Mødedato: 19.02.2025, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 2. sal, udv. B

Medlemsforslag om ny struktur for indstillingsgrupperne

Det foreslås at,

  1. ændre strukturen på indstillingsgrupperne således at ansøgningerne fordeles i to lige store bunker, og der dermed ikke vurderes ud fra genrer.

Motivation

På baggrund af vores diskussioner i udvalgene om, hvordan vi fordeler midler indenfor genrer, vil Mai Seidelin gerne foreslå en ny struktur i udvalgsarbejdet. Der er en voksende tendens i musikbranchen at musik er mere grænseløs og dermed også genreløs, og at den ikke vil sættes i bås. Klassiske musikere spiller med rytmiske, jazz blandes med kompositionsmusik og elektronisk musik, og musikken blandes på tværs af de kunstneriske felter.

Derfor vil Mai Seidelin gerne foreslå at vi laver to ligeværdige og genreløse udvalg, og fordeler alle ansøgninger lige blandt de to grupper. Dette giver en mere ligelig fordeling af ansøgninger og en større mulighed for rotation i udvalgene. Samtidigt får hver gruppe et bredere kompetencefelt og alle får et bredere helhedsbillede af, hvad der foregår i København. Dette forslag handler ikke om, at vi ikke må tale om genrer, når der er behov for det, men om hvordan vi anskuer musikken og bedst løser opgaven med at vurdere de mange ansøgninger. 

Beslutning

Musikudvalget besluttede at forkaste medlemsforslaget på nuværende tidspunkt, da der var enighed om at timingen ikke var god. 

Musikudvalget var enige om at overlevere forslaget til det nye Musikudvalget, der vil have mulighed for en længere drøftelse om genrer og hvordan ansøgningerne eventuelt kan fordeles. 

Malika Mahmoud og Anders Malta besluttede at bytte indstillingsgrupper. 

Til top