Stillingtagen til ansøgningsproces for musikerlisten - pleje- og aktivitetspuljen 2027
Indstilling
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen indstiller
- at Musikudvalget godkender forslag til ansøgningsprocessen for musikerlisten til pleje- og aktivitetspuljen 2027.
Problemstilling
I forbindelse med budgetforhandlingerne for 2020 besluttede et politisk flertal at bevilge støtte over fire år (2020-2023) til musikalske oplevelser til beboerne på kommunens pleje- og aktivitetscentre. I forbindelse med budgetforhandlingerne 2024 blev ordningen gjort varig med en bevilling på 560.000 kr. årligt.
Musikudvalget skal på mødet den 25. november 2026 gennemgå og godkende ansøgninger fra solister og bands, der ønsker at komme på listen i 2027. Forud for behandlingen skal udvalget godkende ansøgningsprocessen for musikernes optag på listen over bands og solister der spiller på pleje- og aktivitetscentre i Københavns Kommune.
Løsning
Der afsættes årligt 560.000 kr. til betaling af musikerhonorar (svarende til den gældende minimumstarif) til musikarrangementer på Københavns Kommunes pleje- og aktivitetscentre.
Københavns Musikudvalg sammensætter, på baggrund af en årlig ansøgningsrunde, en liste over professionelle solister og bands fordelt på genre. Pleje- og aktivitetscentrene kan herefter vælge professionelle solister og bands fra listen som de ønsker at præsentere for deres beboere. Efter koncerterne er forvaltningen ansvarlig for at betale solisten eller bandet. Dette er for at gøre ordningen så tilgængelig og nem for pleje- og aktivitetscentrene, så der kommer så meget musik som muligt ud til beboerne.
Ansøgningsproces
Forvaltningen foreslår følgende ansøgningsproces for musikere til musikerlisten 2027:
- Ansøgningsskemaet publiceres på hjemmesiden den 3. august 2026.
- Ansøgningsfristen er den 1. september 2026.
- Solister og bands, der fremgår af listen for det igangværende år, og som søger om at komme på listen for det kommende år, skal ikke behandles af indstillingsgrupperne, men alene screenes af forvaltningen, som udarbejder en fællesindstilling for disse ansøgninger til udvalget.
- De resterende ”nye” ansøgninger fordeles ligeligt mellem de to musikfaglige indstillingsgrupper med henblik på indstilling.
- Ansøgninger sendes til indstillingsgrupperne den 1. oktober 2026.
- Indstillingsgrupperne fremsender deres indstilling til forvaltningen senest den 16. november 2026, alternativt fremlægges indstillingerne på udvalgsmødet.
- Indstillingerne behandles på Musikudvalgets møde den 25. november 2026.
Økonomi
Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Såfremt Musikudvalget godkender ansøgningsprocessen, vil forvaltningen publicere fristerne på hjemmesiden.