Mødedato: 19.02.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 2. sal, udv. B

Stillingtagen til rammerne for Musiklivstræf i 2025

Musikudvalget skal drøfte rammerne for det kommende Musiklivstræf i 2025 med forskellige dele af det københavnske musikmiljø, herunder budget for træffet, arbejdsgruppe m.m.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller, at:

  1. Musikudvalget beslutter, at der afsættes 45.000 kr. fra de frie midler til udgifter forbundet med afholdelse af musiklivstræf onsdag den 22. oktober 2025 kl. 16.00-19.00.
  2. Musikudvalget drøfter sted for afholdelse af musiklivstræffet
  3. Musikudvalget drøfter tema for musiklivstræffet .
  4. Musikudvalget nedsætter en arbejdsgruppe af medlemmer fra Musikudvalget til den videre koordinering af program og indhold for musiklivstræffet.

Problemstilling

Musikudvalget besluttede den 19. september 2023, at der skal afholdes et årligt musiklivstræf med relevante aktører fra miljøet. Musikudvalget besluttede i forbindelse med godkendelse af mødeplanen for 2025, at Musiklivstræffet i 2025 skal afholdes onsdag den 22. oktober 2025. 

Tidligere temaer

Musiklivstræffet blev gennemført 1. gang den 2. juni 2021 på spillestedet Stairway med to overordnede temaer: København som musikby - herunder nyskabelser gennem samarbejder og fællesskab og Publikumsudvikling - særligt indenfor den klassiske og rytmiske musik

Musiklivstræffet blev gennemført 2. gang den 15. november 2022 i Amager Bio med to overordnede temaer: Ændring i publikumsadfærd og Livemusik i byen.

Musiklivstræffet blev gennemført 3. gang den 1. november 2023 i Festsalen på Københavns Rådhus med to overordnede temaer: Musikalsk fødekæde og Nye Tendenser. Herudover blev udvalgets nye strategi også præsenteret. 

Musiklivstræffet blev gennemført 4. gang den 1. november 2024 i Festsalen på Københavns Rådhus med temaet 'Repræsentation' set fra både en statistisk og erfaringsmæssig vinkel.

Løsning

Forvaltningen foreslår:

  1. at der afsættes 45.000 kr. af Musikudvalgets frie midler til at gennemføre musiklivstræffet.
  2. at musiklivstræffet afholdes onsdag den 22. oktober 2025 kl. 16.00-19.00 - datoen er godkendt i forbindelse med udvalgets godkendelse af årsplanen.
  3. at sted for afholdelse drøftes. Festsalen på Københavns Rådhus er optaget, og det er derfor ikke muligt at holde træffet der. Koncertkirken på Blågårds Plads har tilbudt, at træffet kan blive afholdt hos dem. 
  4. at det overordnede tema for Musiktræffet bliver drøftet
  5. at der nedsættes en arbejdsgruppe af medlemmer fra Musikudvalget, der - på baggrund af udvalgets drøftelser - kan arbejde videre med koordinering af program og indhold for musiklivstræffet

Økonomi

Såfremt Musikudvalget godkender indstillingen, vil de afsatte midler på 45.000 kr. blive taget fra Musikudvalgets budget i 2025 (de frie midler). Eventuelt ubrugte midler føres retur til de frie midler, således at udvalget har mulighed for at uddele det eventuelle overskydende budget på årets sidste møde.

Videre proces

Såfremt Musikudvalget godkender indstillingen, vil forvaltningen indkalde arbejdsgruppen med henblik på udarbejdelse af en indstilling med udkast til programindhold for musiklivstræffet, der fremlægges for Musikudvalget til videre drøftelse på et møde inden sommerferien.

Beslutning

Musikudvalget besluttede vedrørende indstillingens punkt:

  1. at der afsættes 45.000 kr. af de frie midler til gennemførelse af Musiklivstræf
  2. at flytte Musiklivstræffet til den 1. oktober 2025 og afholde det i Festsalen på Københavns Rådhus
  3. at mulige temaer blev drøftet og arbejdsgruppen vender tilbage med et oplæg til udvalget
  4. Anders Malta, Malika Mahmoud og Mai Seidelin indgår i arbejdsgruppen. 
Til top