Mødedato: 21.04.2026, kl. 16:30
Mødested: Se mail

Honorarstøtte 2027

Musikudvalget skal tage stilling til ny ansøgningsfrist for honorarstøtten, samt hvilke medlemmer der skal indgå i indstillingsgruppen. Musikudvalget orienteres endvidere om den tidligere proces for behandling af honorarstøtteansøgningerne.

Indstilling

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller

  1. at Musikudvalget godkender ændring af ansøgningsfristen for honorarstøtten fremadrettet
  2. at Musikudvalget godkender proces for behandling af honorarstøtte for 2027
  3. at Musikudvalget beslutter hvilke medlemmer, der skal indgå i indstillingsgruppen for honorarstøtten for 2027.

Problemstilling

Tidspunktet for ansøgningsfristen for honorarstøtten har altid været kl. 23.59 Samme dag som ansøgningsfristen. Tidspunktet betyder at forvaltningen ikke kan guide og vejlede ansøgerne helt frem til ansøgningsfristen, herunder yde teknisk bistand såfremt den digitale ansøgningsblanket skulle fejle. 

Musikudvalget skal på mødet den 23. september 2026 uddele honorarstøtte for 2027 og udvalget skal beslutte processen for behandling af ansøgningerne.

Gennemgangen af ansøgningerne er et stort arbejde, og der skal derfor nedsættes en indstillingsgruppe, med medlemmer fra Musikudvalget, som gennemgår ansøgningerne og udarbejder indstilling til det samlede udvalg.

Løsning

Ændring af ansøgningsfrist

Forvaltningen indstiller, at ansøgningsfristen ændres til kl. 14.00 den dag, der er ansøgningsfrist, da forvaltningen dermed vil kunne guide og vejlede ansøgerne helt frem til ansøgningsfristen.

Statens Projektstøtteudvalg for Musik frist for at søge om honorarstøtten er ligeledes kl. 14.00. 

Proces

Musikudvalget skal tage stilling til proces for behandling af honorarstøtteansøgninger fremadrettet. Forvaltningen foreslår følgende proces, hvor hele udvalget løbende inddrages i det forberedende arbejde:

  • Indstillingsgruppen for honorarstøtten nedsættes på udvalgets 2. ordinære møde.
  • Ansøgningsfristen er den 1. august kl. 14.00
  • Musikudvalget drøfter prioriteringer for det kommende års uddeling af honorarstøtte på udvalgets 4. ordinære møde i august.
  • Hele udvalget orienteres, når honorarstøtteansøgningerne kan læses i First Agenda, så alle medlemmer har mulighed for at kommentere på ansøgningerne, før indstillingsgruppen mødes 1. gang. Kommentarer sendes til forvaltningen, som videresender til indstillingsgruppen.
  • Indstillingsgruppen mødes 1. gang og udarbejder foreløbig indstilling.
  • Indstillingsgruppens foreløbige indstilling sendes til resten af udvalgets medlemmer, der har mulighed for at kommenterer indstillingen. Kommentarer sendes til forvaltningen, som videresender til indstillingsgruppen.
  • Indstillingsgruppen mødes 2. gang og udarbejder endelig indstilling på baggrund af eventuelle kommentarer fra udvalgets øvrige medlemmer. 
  • Indstillingen behandles på udvalgets 5. møde, som oftest ligger i slutningen af september.

Indstillingsgruppe

Musikudvalget skal beslutte hvilke medlemmer, der skal indgå i indstillingsgruppen om honorarstøtte. 

Der afsættes 1½ - 2 dage, hvor gruppen i fællesskab gennemgår ansøgningerne. Jf. proces afholdes der to møder.

Økonomi

De medlemmer, der deltager i behandling af honorarstøtteansøgningerne, vil modtage diæter.

Videre proces

Forvaltningen vil på baggrund af udvalgets beslutning orientere relevante aktører om den eventuelle nye ansøgningsfrist, både via mail til nuværende støttemodtagere, på kommunens hjemmeside og til musikorganisationerne.

Forvaltningen vil indkalde de medlemmer, der skal indgå i indstillingsgruppen.

Til top