer´ for honorarstøtten, hvor der lægges vægt på:
- Musik af høj kunstnerisk kvalitet
- Koncerter der sikrer og øger den musikalske bredde i København
- Koncerter, der hjælper talenter fra vækstlaget frem
- Professionel planlægning og afvikling
- Musikarrangører med en klart beskrevet PR-strategi
- Geografisk spredning
- Fremme af ligestilling og mangfoldighed
- De fysiske forhold på spillestedet
- Arrangører, der har et reelt støttebehov
- Originalmusik
Indstillingerne kan ses i bilag 1 og ansøgninger kan læses under dagsorden den 9. september 2025 for medlemmer af Musikudvalget.
Af bilag 2 fremgår indstillet honorarstøtte fordelt på forskellige parametre, herunder kommunal/privat, genre og bydele.
Musikudvalget skal tage stilling til om indstilling om honorarstøtte for 2026, herunder 2-årig støtte kan godkendes
Formulering til tilsagnsbrev
Grundet det lavere klipantal har indstillingsgruppen formuleret et afsnit der indsættes i tilsagnsbrevene.
Som følge af en stigning på over 20 % i klipstørrelsen for honorarstøtte i 2026 er der færre tilgængelige klip, da Københavns Kommunes budget til honorarstøtte ikke er øget tilsvarende. Dette kan medføre, at I som tilskudsmodtagere har fået tildelt et lavere antal klip end tidligere år. Musikudvalget vil over for Kultur- og Fritidsudvalget pege på behovet for, at rammen til honorarstøtten bliver forøget inden næste uddeling. Da udmeldingen fra Statens Projektstøtteudvalg for Musik først kom i august 2025, har det ikke været muligt at rejse ønsket om flere midler i forbindelse med dette års uddeling.
Musikudvalget skal godkende formulering til tilsagnsskrivelsen.
Støttebehov
Musikudvalget skal drøfte prioriteringen 'arrangører der har et reelt støttebehov', hos især kommercielle aktører med en høj egenkapital med henblik på at drøfte problemstilling.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Forvaltningen vil på baggrund af udvalgets beslutning fremsende tilsagn- og afslagsbreve til ansøgerne.